B-sag: Beslutning om eget projekt Nytårskur 2024
Indstilling
Forpersonen indstiller,
- at Vanløse Lokaludvalg godkender at afholde nytårskur og afsætter 25.000 kr. i 2024-puljemidler hertil.
Problemstilling
Lokaludvalget skal træffe beslutning om at holde en nytårskur i januar for lokaludvalgets samarbejdspartnere i bydelen.
Arrangementet har til formål at styrke netværk og dialog på tværs af aktører i Vanløse, at understøtte lokaludvalgets rolle som bindeled samt at initiere nye samarbejder og dialog om lokaludvalgets arbejde i 2024.
Arrangementet vil have form af en reception, hvor de indbudte bliver inviteret til et glas og en let anretning. Lokaludvalget vil have mulighed for at udstille egne projekter og indsatsområder for at skabe synlighed og dialog med de fremmødte.
Der vil desuden være let musikalsk underholdning til receptionen.
Sekretariatet foreslår, at nytårskuren afholdes enten den 11. eller 16. januar kl. 17.00-19.00.
Det er afgørende for arrangementets gennemførsel, at de fleste lokaludvalgsmedlemmer kan og vil deltage, og arrangementet afholdes kun, hvis der er bred interesse for deltagelse blandt lokaludvalgets medlemmer og suppleanter. Sekretariatet sender en mail til alle udvalgsmedlemmer og suppleanter, for at få afklaret hvilken dato flest mulig kan deltage.
Løsning
Vanløse Lokaludvalg godkender at afholde nytårskur og afsætter 25.000 kr. i 2024-puljemidler hertil.
Økonomi
Budget
Forplejning - 19.000 kr.
Lokaleleje - 3.000 kr.
Underholdning - 3.000 kr.
I alt: 25.000 kr.
Videre proces
Sekretariatet sender de to datoforslag for nytårskuren ud til medlemmer og suppleanter, som skal melde tilbage, hvilken en af datoerne, de kan.
Hvis der er bred interesse for deltagelse blandt lokaludvalgets medlemmer og suppleanter, planlægger sekretariatet arrangementet og herunder finder egnede lokaler til arrangementet i bydelen.