Mødedato: 17.03.2022, kl. 18:00
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

Meddelelser

Se alle bilag

Forårskur den 24. marts
Lokaludvalget holder forårskur for lokaludvalgets samarbejdspartnere, puljeansøgere og interesserede borgere den 24. marts kl. 17-20 i Café Oasen. 12 lokaludvalgsmedlemmer har tilmeldt sig til at deltage. Arrangementet vil have form som en reception, hvor de indbudte bliver inviteret til et glas og en let anretning med henblik på at sige tak for et godt samarbejde i 2021 samt indlede nye samarbejder. Lokaludvalget vil have mulighed for at udstille egne projekter og indsatsområder med henblik på synlighed og dialog med de fremmødte. Alle medlemmer, suppleanter og arbejdsgruppemedlemmer er mere end velkomne til at deltage, selvom de ikke på nuværende har tilmeldt sig.

Gæstebud på Vanløse Torv den 8. april
Arbejdsgruppen for social og sundhed afholder Gæstebud på Vanløse Torv fredag den 8. april kl. 15-17 for dem, der savner lidt selskab i hverdagen. Til arrangementet vil der være musikalsk underholdning, varm mad og drikke. Arbejdsgruppen stiller informationsmateriale op om lokaludvalget. Projekt Demensvenligt Vanløse er inviteret til at have en informationsbod, hvor de kan informere om projektet samt om andre tiltag i Social- og Omsorgsforvaltningen. Medlemmer, suppleanter og arbejdsgruppemedlemmer er mere end velkomne til at komme forbi og snakke med de fremmødte om lokaludvalgets arbejde, indsatser mv.

Borgermøde om indførelse af p-zone Grøndal den 5. april 2022
I forbindelse med Budget2022 blev det besluttet at udvide flere af de tidsbegrænsede p-zoner i byen, herunder 3 i Vanløse. De udrulles i to etaper, hvor den første, p-zone Grøndal (G1 og G2) forventes i høring den 21. marts til 2. maj med behandling på TMU i juni. I den forbindelse holdes borgermøde om p-zone Grøndal. På borgermødet skal bl.a. drøftes den endelige geografiske afgrænsning af p-zoneområdet og tidsrummet for restriktioner, så de matcher lokalområdets behov. Borgermødet afholdes den 5. april kl. 17-19 i Heerupsalen på Kulturstationen. Tid og sted meldes ud på hjemmeside, facebook og Instagram. Se også  https://blivhoert.kk.dk/event/borgermoede-om-nye-parkeringszoner-i-vanl…
P-zone F, der bliver en udvidelse af den nugældende Vanløse-zone, forventes på TMU i september med høring i maj/juni 2022.

Supplerende høring om lokalplan Hvidkildevej
På baggrund af høring om lokalplan Hvidkildevej, har kommunen vurderet, at det er nødvendigt at udsende en supplerende høring, om forslagene til ændringerne forud for endelig vedtagelse af lokalplanforslaget. Høringsmaterialet er tilgængeligt på https://blivhoert.kk.dk/node/57001, hvor høringssvar kan indsendes.
Det vurderes umiddelbart, at der ikke er ændringer i den supplerende høring, i forhold til lokaludvalgets oprindelige høringssvar om imødekommelse af grundejerforeningens ønske om ændring af lokalplanen, hvorfor der ikke er yderligere bemærkninger til den supplerende høring.

Klimatilpasningsprojekt i Katrinedalskvarteret
Vanløse Lokaludvalg har modtaget forespørgsel om, hvorvidt man har bemærkninger til klimatilpasningsprojekt i Katrinedalskvarteret og evt. nødvendighed af en høring. Arbejdsgruppen for Trafik og Plan har behandlet sagen i møde den 2. marts 2022. På baggrund af oplysninger fra forvaltningen og rådgiver, herunder særligt vedr. grundejerforenings løbende arbejde med projektet og inddragelse af beboerne, er flg. bemærkninger indsendt som svar til forvaltningen: 
Vanløse Lokaludvalgs arbejdsgruppe for Trafik og Plan har fået sagen forelagt i deres møde den 2. marts 2022. Umiddelbart har arbejdsgruppen ikke bemærkninger til projektet i forhold til den inddragelse og opbakningen I beskriver fra grundejerne. Arbejdsgruppen gør dog opmærksom på, at der kan komme andet input/bemærkninger fra etageejendommene i forhold til nedlæggelsen af p-pladser.
Vanløse Lokaludvalg orienteres i meddelelse på ordinært møde den 17. marts 2022 om projektet, forvaltningens inddragelse af grundejere og arbejdsgruppens tilbagemelding til Jer. Såfremt, der ikke er nogen bemærkninger i mødet, vil lokaludvalget ikke have yderligere at tilføje.

