Mødedato: 15.09.2022, kl. 19:00
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

A-sag: Beslutning om deltagelse i planlægsgruppe vedr. Københavnerpicnic 2023

Vanløse Lokaludvalg skal træffe beslutning om, hvorvidt man vil deltage i Københavnerpicnic på Genforeningspladsen i 2023 og i så fald, udpege et lokaludvalgsmedlem til at deltage i en planlægningsgruppe.

Indstilling

Formanden indstiller,

  1. at Vanløse Lokaludvalg drøfter og træffer beslutning om man vil deltage i Københavnerpicnic ved Genforeningspladsen i 2023
  2. At Vanløse Lokaludvalg udpeger et lokaludvalgsmedlem til at deltage i en planlægningsgruppe på vegne af lokaludvalget.

Problemstilling

I 2023 er der Arkitekturår i København, hvilket fejres med en række arrangementer og borgerevents året igennem.

Arkitekturåret varer fra januar til december og består af mange aktiviteter for mange forskellige publikummer. Læs mere om programmet på www.copenhagenincommon.kk.dk og på www.brugbyen.nu.

En af aktiviteterne i forbindelse med arkitekturåret er afholdelse af Københavnerpicnic søndag den 11. juni kl. 16-19. Københavnerpicnic vil blive afholdt i alle 12 bydele + havnen. I Vanløse vil det blive afholdt på Genforeningspladsen (alternativt i Grøndal Multicenter, hvis det regner på dagen). Arrangementet vil bestå af en langbordsmiddag, hvor man forventer 200-500 deltagere. Det er muligt at arrangere bydelsgåture, foredrag eller andet før middagen, hvor lokale steder, arkitektur eller aktiviteter vises frem. 

Arbejdsgruppen Kultur og Fritid har drøftet arrangementet, hvor man også tilsluttede sig Genforeningspladsen som placering i Vanløse bl.a. på grund af områdets særlige arkitekturhistorie, hvor man med fordel kan arrangere forskellige byvandringer. 

Teknik- og Miljøforvaltningen, der planlægger Arkitekturår 2023, har et budget på 500.000 kr. til hele eventet, som forventes at blive anvendt til leje af borde, madtelte, toiletvogne samt tilskud til mad således at deltagerprisen kan holdes nede. Ønsker lokaludvalget yderligere aktiviteter til Københavnerpicnic på Genforeningspladsen såsom en rundviser til bydelsvandring, så skal lokaludvalget afsætte 2023-midler til formålet. 

Til at planlægge Københavnerpicnic på Genforeningspladsen nedsættes en mindre, bredt funderet og lokalt forankret planlægningsgruppe, der skal koordinere planlægningen i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen. Helt konkret skal planlægningsgruppen blandt andet planlægge og koordinere forplejning, kommunikationsindsatser, byvandringer såvel som selve afviklingen af arrangementet. 

Såfremt lokaludvalget ønsker at deltage i planlægningen af Københavnerpicnic på Genforeningspladsen udpeges en repræsentant fra lokaludvalget med lokal viden og kontakter, der vil indgå i planlægningsgruppen sammen med en medarbejder fra Sekretariatet for Vanløse Lokaludvalg. Herudover vil planlægningsgruppen bestå af:

  • 1 medarbejder fra Kultur- og Fritidsforvaltningen, der er tovholder lokalt og vil koordinere og indkalde til planlægningsmøderne. 
  • 1 repræsentant for lokale idrætsforeninger omkring Genforeningspladsen, der kan biddrage til lokal viden og relevante kontakter.
  • 1 repræsentant for en af de lokale boligforeninger på Genforeningspladsen, der kan biddrage til lokal viden og relevante kontakter.

Løsning

Vanløse Lokaludvalg drøfter og træffer beslutning om man vil deltage i planlægningen af Københavnerpicnic ved Genforeningspladsen i 2023
 
 Vanløse Lokaludvalg udpeger et lokaludvalgsmedlem til at deltage i en planlægningsgruppe på vegne af lokaludvalget.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs puljemidler.

Teknik- og Miljøforvaltningens budget til Københavnerpicnic 2023 forventes at blive anvendt til leje af borde, madtelte, toiletvogne samt tilskud til mad således at deltagerprisen kan holdes nede.

Lokaludvalget bør derfor forvente, at hvis lokaludvalget ønsker yderligere aktiviteter til Københavnerpicnic på Genforeningspladsen såsom en rundviser til bydelsvandring, så skal lokaludvalget afsætte 2023-midler af til formålet. 

Videre proces

Sekretariatet vil give Kultur- og Fritidsforvaltningen besked om lokaludvalgets repræsentant, som vil indkalde til første planlægningsmøde. 

/Jan Lindboe

Beslutning

1. Vanløse Lokaludvalg besluttede at deltage i Københavnerpicnic ved Genforeningspladsen den 11. juni 2023

2. Vanløse Lokaludvalg udpegede Jan Lindboe til at deltage i planlægningsgruppen på vegne af lokaludvalget

Til top