Mødedato: 15.11.2012, kl. 18:30
Mødested: Heerup-salen, Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

Orientering om lokalplan for Katrinedal Skole.

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen forventes den 15. november at godkende, at lokalplanforslaget Katrinedal Skole sendes i offentlig høring i 8 uger.  I den forbindelse har Center for Bydesign tager kontakt til sekretariatet for at planlægge mødet.

Tidligere beslutninger

På lokaludvalgets ordinære møde 20. juni 2012 blev der truffet beslutning om at indsende svar i den interne høringsproces vedr. lokalplanforslaget. Svaret er vedlagt dagsordnen i kopi.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller:

  1. at Vanløse Lokaludvalg tager den kommende høring om lokalplan for Katrinedal Skole til efterretning.
  2. at Vanløse Lokaludvalg drøfter om man har konkrete ønsker til høringsprocessen.

Problemstilling

I Budget 2012 blev det besluttet at udvide Katrinedal Skole med et spor og et nyt fritidshjem, samt at udvikle skolen som profilskole, med pædagogik og læringsmiljøer som profil. I forbindelse med budget 2011 og overførselssag 2010-2011 blev det endvidere besluttet at gennemføre en helhedsrenovering og modernisering af den eksisterende skolebygning, samt at købe Brønshøj Sportshal, der ligger ca. 150 m fra skolen, og indrette den til idrætsfacilitet for skolens større børn. Derudover skal der fortsat skal være to gymnastiksale på skolen.

Lokaludvalget havde inden sommer forslaget til lokalplan i intern høring og traf beslutning om at indsende det med dagsordnen vedlagte svar. Overordnet set tilsluttede lokaludvalget sig at der blev udarbejdet en ny lokalplan for området, der muliggør, at skolen udvides til en 4-spors skole med tilknyttede KKFO/fritidshjemspladser.

Teknik- og Miljøforvaltningen, Center for Bydesign, har nu udarbejdet et forslag til lokalplan, der forventes godkendt i Borgerrepræsentationen 15. november, med henblik på efterfølgende offentlig høring i otte uger. I den offentlige høringsfase vil Center for Bydesign holde et borgermøde, sandsynligvis i uge 3.

Løsning

Lokaludvalget tager den kommende lokalplanshøring til efterretning.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalg.

Videre proces

Lokaludvalget vil blive orienteret om tid og sted for møde i forbindelse med offentlighedsfasen.

Lokaludvalget vil behandle sagen igen på mødet i december, med henblik på at afgive et hørignssvar.

Beslutning

Ad 1: Vanløse Lokaludvalg tog den kommende høring om lokalplan for Katrinedal Skole til efterretning.

 


Ad 2: Vanløse Lokaludvalg drøftede, om man har konkrete ønsker til høringsprocessen. Lokaludvalget opfordrer Teknik- og Miljøforvaltningen til at inddrage skolen i planlægningen af det offentlige møde i januar.

Til top