Mødedato: 16.06.2022, kl. 19:00
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

A-sag: Orientering om borgerinddragelse ifm. etablering af belysning omkring Damhussøen

Se alle bilag
Vanløse Lokaludvalg tager orientering om borgerinddragelse ifm. etablering af belysning omkring Damhussøen til efterretning. 

Tidligere beslutninger

På lokaludvalgets møde den 28. april 2022 besluttede lokaludvalget at udpege følgende medlemmer til at indgå i en arbejdsgruppe ifm. med belysningsprojektet nedsat af Teknik- og Miljøforvaltningen. 
Rikke Skovgaard Andersen, Per Stengade, Jørn Kofod og Lars Georg Jensen. Efterfølgende meldte Bent Christensen sig også ind i gruppen. 

Læs mere her: https://www.kk.dk/dagsordener-og-referater/Vanl%C3%B8se%20Lokaludvalg/m…

 

Indstilling

Formanden indstiller,

  1. at Vanløse Lokaludvalg tager orientering om borgerinddragelse ifm. etablering af belysning omkring Damhussøen til efterretning. 

Problemstilling

Ved Københavns Kommunes budgetforhandlinger for 2022 blev det politisk besluttet at afsætte midler til etablering af belysning på stierne omkring Damhussøen.

I den forbindelse blev det på lokaludvalgets møde den 14. oktober 2021 besluttet at sende nedenstående henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen:

Vanløse Lokaludvalg har noteret, at der med budget 2022 er afsat midler til belysning omkring Damhussøen. Lokaludvalget ser frem til at blive inddraget i processen, så der i løsningen kan blive taget de nødvendige hensyn til alle forhold omkring dyreliv og biodiversitet i området herunder natteliv.

Lokaludvalget er udover hensynet til dyreliv og biodiversitet særligt interesseret i tids- og procesplan for projektet; Hvordan påtænker forvaltningen inddragelsen af lokaludvalg, borgere og parkbrugerråd og hvornår? Hvordan påtænkes det at gribe arbejdet med hhv. øst- og vestsiden af søen an tidsmæssigt og ift. en nødvendig opdatering af udviklingsplanen ift. vestsiden?  Det er ligeledes et ønske fra både Vanløse- og Valby Lokaludvalg at køre et parallelt forløb for belysning på stierne i Vigerslevparken og omkring Damhussøen. 

I forlængelse heraf inviterede forvaltningen Vanløse og Valby Lokaludvalg samt andre interesserede på en besigtigelsestur rundt om søen efterfulgt af et opsamlingsmøde, hvor der også blev oplyst om tidsplan og videre proces. Besigtigelsesturen foregik på cykel og fandt sted den 16. maj 2022.

På lokaludvalgets møde den 28. april 2022 blev det besluttet at udpege Rikke Skovgaard Andersen, Per Stengade, Jørn Kofod og Lars Georg Jensen til at indgå i en arbejdsgruppe for projektet nedsat af forvaltningen. Efterfølgende meldte Bent Christensen sig også til at deltage i projektet. 

Forvaltningens plan er, at belysningen etableres, så den understøtter kommuneplan 19 om øget adgang til byens vand- og naturområder og giver mulighed for at kunne orientere sig bedre på stierne omkring søen i de mørke timer. Belysningen skal være nænsom overfor naturen så f.eks. flagermus og deres bytte, insekterne, ikke forstyrres. Planen er, at der etableres en belysning ved pullerter i ca. 1-1,2 meters højde. Københavns Kommune undersøger muligheden for belysning i røde toner, for at minimere påvirkningen af dyrelivet. Lyset afskærmes fra stien og pullerterne vil blive etableret uden at beskadige eksisterende træer eller hindre stiforløbet. Planen er kun at etablere belysning på de strækninger, hvor der i dag ikke er gadebelysning. Stien langs Roskildevej og Ålekistevej og på Damhusdæmningen på nordsiden af søen er allerede tilstrækkeligt belyst. Der skal søges om dispensation for fredningen ved Fredningsnævnet inden, projektet kan gennemføres.

I forbindelse med projektet ønsker Københavns Kommune indsigt i aktiviteterne på stierne omkring søen, da det giver en værdifuld information i udarbejdelsen af en stedspecifik belysningsløsning. I den forbindelse udarbejdes der et spørgeskema til brugerne af søen. 

Forvaltningen er i øjeblikket i gang med at udarbejde spørgeskemaerne - et til foreninger og et til borgere. Når de er klar, formidles de bl.a. gennem Valby og Vanløse Lokaludvalgs kanaler som hjemmeside, nyhedsbrev, Facebook og Instagram, så flest mulige borgere og foreninger får mulighed for at svare på spørgsmålene og den bedste belysningsløsning kan etableres. 

Se den videre proces i tids- og procesplan på den elektroniske dagsorden. 

Løsning

Vanløse Lokaludvalg tager orientering om borgerinddragelse ifm. etablering af belysning omkring Damhussøen til efterretning.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs puljemidler. 

Videre proces

Sekretariatet sender sammen med sekretariatet for Valby Lokaludvalg spørgeskemaer ud ad tilgængelige kanaler, når forvaltningen har udarbejdet dem. 

/Per Stengade

Beslutning

1. Vanløse Lokaludvalg tog orientering om borgerinddragelse i forbindelse med etablering af belysning omkring Damhussøen til efterretning.
Til top