Høring om øget badesikkerhed med elektronisk livredderovervågning
Indstilling
Formanden indstiller,
1. at Vanløse Lokaludvalg godkender høringssvar til Kultur- og Fritidsforvaltningen vedr. øget badesikkerhed med elektronisk livredderovervågning.
Problemstilling
Lokaludvalget har modtaget høringen med svarfrist den 28. august 2018.
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede på deres møde den 11. juni 2018, at Kultur- og Fritidsforvaltningen skulle arbejde videre med forslaget om indførsel af elektronisk livredderovervågning i svømmehallerne og foretage en fornyet høring, inden forslaget igen forelægges Kultur- og Fritidsudvalget.
Elektronisk livredderovervågning skal være med til at øge sikkerheden. Elektronisk livredderovervågning opfanger, hvis en svømmer ligger stille i mere end 10 sekunder, hvorefter der lyder en alarm, og livredderne kan se på en skærm, hvor den potentielle drukneulykke er forekommet. På den måde fungerer systemet som en ekstra livredder under vand, som overvåger badegæsternes bevægelsesmønstre.
Elektronisk livredderovervågning i Københavns svømmehaller skal være et supplement til de uddannede livreddere. Elektronisk livredderovervågning kan desuden bidrage til at skabe bedre forhold for træning af elitesvømmere, fordi man kan bruge videoovervågningen til at forbedre svømmernes teknik. Derudover viser erfaring, at elektronisk livredderovervågning styrker arbejdsmiljøet for livredderne, fordi det bliver nemmere at overskue bassinerne.
Det foreslås at opsætte elektronisk livredderovervågning på alle store bassiner i kommunens svømmehaller, herefter kan der eventuelt udvides med øvebassiner, børnebassiner, spabassiner og varmtvandsbassiner.
Forslaget har tidligere været i høring hos alle lokaludvalg, som en del af en række investeringsforslag. Herudover er forslaget blevet sendt til høring hos Rådet for større badesikkerhed, Dansk Svømmeunion, Hovedstadens Svømmeklub og MK31 i foråret 2018. Udover notatet, der beskriver forslaget, er tidligere afgivne høringssvar vedlagt til orientering.
Løsning
Kultur- og fritidsarbejdsgruppen har fået høringen tilsendt på mail, da arbejdsgruppen ikke har mødtes inden udsendelse af dagsorden for lokaludvalgets ordinære møde den 16. august 2018. På vegne af arbejdsgruppen har tovholder Jens Andersen sammen med sekretariatet samlet arbejdsgruppens kommentarer og forslår følgende svar til Kultur- og Fritidsforvaltningen:
"Vanløse Lokaludvalg er af den opfattelse, at der skal tages højde for de betænkeligheder og spørgsmål, der stilles fra svømmeunionen og svømmeklubberne, og at det primært må være dem der må forholde sig til om, hvorvidt de finder kommunens svar på spørgsmålene fyldestgørende nok til, at de mener, at den foreslåede elektroniske overvågning kan være en del af en fremtidig løsning for at øge badesikkerheden.
Med venlig hilsen
Vanløse Lokaludvalg"
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs midler.
Videre proces
Når lokaludvalget har godkendt et høringssvar, sender Sekretariatet for Vanløse Lokaludvalg det til Kultur- og fritidsforvaltningen.