Mødedato: 16.03.2023, kl. 19:00
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

A-sag: Beslutning om høringssvar vedr. lokalplan Elna Munchs Plads

Se alle bilag

Vanløse Lokaludvalg skal godkende udkast til høringssvar vedr. lokalplanforslag og forslag til kommuneplantillæg for Elna Munchs Plads. Høringen har været drøftet i temagruppen Byliv, Kultur og Erhverv. Lokaludvalget har holdt borgermøde om Elna Munchs Plads den 8. marts i samarbejde med Økonomiforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen og Socialforvaltningen, hvor høringsmaterialet blev præsenteret. På baggrund af input herfra samt tidligere høringssvar er der udarbejdet et høringssvar.

Tidligere beslutninger

Indstilling

Forpersonen indstiller,

  1.  at Vanløse Lokaludvalg godkender udkast til høringssvar vedr. lokalplanforslag med kommuneplantillæg for Elna Munchs Plads.

Problemstilling

Teknik og Miljøforvaltningen har sendt forslag til lokalplan med kommuneplan tillæg for Elna Munchs Plads i offentlig høring i perioden 21 februar til 19. april 2023. Høringsmaterialet kan findes på kommunens høringsportal, hvor der også kan afgives høringssvar:  https://blivhoert.kk.dk/hoering/elna-munchs-plads-lokalplanforslag

I forbindelse med høringen holdt Vanløse Lokaludvalg et velbesøgt borgermøde i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen (TMF)), Økonomiforvaltningen (ØKF) og Socialforvaltningen onsdag den 8. marts 2023. Her gennemgik Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen de forskellige dele af planforslag og kommuneplantillæg der er samlet i et, mens Socialforvaltningen deltog for at bidrage med viden vedr. det planlagte botilbud. Se forvaltningens oplæg og opsamling på mødet på internetdagsorden. 

På baggrund af tidligere indsendte høringssvar, drøftelser i lokaludvalgets temagruppe Byliv, kultur og erhverv samt input fra det afholdte borgermøde er der udarbejdet vedhæftede udkast til høringssvar (se bilag). 

Planforslagets indhold
Projektet vil gøre det muligt at etablere et nybyggeri med en dagligvarebutik, en institution med botilbud samt omdanne den eksisterende busvendeplads.

Området består i dag af en række matrikler med både boliger og erhverv, der ønskes erstattet af en ny samlet bebyggelse, der på én gang formidler overgangen fra villaområde til etagebyggeri, skaber en grøn forplads, og samtidig løser trafikafviklingen – herunder busvendepladsen. 

Der er i dag ingen lokalplan for området, hvilket er en forudsætning for byggeønsker i dette omfang. Der er desuden behov for et tillæg til Kommuneplan 2019, fordi bebyggelsesprocenten hæves fra 40 % til 120 %, og den maksimale bygningshøjde hæves fra 10 m til 20 m. Samtidigt ændres den maksimale størrelse for dagligvarebutikker fra 1.200 m2 til 1.500 m2. Bebyggelsen opføres i op til fem etager maks. 20 meter i højden mod Ålekistevej og op til to etager langs Egholmvej.

Løsning

Vanløse Lokaludvalg godkender høringssvar vedr. lokalplanforslag med kommuneplantillæg for Elna Munchs Plads: 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs puljemidler.

Videre proces

Sekretariatet indsender høringssvar og lægger det på hjemmesiden.

/Jan Lindboe

Beslutning

1. Vanløse Lokaludvalg drøftede udkast til høringssvar vedr. lokalplan for Elna Munchs Plads, med flere ændringsforslag til en præcisering af borgernes holdninger, samt yderligere underbygning af lokaludvalgets rolle jf. Kommissorium for lokaludvalg, herunder at forvaltningen bør foretage en grundig behandling af de indkomne høringssvar.
Vanløse Lokaludvalg bemyndigede temagruppen for byliv, kultur og erhverv til at færdiggøre høringssvar på baggrund af de faldne bemærkninger og ændringsforslag inden høringsfristen den 19. april 2023.

Til top