Høring om ny integrationspolitik
Indstilling
Formanden indstiller,
- at Vanløse Lokaludvalg drøfter udkast til ny integrationspolitik 2019-2022
- at Vanløse Lokaludvalg kommer med input til et høringssvar om udkast til ny integrationspolitik 2019-2022 og bemyndiger formandskabet til at udarbejde et høringssvar.
Problemstilling
Vanløse Lokaludvalg har modtaget udkast til ny integrationspolitik 2019-2022, der er i høring til den 19. september 2018. Udkastet er udarbejdet på baggrund af tidligere drøftelser i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, dialogmøder for københavnere, Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets besøg i Tingbjerg og Mjølnerparken samt på baggrund af drøftelser i henholdsvis Københavns Integrationsråd og Medborgerforum. Endelig er de øvrige forvaltninger løbende blevet inddraget i udarbejdelsen af udkastet.
Udkastet til Integrationspolitik 2019-22 beskriver en vision om et København, hvor alle københavnere har samme muligheder. Flere skal klare sig godt i folkeskolen, få en uddannelse, komme i beskæftigelse, blive en del af foreningslivet, have et godt helbred og bidrage positivt til deres lokalsamfund. Alle københavnere skal samtidig tage et aktivt medansvar for at være en del af fællesskabet. Integrationspolitikken bygger på fem pejlemærker (Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkendte den 12. marts 2018 tre overordnede pejlemærker, som der skulle arbejdes videre med i Integrationspolitikken):
- Flere københavnere med minoritetsbaggrund skal i job
- Flere københavnere med minoritetsbaggrund skal klare sig godt i folkeskolen og blive bedre rustet til at gennemføre en ungdomsuddannelse
- Flere københavnere med minoritetsbaggrund skal deltage aktivt i kultur- og foreningslivet, og flere skal være inkluderet i det omkringliggende samfund
- Flere københavnere med minoritetsbaggrund skal opleve en bedre sundhedstilstand og en forbedret livskvalitet
- Flere københavnere med forskellig baggrund skal bo side om side, og færre københavnere med minoritetsbaggrund skal begå kriminalitet.
Under de 5 pejlemærker er der 13 konkrete mål. Både pejlemærker og mål går som noget nyt på tværs af forvaltningerne og lægger dermed op til øget tværgående og koordineret indsats.
Opsamlingen på dialogmøderne om integrationspolitik kan læses her: https://www.kk.dk/sites/default/files/uploaded-files/opsamling_paa_dialogmoederne_til_borgere.pdf
Høringsmaterialet er ikke behandlet i social- og sundhedsarbejdsgruppen, da det først blev tilgængeligt efter arbejdsgruppemødet.
Løsning
Vanløse Lokaludvalg drøfter udkast til ny integrationspolitik 2019-2022, giver input til et høringssvar og bemyndiger formandskabet til at udarbejde et høringssvar på baggrund af input og drøftelserne i mødet.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs midler.
Videre proces
Høringssvaret indsendes af sekretariatet inden fristen den 19. september 2018.
Beslutning
1. Vanløse Lokaludvalg drøftede ny integrationspolitik i et Vanløse perspektiv og tog input fra sundhedsplejerske Birgitte Skottfelt til efterretning.
2. Vanløse Lokaludvalg bemyndigede formandskabet til at udarbejde et høringssvar på baggrund af drøftelsen i mødet.