Beslutning om anbefaling af lokaludvalgets repræsentation i hverv
Indstilling
Formanden indstiller,
1. at Vanløse Lokaludvalg drøfter lokaludvalgets eventuelt fremtidige repræsentation i de 3 bestyrelser: Lillehjemmets Sommerhusfond, Kulturstationen Vanløse og Fonden for Vanløse Miljøcenter i forhold til 5 nævnte relevanspunkter.
2. at Vanløse Lokaludvalg beslutter, hvorvidt det fortsat er relevant at udpege medlemmer og suppleanter til Lillehjemmets Sommerhusfond.
3. at Vanløse Lokaludvalg beslutter, hvorvidt det fortsat er relevant at udpege et medlem og suppleant til Kulturstationen Vanløse.
4. at Vanløse Lokaludvalg beslutter, hvorvidt det fortsat er relevant at udpege et medlem og suppleant til Vanløse Miljøcenter.
Problemstilling
Vanløse Lokaludvalg skal i forbindelse med forberedelserne til Borgerrepræsentationens konstituering i november 2017 indsende anbefaling af, hvilke bestyrelser, fonde mv. man fortsat mener, det er relevant, at lokaludvalget udpeger medlemmer og/eller suppleanter til.
Vanløse Lokaludvalg bedes forholde sig til følgende:
1. Er der tale om et obligatorisk hverv for Københavns Kommune (lovpligtigt eller lignende)?
2. Varetages der en relevant kommunal opgave eller interesse for Københavns Kommune i hvervet?
3. Er det lokaludvalgets vurdering, at det fortsat er relevant for Københavns Kommune at være repræsenteret i hvervet?
4. Anbefaling vedrørende udpegning af bestyrelsesmedlemmer i det pågældende hverv (f.eks. anbefaling om professionel repræsentant besiddende særlige/faglige kvalifikationer; politisk repræsentant; forbrugerrepræsentant; forvaltningsrepræsentant).
5. Er hvervet placeret i den korrekte forvaltning i Københavns Kommune (ressort relevans)?
Frist for modtagelse af lokaludvalgenes indstillinger om fremtidig repræsentation i bestyrelser mv. er torsdag den 31. august 2017.
Løsning
Det gælder for alle de tre hverv Vanløse Lokaludvalg har udpeget medlemmer og suppleanter til, at de ikke er lovpligtige.
Lillehjemmets Sommerhusfond:
Vanløse Lokaludvalg har i møde den 20. april 2017 udpeget Hans Thomsen, Iris L. Nielsen og Knud Schou som medlemmer og Steen Hansen, Sven Grønsund og Kaj Lorenzen som suppleanter til Lillehjemmets Sommerhusfond. Udpegningerne er ikke blevet godkendt af Borgerrepræsentationen, da kun Hans Thomsen og Sven Grønsund er valgbare jf. fondens vedtægter. Formanden har bedt Økonomiforvaltningen og Social- og Sundhedsforvaltningen om at se på fondens vedtægter.
2. Er det en relevant kommunal interesse/opgave? Ja, da Plejehjemmet Lillehjemmet i Brønshøj blev nedlagt og solgt, overgik formuen til en fond, med det formål at komme pensionister på plejehjem i Brønshøj-Husum og Vanløse til gode. Fondens bestyrelse sekretariatsbetjenes af Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, der har til opgave at leje og formidle sommerhuse til plejehjem, så plejehjemsbeboere kan komme på sommerhusophold.
3. Lokaludvalgets vurdering af den fortsatte relevans i, at Vanløse Lokaludvalg repræsenterer Københavns Kommune i hvervet? Ja, hvervet var først placeret i det lokale Ældreråd Vanløse, indtil man oprettede et samlet Ældreråd i kommunen. Herefter blev Lillehjemmets Feriefond placeret under Vanløse Lokaludvalg, for bl.a. at sikre de ældre i bydelen den størst mulige indflydelse på arbejdet i feriefonden, til fordel for pensionisterne i de to bydele set ud fra andelen af plejehjem.
4. Evt. anbefaling vedr. udpegningen, f.eks. særlige/faglige kvalifikationer, interesser eller lign. Vanløse Lokaludvalg har på baggrund af tidligere drøftelser foreslået, at der skulle være en bygningskyndig - en fra evt. hjemmeplejens område og en fra forretningsområdet med et skyldigt hensyn til det faglige og med interesse for plejeområdet generelt.
