Høringssvar til projekt "Sammen om byen"
Tidligere beslutninger
- " Lokaludvalget tog projektet til efterretning.
- Lokaludvalget traf beslutning om at bede lokaludvalgets faste arbejdsgrupper drøfte oplægget på gruppernes førstkommende møde, med henblik på at arbejdsgruppernes bemærkninger skal kunne indgå i et høringssvar, der kan godkendes på lokaludvalgets møde 17. september.
- Lokaludvalget drøftede og traf beslutning om at spørge borgerne på borgermødet om bymidten den 5. september".
Indstilling og beslutning
- at de indkomne kommentarer fra arbejdsgrupperne, borgermødet og lokaludvalgsmedlemmer drøftes med afsæt i de spørgsmål forvaltningen har fremsendt (se bilag).
- at lokaludvalget bemyndiger formanden til at formulere og indsende høringsvar på baggrund af lokaludvalgets drøftelse.
- At lokaludvalget udpeger 1-5 deltagere til at deltage i dialogmøde om principper for borgerinddragelses med forvaltningen d. 29. oktober.
Problemstilling
Forvaltningens henvendelse til lokaludvalgene:
"Borgerrepræsentationen besluttede den 26. marts 2015, at der skal udarbejdes en række fælles kommunale principper for, hvordan københavnerne fremadrettet kan involveres og engageres i byens udvikling. Principperne skal gælde på tværs af alle syv forvaltninger. Projektet, der tidligere hed ”Mere og Bedre Borgerengagering”, hedder nu ”Sammen om Byen”. Det står indskrevet i beslutningen, at lokaludvalgene og centrale civilsamfundsaktører skal inddrages i udarbejdelsen af de fælles principper.
Økonomiudvalget vedtog endvidere den 16. juni 2015, at forslagene til principper også skal rumme forslag til en model for brug af borgerbudgetter i København.
Formålet med ”Sammen om Byen”
Formålet med projektet er at gentænke/omtænke kommunens borgerinddragelse og styrke kommunens dialog med flere københavnere om byens udvikling. Med ”københavner” menes alle, som har en interesse i Københavns udvikling. Dvs. bor, arbejder, har virksomhed eller studerer i København eller jævnligt bruger Københavns tilbud.
Helt konkret skal de fremtidige principper for dialog mellem kommune og københavnere sikre:
- At kommunen skaber mulighed for, at flere københavnere deltager og engagerer sig i byens udvikling.
- At københavnerne oplever, at det kan svare sig at engagere sig i byens udvikling sammen med kommunen.
- At københavnernes viden og ideer bruges der, hvor de er stærkest – nemlig som eksperter i, hvordan byen bruges og opleves.
Opgave stillet til byens 12 lokaludvalg
Inden principperne skal udvikles, skal det undersøges, hvad kommunen kan gøre bedre, og hvilke nye metoder der skal til for at styrke den gensidige dialog om byens udvikling, og desuden om københavnerne er tilfredse med de måder, hvorpå de bliver inddraget i dag.
Konkret ønsker Økonomiforvaltningen:
- At lokaludvalgets medlemmer og suppleanter besvarer en spørgeskemaundersøgelse, der lanceres i uge 33.
- At lokaludvalget deler link til spørgeskemaundersøgelsen på lokaludvalgets hjemmeside og videreformidler opfordring til at deltage via udvalgets netværk i bydelen.
- At lokaludvalget drøfter vedlagte spørgsmål og svarer på, hvad man mener der skal til for at styrke den gensidige dialog om byens udvikling fremadrettet.
- At lokaludvalget overvejer om og hvordan udvalget kan gennemføre en lokal dialogproces i deres bydel, om graden af tilfredshed med den nuværende dialog med kommunen, samt indhenter de lokale ønsker til den fremtidige dialog med kommunen om byens udvikling.
Spørgeskemaundersøgelsen vil blive lanceret via kommunens Borgerpanel og andre målrettede kanaler i perioden fra 10. august - 28. september 2015.
Deadline for den samlede tilbagemelding er mandag den 28. september 2015. "
AD. punkt 2 og 4 i ovenstående har lokaludvalget delt link via hjemmeside og i forbindelse med borgermøde 5. september med 150 deltagere uddeltes kampagnens fortrykte postkort og folk opfordredes her til at benytte det angivne link til at besvare spørgeskemaet.
Link til spørgeskema: http://sammenombyen.kk.dk/
Løsning
Økonomi
Beslutning
Lokaludvalget drøftede punkter til svar på spørgsmål fra forvaltningen (se bilag).
Lokaludvalget bemyndigede formanden til at formulere og indsende høringsvar på baggrund af lokaludvalgets drøftelse.
Lokaludvalget udpegede Jan Mørch, Bent Christensen og Anne Fausbøll til at deltage i dialogmøde om principper for borgerinddragelse med forvaltningen d. 29. oktober kl. 17-19.
Hans Thomsen forlod mødet kl. 21.30.
Hanne Larsen forlod møde 21.25, og deltog igen fra 21.30.