Kronens fremtidige planer fremlagt på borgermøde
Kronens ejere, NREP, havde inviteret til borgermøde den 23. februar 2022, hvor de fremtidige planer og idéer for Kronen blev fremlagt. Materialet kan ses på Kronens hjemmeside: https://kronenvanlose.dk/nyheder/plan-for-udvikling-af-kronen

Bispeengbuen
På baggrund af budget2022 blev det besluttet at udarbejde 3 forskellige scenarier for udvikling af området omkring Bisepengbuen. Anne Fausbøll sidder i følgegruppen og har fulgt arbejdet, der skal føre til forslag til TMU, efter høring af de tre lokaludvalg Bispebjerg, Nørrebro og Vanløse. Materialet forventes at blive sendt til lokaludvalgene senest den 25. marts med forhåbning om at lokaludvalget kan vende tilbage med et høringssvar inden udgangen af april således at det kan vedlægges på indstillingen til TMU-mødet d. 30.5.2022.

Høring vedr. Lynetteholmen
Det er blevet besluttet at rykke høringen af den Strategiske Miljøvurdering for Lynetteholm seks uger mhp. på at være sikker på, at materialet er helt færdigt, inden det går i høring. Det betyder, at de tre kommende høringer i Lynetteholm-projektet ligger således:
- Offentlig høring af Strategisk Miljøvurdering af Lynetteholm er 8 uger fra 06.05.22 til 01.07.22. Indholdet af den strategiske miljøvurdering er en overordnet analyse af, hvordan byudvikling, metro og Østlig Ringvej samlet set påvirker byen, herunder trafiktal, klima, havmiljø, visualiseringer af byudviklingen, boligpriser mv.
- Idefasehøring af Metro til Lynetteholm er 4 uger fra 03.06.22 til 01.07.22.
- Idefasehøring af Østlig Ringvej er 4 uger fra 03.06.22 til 01.07.22.

Efter idefasehøringerne gennemføres selve miljøundersøgelserne af Metro og Østlig Ringvej. Dette forventes at tage to år, hvorefter der være endnu en høringsperiode på 8 uger af miljøundersøgelserne (slut 2024 / start 2025), og i de efterfølgende anlægslove (2025) vil der igen være en høringsperiode for selve anlægsloven.

Besigtigelsestur den 9. marts 2022
Onsdag den 9. marts 2022 havde Bispebjerg Lokaludvalg inviteret repræsentanter fra Vanløse- og Brønshøj-Husum Lokaludvalg på besigtigelsestur på Cirkuspladsen og Bellahøjmarken til en snak om skæve boliger, kunstgræsbaner og meget andet. Besigtigelsesturen bliver fulgt op med et møde den 20. april 2022.

NYE MEDDELELSER:

Borgermøde 31. marts kl. 17-19 om trafikprojekt i Katrinedalskvarteret
Der holdes borgermøde i samarbejde med Teknik og Miljøforvaltningen og Katrinedals skole med evaluering af trafikprojektet i kvarteret. Mødet holdes i Katrinedals skolens aula kl. 17-19 torsdag den 31. marts 2022.

Møde om Bellahøjmarken 27. april
Der afholdes møde om Bellahøjmarken for interesserede medlemmer af lokaludvalg og arbejdsgrupper i Brønshøj-Husum, Bispebjerg og Vanløse. Til mødet inviteres lokale samarbejdspartnere fra KFF og TMF.

Byens sjæl
Center for Byudvikling skal i forlængelse af Kommuneplan19 og arbejdet med kulturmiljøer også i gang med at afdække bygninger der lokalt anses for at være en indgående del af byens sjæl, men ikke er klassificeret som bevaringsværdige bygninger. Det forventes at forvaltningen åbner for input fra borgerne i maj/juni og man ser gerne et samarbejde med lokaludvalgene.

Nedsættelse af arbejdsgruppe vedr. lys om Damhussøen
Teknik og Miljøforvaltningen er gået i gang med planlægning af arbejdet frem mod etablering af ledelys rundt om Damhussøen. Forvaltningen forventes at anmode det nye lokaludvalg om at indmelde 2-3 medlemmer til en arbejdsgruppe. Sagen sættes på det ordinære møde i april.

Til top