Mødedato: 17.03.2016, kl. 18:30
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

Afgørelse af ansøgninger til særpuljen Vanløse på den 2. Ende 2016

Lokaludvalget skal træffe beslutning om ansøgninger til særpuljen for byfesten Vanløse på den 2. Ende.

Tidligere beslutninger

Lokaludvalget traf på sit møde 10. december 2015 beslutning om at nedsætte en lille arbejdsgruppe, med det formål at udarbejde en indstilling til lokaludvalget om en model for byfesten Vanløse på den 2. ende 2016.

På udvalgets møde 21. januar blev der truffet beslutning om at afsætte en ramme fra Vanløsepuljen på op til 150.000 kr., som kunne søges af netværk, foreninger m.v. til afholdelse af byfesten Vanløse på den 2. ende i 2016.

Ansøgningsfristen blev fastlagt til 1. marts, og ansøgninger skal behandles på lokaludvalgets møde 17. marts.

Indstilling

Formanden indstiller

  1. at lokaludvalget drøfter de indkomne ansøgninger, og bevilger den fulde ramme på 150.000 kr. til Grønt Erhverv Vanløse.

Problemstilling

Lokaludvalget har modtaget to ansøgninger til særpuljen for byfesten Vanløse på den 2. Ende og skal træffe beslutning om støtte.

Baggrund

Byfesten Vanløse på den 2. ende er blevet holdt i Vanløse gennem de sidste år. Byfesten startede som et projekt i Kaffeklubben 2720, og blev efterfølgende afviklet som et samarbejdsprojekt mellem lokaludvalget og først Kaffeklubben 2720 senere Grønt Erhverv Vanløse. I 2015 var lokaludvalget ikke med til at arrangere byfesten, som blev afviklet af Grønt Erhverv, men med støtte fra lokaludvalgets puljemidler.

Lokaludvalget nedsatte på sit møde i januar en midlertidig arbejdsgruppe, med det formål at undersøge ønsker og muligheder for afvikling af byfesten Vanløse på den 2. ende i år. Arbejdsgruppens fik til opgave at udarbejde et oplæg til lokaludvalget om, hvordan byfesten bedst kan gennemføres i 2016, og på baggrund af indstilling fra gruppen til lokaludvalgets møde i februar traf lokaludvalget beslutning om ikke selv at stå for byfesten i indeværende år, men i stedet lave en ramme/en særpulje, med ansøgningsfrist 1. marts.

Ved ansøgningsfristen 1. marts havde sekretariatet modtaget en ansøgning fra Grønt Erhverv Vanløse til særpuljen.

På lokaludvalgets møde i februar traf udvalget desuden beslutning om at udskyde behandling af ansøgning om støtte til et kræmmermarked til dette møde, da udvalget vurderede at ansøgningen også havde karakter af en byfest. Ansøger er i forbindelse med denne behandling af ansøgningerne blevet bedt om at indsende supplerende oplysninger i henhold til betingelserne for særpuljen, med en frist 1. marts. Sekretariatet har 10. marts ikke modtaget noget, hvorfor den ansøgning, der fremlægges for udvalget er identisk med den, der blev fremlagt på mødet i februar.

Der er fremlægges derfor to ansøgninger, som ansøgere til særpuljen, for lokaludvalget på dette møde.

Betingelse for særpuljen Vanløse på den 2. ende.

For betingelser henvises til de generelle betingelser for Vanløsepuljen som fremgår af lokaludvalgets hjemmeside - http://www.vanloeselokaludvalg.kk.dk/wp-content/uploads/2012/06/Retningslinjer_okt2015.pdf - samt følgende:

Vanløse Lokaludvalg indkalder hermed ansøgninger fra netværk, foreninger og borgere, som vil stå for årets byfest – Vanløse på den 2. ende 2016.

Lokaludvalget har afsat en pulje på 150.000 kr., som kan ansøges til udgifter i forbindelse med afholdelse af byfesten. Midlerne kan søges til sceneopstilling, renhold, afspærring, underholdning, PR samt andre udgifter, der understøtter rammerne for byfesten.

Ansøgningen skal indgives på ansøgningsskema, som kan hentes på lokaludvalgets hjemmeside, under menupunktet Vanløsepuljen.

Støtten vil blive tildelt som en underskudsgaranti, og det er en betingelse, at ansøger selv bidrager med egenfinansiering, som tydeligt skal fremgå af budgettet. Egenfinansiering kan også være i form af frivilligt arbejde, der dog stadig skal fremgå af budgettet.

Ved ansøgningen skal der fremsendes et budget, hvoraf det tydeligt skal fremgå, hvad der forventes af indtægter. Ansøger skal særligt angive hvordan et evt. salg af boder tænkes håndteret, herunder hvilket beløb, der tænkes opkrævet af hhv. kommercielle og ikke kommercielle boder. Det skal desuden angives, om salg af boder, hvor der kan forventes en særlig indtjening (eks. salg af øl og vand), tænkes prissat højere end salg af boder, hvor der ikke kan forventes en væsentlig indtjening.  

Lokaludvalget ønsker at støtte netværk i bydelen, hvorfor ansøgninger fra paraply-organisationer, netværk, eller som afgives af mere end én ansøger, vil blive foretrukket.

Løsning

Lokaludvalget bevilger den fulde ramme på 150.000 kr. til Grønt Erhverv Vanløse.

Økonomi

Udvalget traf på sit møde i januar beslutning om at disponere 150.000 kr. til rammen for byfesten. Denne beslutning har ingen yderligere økonomiske konsekvenser for lokaludvalget.

Videre proces

Sekretariatet meddeler ansøgere lokaludvalgets beslutning.

Der træffes ikke beslutning om, hvorvidt og hvordan lokaludvalget skal deltage med en bod på dagen. Hvis medlemmer af udvalget ønsker det, skal der udarbejdes en projektbeskrivelse til lokaludvalgets godkendelse.

/Bent Christensen

 

 

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top