Beslutning om foretræde vedr. overtagelse af delstrækninger private fællesveje i Vanløse
Indstilling
Formanden indstiller,
1. at Vanløse Lokaludvalg drøfter oplæg fra TMF vedr. overtagelse af enkelte vejstrækninger i Vanløse.
2. at Vanløse Lokaludvalg beslutter en fælles holdning og beder om at formanden får foretræde for TMU vedr. overtagelse af enkelte vejstrækninger i Vanløse på baggrund heraf, evt. efter aftale med grundejere i området.
Problemstilling
Teknik og Miljøudvalget skal i næste møde mandag den 21. august tage stilling til, at Ådalsvej, del af Katrinedalsvej, Vanløse Allé og Bangsbovej gøres til offentlig vej, og at Randbølvej fastholdes som offentlig vej.
Siden en omlægning af trafikken for at sikre busfremkommelighed på ring 2, med en delvis lukning af Randbølvej i 2013, har beboerne på de omkringliggende private fællesveje oplevet øget trafik. På baggrund af en undersøgelse i marts 2017 af den gennemkørende trafik i området, foreslår forvaltningen, at dele, af de private fællesveje i området overtages af kommunen.
Se dagsorden for TMU mandag den 21. august 2017:
Vanløse Lokaludvalgs Trafik og Plan arbejdsgruppe har arbejdet med problemstillingen og løbende orienteret lokaludvalget, bl.a. om resultaterne af Teknik og Miljøforvaltningens undersøgelse af den gennemkørende trafik (ved Via Trafik) i ordinært møde 16. marts 2017.
Løsning
Vanløse Lokaludvalg drøfter forvaltningens oplæg til Teknik- og Miljøudvalget vedr. overtagelse af vejstrækninger i Vanløse og beslutter en fælles holdning og anmodning om, at formanden får foretræde for TMU i mødet den 21. august 2017.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs midler.
Videre proces
Sekretariatet sender en anmodning til TMUs udvalgssekretær om, at formanden får foretræde i sagen.
Beslutning
1. Vanløse Lokaludvalg drøftede oplæg fra TMF vedr. overtagelse af enkelte vejstrækninger i Vanløse.
2. Vanløse Lokaludvalg besluttede at give Bent Christensen mandat til at søge om foretræde for Teknik- og Miljøudvalget mandag den 21. august 2017 vedr. afgørelse i den konkrete sag.