Mødedato: 17.11.2022, kl. 18:30
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

A-sag: Beslutning om tovholdergruppe og puljemidler ifm. bydelsplan

Se alle bilag
Vanløse Lokaludvalg godkender de fire tovholdere for temagrupperne, vælger 2-3 lokaludvalgsmedlemmer til at indgå i tovholdergruppen vedr. bydelsplanen samt afsætter puljemidler til bydelsplanprojekter.

Tidligere beslutninger

Vanløse Lokaludvalg besluttede på lokaludvalgsmødet den 16. juni 2022 at forlænge de midlertidige arbejdsgrupper frem til oktober, hvor der skal tages beslutning om den endelige organisering: https://www.kk.dk/dagsordener-og-referater/Vanl%C3%B8se%20Lokaludvalg/m%C3%B8de-16062022/referat/punkt-5

Vanløse Lokaludvalg besluttede på lokaludvalgsmødet den 18. august 2022 at gennemføre en borgerpanelundersøgelse, at afholde en workshop/seminar for medlemmer om bydelsplanen og at nedsætte en midlertidig gruppe bestående af formandskab og maks. 2-3 andre interesserede, der kan holde snor i processen mellem udvalgsmøder frem til beslutning på oktober mødet: https://www.kk.dk/dagsordener-og-referater/Vanl%C3%B8se%20Lokaludvalg/m%C3%B8de-18082022/referat/punkt-5

Vanløse Lokaludvalg drøftede på lokaludvalgsmødet den 13. oktober 2022 hvordan man vil bruge bydelsplanen som arbejdsredskab, efter oplæg fra forpersonen, og godkendte de fire overordnede temaer til bydelsplanen:
Idræt, bevægelse og sundhed - Trafikken i Vanløse - Byliv, kultur og erhverv - Natur og miljø.
Derudover besluttede lokaludvalget at organisere arbejdet i fire temagrupper, svarende til bydelsplantemaer og at den midlertidige tovholdergruppe for bydelsplanarbejdet fortsætter til mødet den 17. november 2022, hvorefter tovholdergruppen foreslås at bestå af de fire tovholdere for temagrupperne + to-tre der vælges på mødet i november.
https://www.kk.dk/dagsordener-og-referater/Vanl%C3%B8se%20Lokaludvalg/m…

 

Indstilling

Forpersonen indstiller,

  1. at Vanløse Lokaludvalg godkender de fire valgte tovholdere for temagrupperne.
  2. at Vanløse Lokaludvalg vælger 2-3 medlemmer til at indgå i en tovholdergruppe ifm. bydelsplanen sammen med de fire tovholdere for temagrupperne og formandskabet.
  3. at Vanløse Lokaludvalg afsætter 80.000 kr. ekstra til projekt Bydelsplan i 2022-puljemidler.

Problemstilling

Bydelsplanen skal fungere som lokaludvalgets overordnede arbejdsplan for de næste fire år og skal indeholde lokaludvalgets prioriterede visioner og indsatsområder i bydelen. 

På lokaludvalgets møde i oktober blev det besluttet at organisere bydelsplanarbejdet i fire temagrupper inden for emnerne Idræt, bevægelse og sundhed, Trafikken i Vanløse, Byliv, kultur og erhverv samt Natur og miljø. Forpersonen opfordrede i den forbindelse alle medlemmer og suppleanter til at melde sig til minimum én temagruppe. 

De fire temagrupper mødes i uge 46 og vælger her en tovholder for gruppen. På temagruppemødet drøftes og eventuelt udvælges de indsatsområder, som de enkelte temagrupper gerne vil fokusere på i bydelsplanarbejdet ud fra hhv. lokaludvalgets egne ønsker, input fra repræsentantskabsmødet, borgerpanelundersøgelsen og bydelsplanseminaret. Da det ikke er alle temagrupper, der vil nå at indsnævre indsatsområderne, udskyder lokaludvalget godkendelsen af disse til det ordinære møde i december, hvor grupperne ligeledes skal præsentere en plan for borgerinddragelse i forbindelse med de valgte indsatsområder.

Det indstilles, at der afsættes 80.000 kr. ekstra fra dette års budget til projekt Bydelsplan, hvor der allerede er afsat 20.000 kr. Trafik og Plan har drøftet muligheden for at få udarbejdet en trafikrapport  for Vanløse, der kan fremskrive udvikling i bilismen fra basisåret 2017 til 2021, 2025 og 2035, jf. vedhæftede oversigtsside. Ligeledes kan der være andre temagrupper, der ønsker at afholde diverse borgerinddragelsesaktiviteter i forbindelse med udarbejdelse af bydelsplanen.

På det ordinære møde i december lægges der op til at lokaludvalget afsætter en økonomisk ramme for 2023 til borgerinddragelse ifm. bydelsplanen såvel som grafisk opsætning i KK Design og tryk af bydelsplanen.

Løsning

1. Vanløse Lokaludvalg godkender de fire valgte tovholdere for temagrupperne.

2. Vanløse Lokaludvalg vælger 2-3 medlemmer til at indgå i en tovholdergruppe ifm. bydelsplanen sammen med de fire tovholdere for temagrupperne og formandskabet.

3. Vanløse Lokaludvalg afsætter 80.000 kr. ekstra til projekt Bydelsplan i 2022-puljemidler.

Økonomi

Vanløse Lokaludvalg afsætter 80.000 kr. ekstra til projekt Bydelsplan i 2022-puljemidler

Videre proces

Vanløse Lokaludvalg skal på sit ordinære møde i december godkende indsatsområder i de fire temagrupper såvel som en plan for borgerinddragelse i forbindelse med indsatsområderne.

/Jan Lindboe

Beslutning

1. Vanløse Lokaludvalg godkendte de fire tovholdere,
Natur og Miljø: Per Stengade
Trafikken i Vanløse: Bent Christensen
Byliv, kultur og erhverv: Jan Lindboe
Idræt, bevægelse og sundhed: Jens Andersen

2. Vanløse Lokaludvalg valgte Rikke Skovgaard Andersen, Poul Hviid, Hanna Feddersen og Niels Christian Juul til tovholdergruppen i forbindelse med bydelsplan, sammen med de fire tovholdere for temagrupperne og formandskabet.

3. Vanløse Lokaludvalg godkendte bevilling af 80.000 kr. i 2022-puljemidler til udarbejdelse af Trafikrapport for Vanløse

Til top