Beslutning om høringssvar vedr. analysen af ressortopdeling i Københavns Kommune
Vanløse Lokaludvalg har modtaget høring vedr. analyse af ressortopdeling i Københavns Kommune med frist for svar den 24. maj 2024. Lokaludvalget drøfter og kommer med input til høringsmaterialet og udpeger 2-3 lokaludvalgsmedlemmer, til at udarbejde et høringssvar på baggrund af drøftelsen, som fremlægges til godkendelse i lokaludvalgets møde den 23. maj 2024.
Indstilling
Forpersonen indstiller,
- at Vanløse Lokaludvalg drøfter høring og kommer med input til analysen af ressortopdeling i Københavns Kommune
- at Vanløse Lokaludvalg udpeger 2-3 lokaludvalgsmedlemmer, til at udarbejde et høringssvar på baggrund af lokaludvalgets drøftelse og input.
Problemstilling
Vanløse Lokaludvalg har modtaget en høring vedr. analyse af ressortopdeling i Københavns Kommune med frist for svar den 24. maj 2024. Høringsskrivelsen er vedlagt for de to bilag se internetdagsorden.
Med Budget 2024 blev der afsat midler til, at Økonomiforvaltningen i dialog med kommunens øvrige forvaltninger og øvrige interessenter i løbet af 2024 gennemfører en analyse af ressortopdelingen i Københavns Kommune. Formålet er at give Københavns Kommunes organisering et servicetjek med afsæt i tre overskrifter:
- Sammenhængende service for borgere og virksomheder
- Gode rammer for politik og samarbejde
- Effektiv opgaveløsning
Analysen skal tilvejebringe et solidt beslutningsgrundlag for, at organiseringen af Københavns Kommune kan modsvare de udfordringer og muligheder, som kommunen samlet står over for i de kommende år. Analysen skal således identificere områder, hvor den nuværende ressortopdeling giver anledning til udfordringer i forhold til at sikre kvalitet og effektivitet i opgaveløsningen, samt områder, hvor den nuværende ressortopdeling udgør en barriere for at indfri potentialer for en bedre opgaveløsning.
Analysen skal på den baggrund opstille forslag til ændringer af den nuværende ressortopdeling i Københavns Kommune, herunder belyse de forventede konsekvenser heraf.
Sekretariatet for Ressortanalyse (Økonomiforvaltningen) vil gerne have lokaludvalgets input til det videre arbejde med analysen. Høringssvaret kan f.eks. tage udgangspunkt i følgende temaer:
- Hvordan kan Københavns Kommunes orientering mod borgerens perspektiv styrkes?
- Hvordan kan Københavns Kommunes virksomhedsservice og erhvervsfremme styrkes?
- Hvordan kan koordinering af arbejdet med klimadagsordenen i Københavns Kommune styrkes?.
Løsning
Vanløse Lokaludvalg drøfter høring vedr. analysen af ressortopdeling i Københavns Kommune og kommer med input til høringssvar, der kan fremlægges på lokaludvalgets møde den 23. maj 2024.
Vanløse Lokaludvalg udpeger 2-3 lokaludvalgsmedlemmer, til at udarbejde et høringssvar på baggrund af lokaludvalgets drøftelse og input.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs puljemidler.
Videre proces
Vanløse Lokaludvalg skal tage stilling til udkast til høringssvar i møde den 23. maj, lige op til at sekretariatet skal sende høringssvaret inden svarfristen udløber den 24. maj 2024.
Beslutning
1. Vanløse Lokaludvalg drøftede høring og kom med input til analysen af ressortopdeling i Københavns Kommune, bl.a. vedr. problemstillinger på specialområdet/tværgående indsatser for udsatte grupper, koordinering af klimaområdet, lokaldemokrati og lokaludvalgets rolle.
2. Vanløse Lokaludvalg valgte Jan Lindboe til at udarbejde et udkast til høringssvar, som drøftes i forretningsudvalget inden det fremlægges til behandling på lokaludvalgets møde 23. maj 2024.