A-sag: Beslutning om høringssvar vedr. tillæg til lokalplan Apollovej III - Kronen
Vanløse Lokaludvalg skal godkende udkast til høringssvar vedr. forslag til tillæg lokalplan Apollovej III - Kronen. Høringen har været drøftet i temagruppen Byliv, Kultur og Erhverv. Lokaludvalget har holdt borgermøde om forslaget den 7. marts i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen, hvor høringsmaterialet blev præsenteret af forvaltning såvel som NREP (grundejer). På baggrund af input herfra samt tidligere høringssvar er der udarbejdet et høringssvar.
Tidligere beslutninger
Vanløse Lokaludvalg besluttede på sit ordinære møde den 23. februar 2023 at holde et borgermøde om høringen i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen:
https://www.kk.dk/dagsordener-og-referater/Vanl%C3%B8se%20Lokaludvalg/m…
Indstilling
Forpersonen indstiller,
- at Vanløse Lokaludvalg godkender høringsvar vedr. tillæg til lokalplanforslag Apollovej III - Kronen.
Problemstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen har sendt forslag til tillæg 1 til lokalplan 531 Apollovej III i offentlig høring i perioden fra den 2. februar til og med den 31. marts 2023. Høringsmaterialet kan findes på kommunens høringsportal, hvor der også kan afgives høringssvar: Apollovej III tillæg 1 - lokalplanforslag (kk.dk)
I forbindelse med høringen afholdt Teknik- og Miljøforvaltningen (TMF) og Vanløse Lokaludvalg et velbesøgt borgermøde, tirsdag den 7. marts 2023. Her gennemgik Teknik- og Miljøforvaltningen planforslaget og NREP (grundejer) gennemgik de planlagte ændringer for Kronens bolig- og erhvervsarealer.
På baggrund af tidligere indsendte høringssvar, drøftelser i lokaludvalgets temagruppe Byliv, kultur og erhverv samt input fra det afholdte borgermøde er der udarbejdet vedhæftede udkast til høringssvar (se bilag).
Planforslagets indhold
Lokalplantillægget har til formål at muliggøre et byggeønske om ombygning af den eksisterende butiks- og boligbebyggelse ’Kronen Vanløse’. Ændringerne omfatter blandt andet muliggørelse af nye anvendelser i eksisterende bebyggelse, såsom ungdomsboliger, hvor der før har været fitnesscenter, og offentlige anvendelser såsom daginstitution eller sundhedshus på bebyggelsens 1. sal (2. etage), hvor der før har været butikker. Desuden ønskes en udvidelse af den maksimale størrelse for de enkelte dagligvare- og udvalgsvarebutikker med en størrelse op til 5.000 m² for dagligvarebutikker og en størrelse op til 3.500 m² for udvalgsvarebutikker.
Derudover ønskes blandt andet en udvidelse/forlængelse af overdækning mellem bebyggelsen og Vanløse Station, kaldet ’Metrotorvet’, samt ændringer af ubebyggede arealer, herunder muliggørelse af boldbaner eller lign. på ’tangen’, der ligger mellem enfamiliehusene på Jupitervej og metrobanen.
Løsning
Vanløse Lokaludvalg godkender høringsvar vedr. tillæg til lokalplanforslag Apollovej III - Kronen.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs puljemidler.
Videre proces
Sekretariatet indsender høringssvar og lægger det på hjemmesiden.
Beslutning
1. Vanløse Lokaludvalg stemte om en tilføjelse, der udtrykker at lokaludvalget ikke vil anbefale at godkende mulighed for udvidelse af butikkernes maksimum kvadratmeter størrelse:
For: 8 stemmer
Imod: 6 stemmer
Vanløse Lokaludvalg godkendte udkast til høringssvar med tilføjelse vedr. manglende anbefaling af mulighed for udvidet butiksstørrelser.
Protokolbemærkning:
Bent Christensen, Anne Fausbøll, Jens Damgård, Jan Lindboe og Helle Monrad Andersen ønskede ført til protokols, at de ikke er imod lokalplanens mulighed for udvidelse af butikkernes maksimum kvadratmeter størrelse og ønsker deres holdning medsendt som mindretalsudtalelse.