Mødedato: 18.03.2021, kl. 18:30
Mødested: Telefonmøde via Teams

A-sag: Beslutning om deltagelse i samarbejde med Kultur V om inddragelse på Kulturstationen Vanløse

Se alle bilag
Vanløse Lokaludvalg skal tage stilling til at deltage i samarbejde med Kultur V om fremtidig bruger- og borgerinddragelse på Kulturstationen Vanløse.

Indstilling

Formanden indstiller,

  1. at Vanløse Lokaludvalg drøfter og godkender at indgå i et samarbejde med Kultur V om inddragelse på Kulturstationen Vanløse.
  2. at Vanløse Lokaludvalg prioriterer de overordnede udfordringer, og drøfter input til formater for inddragelse på Kulturstationen Vanløse.

Problemstilling

Vanløse Lokaludvalg har i de seneste år sat fokus på øget bruger- og borgerinddragelse på Kulturstationen Vanløse, hvoraf lokaludvalget via en nedsat kontaktgruppe har afholdt en række møder med chef for Kultur V Lone Billehøj, Sekretariats- og byudviklingschef Mads Kamp Hansen og KFF-direktør Esben Danielsen. 

På det seneste møde den 2. marts 2021 præsenterede Kultur V et oplæg om at undersøge mulighederne for en fremtidig inddragelse af brugerne i Kulturstationen Vanløse. Kultur V vil gerne identificere udfordringer, kvalificere mulige modeller og udarbejde et oplæg til en fremtidig løsning, der indtænker behov for både det lokale kultur- og foreningsliv, faste brugere af Kulturhuset, lokaludvalget og KFF.

I oplægget, der er vedhæftet som bilag, opridser Kultur V bl.a. seks forskellige formater til at systematisere og forankre inddragelse, som Kultur V har erfaringer med (åbne brugermøder, brugerbestyrelse, ad hoc inddragelse m.m.). Disse formater kan man med fordel tage udgangspunkt i, når der skal designes en løsning til Vanløse. Ud over oplæg fra KFF til mødet den 2. marts er internetdagsorden vedhæftet: Rammer for bruger- og borgerinddragelse i KFF, der er forvaltningens udgangspunkt for samarbejde med borgerne.

På baggrund af mødet den 2. marts mellem kontaktgruppen og Kultur V, blev man enige om at starte processen med at indkalde til et åbent, fælles møde den 25. marts kl. 16-18, hvor alle interesserede i bruger- og borgerinddragelse vedr. Kulturstationen Vanløse kan deltage. Vanløse Lokaludvalg forventer, at mødet munder ud i nedsættelse af en eller anden form for bruger/interessentgruppe.

Information om det åbne fællesmøde lægges på Kulturstationens og lokaludvalgets hjemmesider, samt annonceres på Facebook og Instagram, så deltagerskaren kan blive så bred som mulig og gerne repræsentere de mange forskellige brugere og potentielle interesserede i udviklingen af Kulturhuset og dets aktiviteter.

https://kulturv.kk.dk/artikel/virtuelt-inspirationsmoede-om-kulturen-i-vanloese

Løsning

Vanløse Lokaludvalg drøfter og godkender at indgå i et samarbejde med Kultur V om inddragelse på Kulturstationen Vanløse.

 Vanløse Lokaludvalg prioriterer de overordnede udfordringer, og drøfter input til formater for inddragelse på Kulturstationen Vanløse.

Økonomi

Denne indstilling har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs puljemidler.

Videre proces

Sekretariatet lægger information om fællesmødet på hjemmeside, Facebook og Instagram. 

/Bent Christensen

Beslutning

1. Vanløse Lokaludvalg drøftede og godkendte samarbejde med Kultur V om inddragelse på Kulturstationen Vanløse.

2. Vanløse Lokaludvalg drøftede Kulturstationen Vanløse med BR-medlem Jens Kjær Christensen.

3. Vanløse Lokaludvalg drøftede input i forbindelse med mødet, herunder:
- at der mangler daglig lokal ledelse, der kan tage ansvar for Kulturhuset, herunder lokaler og aktiviteter 
- at pris og kvalitet for lokaleleje ikke hænger sammen
- at Café Oasen og de lokale KFF-medarbejdere, der er på Kulturstationen, bør inddrages i det videre arbejde.

 

Til top