Mødedato: 16.03.2017, kl. 18:30
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

Udpegning af lokaludvalgsmedlem til parkbrugerrådet for Rødkildeparken, Degnemosen og Bellahøjparken

Vanløse Lokaludvalg skal udpege en repræsentant til parkbrugerrådet for Rødkildeparken, Degnemosen og Bellahøjparken.

Indstilling

Formanden indstiller,

  1. at Vanløse Lokaludvalg udpeger en repræsentant til parkbrugerrådet for Rødkildeparken, Degnemosen og Bellahøjmarken.

  2. at Vanløse Lokaludvalg beslutter, at repræsentanten sidder med instruktionsbeføjelse fra lokaludvalget.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen skal til at udarbejde en udviklingsplan for Rødkildeparken, Degnemosen og Bellahøjparken. Denne plan skal udstikke rammerne for, hvordan udviklingen af parkerne kan foregå de næste 5 år. I den forbindelse bliver der oprettet et parkbrugerråd bestående af organiserede interessenter i nærområdet, som kan være med til at præge planen.

I den forbindelse vil de gerne have en repræsentant fra Vanløse Lokaludvalg til at sidde i parkbrugerrådet.

Rådet mødes to gange, hvor der bliver diskuteret forskellige emner, og der bliver afholdt et parktræf for øvrige borgere. Til slut får rådet planen i høring, inden den vedtages. Herefter nedlægges rådet.

Parkbrugerrådet holder møde torsdag d. 23. marts 2017 kl. 17.00 - 19.00.

Mødet holdes i Kulturstationen Vanløse.

Dagsorden på møde vil være:

  • Præsentation af området

  • Diskussion af emner til forbedring af parkerne

Instruktionsbeføjelse

At sidde med instruktionsbeføjelse fr Vanløse Lokaludvalg betyder, at man sidder i det pågældende forum for at varetage lokaludvalgets interesse, frem for at varetage det område/parti, som man er valgt ind i lokaludvalget på baggrund af. Instruktionsbeføjelsen medfører bl.a., at medlemmet ikke er inhabil ved behandling af ansøgninger fra parkbrugerrådet. Instruktionsbeføjelsen gælder kun det medlem, der er udpeget af lokaludvalget til at repræsentere lokaludvalget. Er der andre medlemmer af lokaludvalget, der sidder i parkbrugerrådet, på vegne af andre foreninger o.l., er de ikke omfattet af instruktionsbeføjelsen.

Løsning

Vanløse Lokaludvalg beslutter at udpege en repræsentant, der kan sidde i parkbrugerrådet for Rødkildeparken, Degnemosen og Bellahøjmarken, og beslutter, at repræsentanten sidder med instruktionsbeføjelse fra lokaludvalget.

Økonomi

Der er ingen økonomiske konsekvenser forbundet med udpegningen.

Videre proces

Sekretariatet melder repræsentanten ind til Teknik- og Miljøforvaltningen.

/Bent Christensen

Beslutning

1. Vanløse Lokaludvalg besluttede at udpege Anne Fausbøll som repræsentant og Per Stengade som suppleant med instruktionsbeføjelse til parkbrugerrådet for Rødkildeparken, Degnemosen og Bellahøjmarken.
Til top