5. Er hvervet placeret korrekt i Vanløse Lokaludvalg? Ja, hvervet er placeret korrekt i Vanløse Lokaludvalg, bl.a. med hensyn til fondens formål for plejehjemsbeboere i de to bydele.
Kulturstationen Vanløse:
Vanløse Lokaludvalg har i møde den 22. maj 2014 besluttet at udpege Finn Nesgaard til at repræsentere lokaludvalget i Kulturstationens brugerbestyrelse.
2. Er det en relevant kommunal interesse/opgave? Ja, Kulturstationen Vanløse er en del af Kultur- og Fritidsforvaltningens kommunale opgavevaretagelse, lokalt forankret i bydelen.
3. Lokaludvalgets vurdering af den fortsatte relevans i, at Vanløse Lokaludvalg repræsenterer Københavns Kommune i hvervet? Vanløse Lokaludvalg vurderer, at det på baggrund af det tætte samarbejde, de mange fælles flader i forskellige borgerrettede aktiviteter og lokaludvalgets sekretariats lejemål i Kulturstationen fortsat er relevant med deltagelse i bestyrelsen.
4. Evt. anbefaling vedr. udpegningen, f.eks. særlige/faglige kvalifikationer, interesser eller lign. Vanløse Lokaludvalg anbefaler, at det er en repræsentant fra kulturområdet eller med interesse for kulturen, fra Vanløse Lokaludvalg, der bestrider hvervet.
5. Er hvervet placeret korrekt i Vanløse Lokaludvalg? Ja, jf. ovenstående.
Vanløse Miljøcenter:
Vanløse Miljøcenter er den tilbageværende del af det tidligere Miljøpunkt Vanløse, som i forbindelse med Budgetaftale for 2011, virksomhedsoverdragede en medarbejder og den lokale miljøopgave til lokaludvalget. I den forbindelse havde fonden for miljøpunktet uforbrugte midler, som jf. Civilstyrelse og fondens vedtægter ikke kunne tilbageføres til stifterne, og derfor blev bibeholdt i fonden for at sikre uddeling til fondens oprindelige formål, lokalt natur og miljøarbejde. Bent Christensten har siddet som Vanløse Lokaludvalgs repræsentant siden 2008, hvor Teknik- og Miljøforvaltningen var medvirkende til oprettelsen af Agenda21 centrene som erhvervsdrivende fonde i kommunen, herunder Miljøpunkt Vanløse. Formålet med fonden i dag er at anvende midlerne til lokalt miljøarbejde, for herefter at kunne nedlægge den.
2. Er det en relevant kommunal interesse/ opgave? Ja, midlerne i miljøcenteret er tidligere kommunale tilskudsmidler, og har det formål at uddeles til lokale miljøaktiviteter.
3. Lokaludvalgets vurdering af den fortsatte relevans i at Vanløse Lokaludvalg repræsenterer Københavns Kommune i hvervet? Vanløse Lokaludvalg har ansvaret for den lokale miljøopgave, og det er på den baggrund oplagt at kunne koordinere midlerne til det lokale miljøarbejde.
4. Evt. anbefaling vedr. udpegningen, f.eks. særlige/faglige kvalifikationer, interesser eller lign.
5. Er hvervet placeret korrekt i Vanløse Lokaludvalg? Ja, jf. ovenstående.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs midler.
Videre proces
Den samlede indstilling om Københavns Kommunes repræsentation i bestyrelser, råd, nævn mv. for valgperioden 2018 – 2021 forelægges Økonomiudvalget tirsdag den 26. september og Borgerrepræsentationen torsdag den 12. oktober 2017.
Beslutning
1. Vanløse Lokaludvalg drøftede den fremtidige repræsentation i de 3 bestyrelser, lokaludvalget er repræsenteret i under denne valgperiode.
2. Vanløse Lokaludvalg besluttede at anbefale fortsat repræsentation i Lillehjemmets Sommerhusfond til Borgerrepræsentationen.
3. Vanløse Lokaludvalg besluttede at anbefale fortsat repræsentation i Kulturstationen Vanløse til Borgerrepræsentationen, dog at det ikke nødvendigvis behøver at være en repræsentant for kulturområdet.
4. Vanløse Lokaludvalg besluttede at anbefale fortsat repræsentation i Vanløse Miljøcenter til Borgerrepræsentationen.