A-sag: Høring vedr. Jernbane Allé 41
Tidligere beslutninger
Vanløse Lokaludvalg besluttede i møde den 19. maj 2022 at sende besked til forvaltningen, at man ønsker at svare på høringen og behandler sagen i førstkommende ordinære møde den 16. juni, hvorefter lokaludvalget indsender høringssvar: https://www.kk.dk/dagsordener-og-referater/Vanl%C3%B8se%20Lokaludvalg/m%C3%B8de-19052022/referat/punkt-21
Vanløse Lokaludvalg tog stilling til høringssvar vedr. naboorientering og høring i møde den 16. juni 2022. Se sagsfremstillingen og beslutning her: A-sag: Høring om 3 dispensationer til lokalplan for Indertoften II | Københavns Kommunes hjemmeside (kk.dk)
Vanløse Lokaludvalg besluttede i møde den 13. oktober 2022, at sende besked til forvaltningen, at man ønsker at svare på høringen og behandler sagen i førstkommende ordinære møde den 17. november, hvorefter lokaludvalget indsender høringssvar: A-sag: Høring vedr. Jernbane Allé 41 | Københavns Kommunes hjemmeside (kk.dk)
Indstilling
Forpersonen indstiller,
1. at Vanløse Lokaludvalg godkender et af de to udkast til høringssvar for Jernbane Allé 41
Problemstilling
Vanløse Lokaludvalg modtog den 3. oktober 2022 høring vedr. byggeri på Jernbane Allé med frist for svar den 23. oktober 2022.
Lokaludvalget har, jf. tidligere beslutninger, behandlet naboorientering efter planloven og partshøring efter forvaltningsloven vedr. 3 dispensationer for lokalplan 465 "Indertoften", senest i møde den 16. juni 2022. Her besluttede Vanløse Lokaludvalg at indsende et høringssvar, der ikke anbefalede at give de to søgte dispensationer vedr. hhv. forpladsens afgrænsning i placering af tårnene/byggefeltet og placering af elevatortårn på forpladsen, mens lokaludvalget besluttede at undlade at kommentere på den tredje dispensation vedr. fældning af træ på pladsen. Se den elektroniske dagsorden for det samlede høringssvar.
På baggrund af den første høring besluttede Teknik- og Miljøudvalget at sende sagen i udvidet høring i møde den 22. august 2022, se sagsfremstilling og bilag her: Byggetilladelse til erhvervsbyggeri på Jernbane Allé 41, Vanløse | Københavns Kommunes hjemmeside (kk.dk)
Høringssvarene i den oprindelige lovbestemte høring vil fortsat indgå i forvaltningens behandling af sagen. Ligeledes vil nye høringssvar i forbindelse med den udvidede borgerhøring indgå og forvaltningen indstiller fortsat, at der gives byggetilladelse.
Efter det blev besluttet at gennemføre en ny høring har ansøger lavet justeringer i projektet som har medført en reduktion i antallet af dispensationer samt udarbejdet nye bilag i forhold til det materiale, den tidligere høring omfattede. De nye bilag svarer på mange af de spørgsmål,
der blev stillet i den lovbestemte høring. Ift. justeringer i projektet er elevator flyttet fra forpladsen og ind i byggeriets stueetage. Dette har medført, at projektet nu forudsætter to og ikke tre
dispensationer, som tidligere. Desuden har ansøger udarbejdet visualiseringer, skyggediagrammer og en sammenligningsskitse, der præciserer byggeriets ændringer i forhold til lokalplanens byggefelt, og fået undersøgt om det bevaringsværdige træ kan være yngle- og overvintringssted for flagermus.
Udover to dispensationer fra lokalplanen omfatter den udvidede borgerhøring også emner, der er kommet frem i de tidligere modtagne høringssvar:
• byggeriets arkitektoniske fremtræden
• cykelparkeringen i området
• adgang til offentlig transport
• byrumskvaliteter og bylivet generelt i Vanløse bymidte
Se det samlede materiale på kommunens høringsportal, herunder høringsbrevet for gennemgang af baggrund, proces og ændringer: https://blivhoert.kk.dk/hoering/byggeri-pa-jernbane-alle-41
Sagen har efter behandling i lokaludvalgets møde den 13. oktober 2022 været i arbejdsgruppen for Trafik og Plan, hvor der blev nedsat en gruppe til at udarbejde høringssvar bestående af Jan Lindboe, Bent Christensen, Poul Hviid og Niels Christian Juul. Gruppen har holdt møde og der fremlægges på den baggrund to forskellige udkast til høringssvar vedr. erhvervsbyggeri på Jernbane Allé 41.
Løsning
Vanløse Lokaludvalg godkender et af de to udkast til høringssvar vedr. Jernbane Allé 41.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs puljemidler.
Videre proces
Sekretariatet indsender høringssvar og lægger det på hjemmesiden.
Beslutning
1. Vanløse Lokaludvalg godkendte udkast 1 til høringssvar med de pr. mail udsendte og i mødet omdelte ændringsforslag, dog således at ordene "uafhængig og" udgår i afsnit vedr. lokaludvalgets bemærkninger til dispensation 2 om fældning af træ.
Protokolbemærkning:
Bent Christensen, Palle Ivan Hansen, Anne Fausbøll og Michael Jacobsen ønskede ført til protokols at man ikke mener, at der foreligger nye oplysninger vedr. træet på forpladsen, som ikke er belyst og henviser til, at forvaltningen indstiller til godkendelse af dispensationerne.
.