Mødedato: 17.11.2022, kl. 18:30
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

B-sag: Beslutning om 2022-puljeansøgninger

Vanløse Lokaludvalg skal træffe beslutning om bevilling af midler fra Vanløsepuljen for 2022.

Indstilling

Forpersonen indstiller på baggrund af puljegruppens drøftelser, at Vanløse Lokaludvalg

  1. Bevilger 15.000 kr. som en underskudsgaranti i 2022-puljemidler til ansøgningen: Kom og vær med til ’Åbent Hus’ om Heltetrænings-forløbet 2022 ’Pas på jorden og dig selv’
  2. Bevilger 7.000 kr. som en underskudsgaranti i 2022-puljemidler til ansøgningen: Meditation & Healing for unge 18-35 år
  3. Bevilger 64.000 kr. som en underskudsgaranti i 2022-puljemidler til ansøgningen: IT-støtte for udsatte voksne
  4. Bevilger 17.500 kr. som en underskudsgaranti i 2022-puljemidler til ansøgningen: Vanløse Julekoncert 2022
  5. Bevilger 10.875 kr. som en underskudsgaranti i 2022-puljemidler til ansøgningen: Festival of Endless Gratitude 2022
  6. Bevilger 24.206,25 kr. som en underskudsgaranti i 2022-puljemidler til ansøgningen: 2 gavlmalerier – til Vanløses forskønnelse

Problemstilling

1. Forening for Heltetræning: Kom og vær med til ’Åbent Hus’ om Heltetrænings-forløbet 2022 ’Pas på jorden og dig selv’

Ansøgningen dækker over et Åbent Hus arrangement om Heltetræning i gymnastiksalen på Kirkebjerg Skole. Her vil man fortælle om det forløb (Pas på jorden og dig selv), som man har afholdt i 2022 samt det nye Heltetræningsforløb i 2023 (Bliv din egen Vikingehelt). Overordnet går heltetræning ud på at udvikle børn og unge, som de er. Målgruppen er børn og unge fra Vanløse i alderen 3-6 år og 7-12 år. Der søges om 18.000 kr. 

Puljegruppens indstilling og begrundelse: Puljegruppen indstiller, at projektet bevilges 15.000 kr., øremærket udgiftsposterne 1,2,3 og 6. Støtten gives, da lokaludvalget vægter dialogskabende og netværksdannende aktiviteter i Vanløse. Den reducerede støtte begrundes med et ønske om øget frivillighed. Støtten gives som en underskudsgaranti.

2. Josefine Munch-Petersen: Meditation & Healing for unge 18-35 år 

Ansøgeren ønsker at holde en kursusdag i meditation & healing henvendt til unge i alderen 18-35 år. Som ung er man i gang med at finde ud af, hvem man er, og hvad man vil i sit liv. Det er svært for mange at mærke efter og tage de gode valg, som er tro mod en selv, da mange oplever et præstationspres. Meditation og healing er ifølge ansøgeren nyttige måder at øge kontakten til sig selv, finde grounding og øge selvomsorgen. Der søges om 7.000 kr. 

Puljegruppens indstilling og begrundelse: Puljegruppen indstiller, at projektet bevilges 7.000 kr., da lokaludvalget vægter dialogskabende og netværksdannende aktiviteter i Vanløse. Støtten gives som en underskudsgaranti.

3. Signe Buch, skoleleder: IT-støtte for udsatte voksne

Lille Skole for Voksne er en non-profit forening, som tilbyder undervisning og socialt samvær til voksne med psykiske, sociale og eksistentielle problemer. Foreningen ønsker at tilbyde IT-undervisning til skolens elever og brugere af værestedet, da dårlige IT-kundskaber er en barriere for deres sociale liv og evne til selvstændigt at håndtere økonomi samt kontakten til kommune, myndigheder og andre. Med ansøgningen ønsker foreningen at anskaffe sig IT-udstyr i 2022. IT-undervisningen skal begynde i 2023. Foreningen er åben for voksne med psykiske, sociale og eksistentielle problemer, men man betaler et mindre kursusgebyr for at deltage i undervisningen. Der søges om 64.000 kr. 

