Mødedato: 16.11.2023, kl. 19:00
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

Beslutning om etablering af Spirekassen

Se alle bilag
Vanløse Lokaludvalg skal tage stilling til en ekstra bydelspulje, hvis formål er at hjælpe borgere i gang med helt nye lokale projekter og initiativer såvel som give plads til, at ansøger kan eksperimentere og afprøve nye idéer, koncepter, formater m.v. For at kunne give ansøger hurtig svar, så foreslås det at uddelegere beslutningskompetencen til bevilling af støtte til lokaludvalgets forperson. 

Indstilling

Forpersonen indstiller:

  1. at Vanløse Lokaludvalg beslutter at etablere en ekstra bydelspulje, Spirekassen, og godkender retningslinjerne til puljen
  2. at Vanløse Lokaludvalg beslutter at delegere beslutningskompetencen til bevilling af støtte fra Spirekassen til lokaludvalgets forperson på baggrund af indstillinger udarbejdet af sekretariatet med udgangspunkt i retningslinjerne for puljen
  3. at Vanløse Lokaludvalg afsætter 10.000 kr. i 2024-puljemidler til at reklamere for Spirekassen via betongrise (skilte) i Vanløse byrum

Problemstilling

Puljegruppen foreslår at etablere en ekstra bydelspulje, Spirekassen, der bl.a. skal fungere som en kvikpulje og være et supplement til lokaludvalgets nuværende bydelspulje, Vanløsepuljen.

Formålet med Spirekassen er at hjælpe borgere hurtigt i gang med helt nye lokale projekter og initiativer til gavn og glæde for vanløseborgere. Spirekassen skal give plads til kreativ udfoldelse i bydelen og understøtte, at ansøger kan eksperimentere og afprøve nye idéer, koncepter, formater m.v.

Alle kan søge Spirekassen. Ansøger kan søge op til 5.000 kr. og forvente at få svar på sin ansøgning inden for 3 uger (gælder dog ikke i juli måned pga. sommerferie).

Den korte svartid skal gøre det hurtigere for eksterne ansøgere at komme fra idé til handling.

Puljegruppen foreslår, at Spirekassen starter med et budget på 100.000 kr. Lokaludvalget træffer beslutning om budget for Spirekassen under dagsordenspunktet ”Beslutning om puljebudget 2024”.

Spirekassen skal være åben for ansøgninger fra 1. januar 2024. I forbindelse med etablering af Spirekassen afsættes midler til at reklamere for den nye pulje via betongrise fordelt i bydelen. Herudover reklameres der løbende for Spirekassen på sociale medier, lokaludvalgets hjemmeside, lokalavis såvel som via netværk m.m. 

Kriterier for støtte

Puljegruppen har i samarbejde med sekretariatet udarbejdet følgende kriterier for støtte, der skal sikre, at formålet med Spirekassen efterleves:

  • Projektet skal være offentligt tilgængeligt
  • Projektet skal foregå i Vanløse eller være for Vanløses borgere.
  • Projektet skal være nyskabende, og ansøger må ikke tidligere have modtaget støtte til lignende projekter i Vanløse Lokaludvalg.
  • Projektet skal indeholde en høj grad af frivillighed
  • Projektet må ikke være afholdt før, lokaludvalget har givet tilsagn.
  • Støtten gives som en underskudsgaranti. Det betyder, at dit projekt ikke kan give overskud, og at eventuelle andre indtægter skal modregnes udgifterne og fremgå af regnskabet.
  • Du skal kreditere Vanløse Lokaludvalg, når du reklamerer for projektet (reklame, omtale, sociale medier m.m.)

Behandlingsproces

For at kunne understøtte den korte behandlingstid foreslår puljegruppen, at forpersonen for Vanløse Lokaludvalg, Jan Lindboe, bemyndiges til at træffe beslutning om ansøgningerne til Spirekassen på baggrund af indstillingerne udarbejdet af sekretariatet med udgangspunkt i retningslinjerne for Spirekassen (se bilag).

Vanløse Lokaludvalg vil på hvert lokaludvalgsmøde blive orienteret om, hvilke ansøgninger der er støttet via Spirekassen.

Puljegruppen vil hvert halve år evaluere Spirekassen ved at gennemse de ansøgninger, der har fået tilsagn eller afslag. Puljegruppen vil under evalueringen forholde sig til, hvorvidt Spirekassen lever op til sit formål.

Løsning

Vanløse Lokaludvalg beslutter at etablere en ekstra bydelspulje, Spirekassen, og godkender retningslinjerne til puljen.

 Vanløse Lokaludvalg beslutter at delegere beslutningskompetencen til bevilling af støtte fra Spirekassen til lokaludvalgets forperson på baggrund af indstillinger udarbejdet af sekretariatet med udgangspunkt i retningslinjerne for puljen.

 Vanløse Lokaludvalg  afsætter 10.000 kr. i 2024-puljemidler til at reklamere for Spirekassen via betongrise (skilte) i Vanløse byrum.

Økonomi

Puljegruppen foreslår, at Spirekassen starter med et budget på 100.000 kr. Lokaludvalget træffer beslutning om budget for Spirekassen under dagsordenspunktet ”Beslutning om puljebudget 2024”

Videre proces

Spirekassen skal være åben for ansøgninger fra 1. januar 2024. 

Vanløse Lokaludvalg vil på hvert lokaludvalgsmøde blive orienteret om, hvilke ansøgninger der er støttet via Spirekassen.

/Jan Lindboe

Beslutning

1. Vanløse Lokaludvalg besluttede at etablere en ekstra bydelspulje, Spirekassen, og godkendte retningslinjer for puljen

2. Vanløse Lokaludvalg besluttede at delegere beslutningskompetence til bevilling af støtte fra Spirekassen til lokaludvalgets forperson på baggrund af indstillinger udarbejdet af sekretariatet med udgangspunkt i retningslinjerne.

3. Vanløse Lokaludvalg afsætter 10.000 kr. i 2024-puljemidler til at reklamere for Spirekassen via betongrise (skilte) i Vanløse Byrum.

Til top