A-sag: Beslutning vedr. høringssvar til udkast til regulativer for affald 2021
Indstilling
Formanden indstiller,
1. at Vanløse Lokaludvalg drøfter og godkender udkast til høringssvar vedr. Udkast til regulativer for affald 2021.
Problemstilling
Regulativ for husholdningsaffald og regulativ for erhvervsaffald revideres i overensstemmelse med nye krav i bekendtgørelse om affald nr. 2159 af 9. december 2020. Indsendelsesfristen for høringssvar er den 21. marts 2021.
Miljøministeriet har i efteråret 2020 revideret bekendtgørelsen bl.a. på baggrund af regeringens ”Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi” og nye krav i EU's Affaldsdirektiv.
Kommunen skal fremover som minimum have indsamlingsordninger for ti affaldsfraktioner; mad-, rest-, papir-, pap-, glas-, metal-, plast-, farligt-, tekstil samt mad- og drikkevarekartonaffald.
Regulativ for husholdningsaffald
I Københavns Kommune er otte ud af ti ordninger allerede etableret. Der laves derfor følgende tilpasninger:
- - Dagrenovationsordningen bliver i det nye regulativ til ordning for madaffald og ordning for restaffald
- - Bioaffaldsordningen kommer til at hedde madaffaldsordningen og bliver obligatorisk for alle husholdninger – også for én-familiehuse
- - Papaffaldsordningen bliver ligeledes obligatorisk for alle husholdninger – også for én-familiehuse
- - Hidtil har kommunen alene indsamlet emballageaffald af glas, metal og plast. Fremover skal alt glas-, metal- og plastaffald indsamles
- - Etablering af en ny ordning for mad- og drikkevarekartonaffald
- - Etablering af en ny selvstændig ordning for tekstilaffald - ikke alene indsamling på genbrugspladserne som i dag.
Regulativ for erhvervsaffald
Der er udelukkende tale om redaktionelle ændringer, bl.a. som en følge af en ændret terminologi i bekendtgørelsen. F.eks. ændres ”dagrenovationslignende affald” til ”husholdningslignende restaffald”.
Erik Jønsson har rettet henvendelse til Teknik- og Miljøborgmesteren mhp. at få afklaret, hvorfor kirkers affald, som pga. de aktiviteter, der finder sted i kirker, minder meget om husholdningsaffald, betragtes som erhvervsaffald og derfor ikke bliver kildesorteret.
Forvaltningen har svaret, at kirker i lovgivningen bliver betragtet som erhverv, og at kommunen derfor ikke kan stille beholdere til genanvendeligt affald til rådighed for kirkerne. Forvaltningen skriver også, at de har fået mange henvendelser fra kirker om dette.
Derfor fremgår det af vedhæftede udkast til høringssvar, at der er fokus på problematikken om, at affaldssortering i kirkerne betragtes som erhvervsaffald, frem for at blive sorteret og afhentet sammen med affald fra villaer, rækkehuse og ejendomme.
Løsning
Vanløse Lokaludvalg drøfter og godkender udkast til høringssvar vedr. Udkast til regulativer for affald 2021.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs midler.
Videre proces
Sekretariatet sender høringssvaret ind, når det er godkendt i lokaludvalget og inden høringsfristen.
Beslutning
Borgerhenvendelse fra Jan Mørch og Charlotte Tørngren medsendes til orientering som bilag.