Puljegruppens indstilling og begrundelse: Puljegruppen indstiller, at projektet bevilges 64.000 kr., da lokaludvalget vægter dialogskabende og netværksdannende aktiviteter i Vanløse, der vil komme særligt udsatte i bydelen til gode mange år frem. Støtten gives som en underskudsgaranti.

4. NS Koncertforening: Vanløse Julekoncert 2022

Ansøger søger om støtte til Vanløse Julekoncert, der skal samle og glæde mange Vanløseborgere på tværs af generationer. Sammen med sangerinden Angelica Asp vil kammerorkestret, Den Danske Sinfonietta, underholde med et festligt og varieret juleprogram. Koncerten er åbent for alle, og der er plads til 165 publikummer. Der søges om 17.500 kr. 

Puljegruppens indstilling og begrundelse: Puljegruppen indstiller, at projektet bevilges 17.500 kr., da lokaludvalget vægter dialogskabende og netværksdannende aktiviteter i Vanløse. Støtten gives som en underskudsgaranti.

5. Koncertforeningen Hovedstolen: Festival of Endless Gratitude 2022

Festival of Endless Gratitude er en musik- og kunstfestival, der henover tre dage om efteråret præsenterer ca. 17-20 danske og udenlandske musiknavne samt en række kunstnere via forskellige installationsformater. Festivalen henvender sig som udgangspunkt til et bredt og nysgerrigt musik- og kunstinteresseret publikum i alderen 18-50, men det er et vigtigt fokusområde for festivalen at være så åben og bredt inviterende som muligt. Ansøgeren forventer 180 publikummer fordelt på 2 dage. Der søges om 10.875 kr. 

Puljegruppens indstilling og begrundelse: Puljegruppen indstiller, at projektet bevilges 10.875 kr., da lokaludvalget vægter dialogskabende og netværksdannende aktiviteter i Vanløse. Støtten gives som en underskudsgaranti.

6. Anni Bach-Smed: 2 gavlmalerier – til Vanløses forskønnelse

Ansøgeren søger om midler til at få trykt en professionel folder, der skal indeholde forslag om to gavlmalerier i Vanløse. Ansøgeren skal efterfølgende anvende folderen til at præsentere projektet til større fonde, handelsstandsvirksomheder m.v. vedrørende økonomisk bidrag til etablering af gavlmalerierne. De to gavlmalerier skal opføres på de to gavlmurer ved Vanløse Frikirke på Jernbane Allé. Der søges om 24.206,25 kr. 

Puljegruppens indstilling og begrundelse: Puljegruppen indstiller, at projektet bevilges 24.206,25 kr., da lokaludvalget vægter projekter, der understøtter udviklingen af en fælles bydelsidentitet. Støtten gives som en underskudsgaranti.

Løsning

Vanløse Lokaludvalg godkender puljegruppens indstillinger.

Økonomi

Der er i alt seks puljeansøgninger, der behandles som B-sag. De søger samlet om 141.581,25 kr.
Der er i alt seks puljeansøgninger, der behandles som A-sag. De søger samlet om 97.715 kr.

Der er 311.671 kr. tilbage i Vanløsepuljen. 

Videre proces

Sekretariatet sørger for, at alle ansøgere, der bevilges støtte, modtager et tilsagnsbrev med de betingelser, der skal overholdes for, at støtten kan udbetales. Alle ansøgere, der får afslag på støtte, modtager et afslagsbrev med begrundelsen for afslaget.

/Jan Lindboe

Beslutning

Indstillingen blev godkendt, dog således at ansøgning nr. 2 og 3 blev løftet til behandling i punkt 4. på dagsorden A-sag: Beslutning om puljeansøgninger 2022.
Til top