Beslutning om besvarelse af borgerhenvendelser vedr. Grøndalsparken
Indstilling
Formanden indstiller,
1. at Vanløse Lokaludvalg drøfter og godkender Natur- og Miljøarbejdsgruppens udkast til svar til de to borgere, der har henvendt sig.
Problemstilling
Vanløse Lokaludvalg har modtaget to borgerhenvendelser, der drejer sig om Grøndalsparken.
I den første henvendelse konstaterer en borger, at mange cyklister kører aggressivt i Grøndalsparken, hvor det i øvrigt slet ikke er tilladt at cykle. Borgeren vil gerne vide, hvad Vanløse Lokaludvalg vil gøre for at sikre, at der er plads til alle i Grøndalsparken.
I den anden henvendelse har en borger konstateret, at Teknik- og Miljøudvalget den 28. november 2016 havde skybrudsprojekt for Grøndalsparken, som en del af Klimatilpasningsredegørelsen på deres dagsorden. Se Teknik- og Miljøudvalgets dagsordenspunkt 4, Klimatilpasningsredegørelsen 2016 med forslag til igangsættelse af 15 skybrudsprojekter, her: http://www.kk.dk/indhold/teknik-og-miljoudvalgets-modemateriale/28112016/edoc-agenda/cfa1a8d6-0a32-455b-9317-c977f492caf1/440a6060-69a3-4484-a556-1da91eb7f665
I forlængelse heraf mener borgeren, at det vil være en oplagt opgave for lokaludvalget at forsøge at påvirke udformningen af løsningen. Helt specifikt ønsker borgeren, at der bliver lavet en forbindelse mellem de to dele af parken med en tunnel under C. F. Richsvej, da det efter borgerens vurdering vil åbne parken markant op og udvikle det grønne og blå flow fra Grøndal Station til Damhussøen.
Natur- og Miljøarbejdsgruppen har udarbejdet forslag til besvarelse af begge borgerhenvendelser.
Løsning
Vanløse Lokaludvalg godkender Natur- og Miljøarbejdsgruppens udkast til svar til de to borgere, der har henvendt sig vedr. Grøndalsparken.
Økonomi
Beslutningen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalg.
Videre proces
Sekretariatet sender svarene til de to borgere.