Mødedato: 15.09.2022, kl. 19:00
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

Meddelelser

Se alle bilag

Borgerpanelundersøgelse om frivillighed v. Demensvenligt Vanløse
På mødet den 18. august godkendte lokaludvalget at Projekt Demensvenligt Vanløse, Social & Omsorgsforvaltningen, kunne udsende en borgerpanelundersøgelse til lokaludvalgets digitale borgerpanel. Undersøgelsen varede fra den 22. august til den 4. september. Ud af 3650 respondenter har 861 besvaret undersøgelsen. Når Demensvenligt Vanløse har bearbejdet undersøgelsen, vil resultatet være at finde på lokaludvalgets hjemmeside.

Borgerpanelundersøgelse om lokaludvalgets bydelsplan 
Lokaludvalget godkendte på sit møde den 18. august at udsende en borgerpanelundersøgelse vedr. lokaludvalgets bydelsplan. Borgerpanelundersøgelsen vil spørge borgerne om, hvilke indsatser under lokaludvalgets fire foreløbige overordnede temaer, lokaludvalget bør prioritere i bydelsplanen. Ligeledes har borgerne mulighed for at komme med forslag til andre overordnede temaer og indsatser til bydelsplanen. Undersøgelsen sendes ud onsdag den 14. september. 

Kursus i miljøopgaven mandag den 26. september 2022
Mandag den 26. september er der kursus i det lokale miljøarbejde på tværs af lokaludvalg. 
Kurset finder sted i BR-salen på Københavns Rådhus kl. 17-20. Tilmelding skal ske senest den  den 21. september til Sarah på z28u@kk.dk.

Spørgeundersøgelse vedr. lys omkring Damhussøen
Fra den 20. juni til den 5. juli gennemførte Teknik- og Miljøforvaltningen en spørgeundersøgelse bl.a. med henblik på at afklare, hvordan og hvornår borgere og foreninger færdes på stierne omkring søen i forhold til afklaring af belysningsløsning-(Se spørgsmålene her - https://vanloeselokaludvalg.kk.dk/nyheder/spoergeskema-belysning-paa-stierne-omkring-damhussoeen).
Der kom i alt 38 besvarelser fra foreninger og 565 besvarelser fra borgere. På baggrund af svarene vurderes det samlet set, at der er en klar overvejende positiv stemning for etablering af belysning, da det vil betyde mere udnyttelse af området og større sikkerhed for både gående og cyklister.

Bydelsplanseminar for medlemmer og suppleanter den 29. september 2022
Torsdag den 29. september afholder vi bydelsplanseminar i Café Oasen på Kulturstationen kl. 18-22. Der vil være aftensmad, kaffe, the og kage. Husk tilmelding af hensyn til forplejning inden mandag den 19. september.

Vanløse Bymidte cykelparkeringsprojekt
I forbindelse med budget 2022 blev der afsat midler til forskellige tiltag til forbedring af cykelforhold i byen, herunder til en foranalyse der skal afdække mulighed for bedre cykelparkeringsforhold på og omkring Vanløse St. Se evt. bilag på internetdagsorden.

Svar på henvendelse om fortsættelse af følgegruppe Linde Alle
Socialforvaltningen har svaret på lokaludvalgets henvendelse vedr. fortsættelse af følgegruppe for botilbudspladser på Linde Alle, se svar på internetdagsorden.

Godkendt dispensation for lokalplan Kronen revitalisering
Forvaltningen har ved dispensationen lagt vægt på, at ændringerne af facaderne samt indgangenes placering vurderes at være tilstrækkeligt indpassede til den eksisterende arkitektur. Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer yderligere, at de ønskede boder og scenevægge placeret på det hævede opholdsareal mellem bebyggelsen og Vanløse metrostation er tilstrækkeligt indpassede til det omgivende miljø. Med disse nye funktioner vil der tilføjes mere kvalitet til opholdsarealet ved at skabe mere aktivitet i området og således gøre det mere attraktivt for besøgende. 

Borgermøde på Rådhuset om ny ældrepolitik den 12. oktober 2022
Onsdag den 12. oktober kl. 13.30-16.30 er der borgermøde om ny ældrepolitik på Københavns Rådhus, hvor både borgere og samarbejdspartnere får mulighed for at deltage. Dette møde vil blive annonceret på både Facebook og i lokalaviserne i hele København. 

Spillestedet ALICE overtager lokalerne i Stairway i 2023
Spillestedet ALICE flytter ind i Stairways lokaler pr. 1. januar 2023. Som følge heraf lukker det kommunale spillested Stairway for koncertdriften i 2023. Alle annoncerede koncerter i 2022 afvikles som planlagt, og mere information omkring de berørte arrangementer i 2023 følger. Spillestedet Stairway vender tilbage i 2024. 

Høring om strategisk Miljøvurdering Lynetteholmen
Transportministeriet har sendt den strategiske miljøvurdering af Østhavnen, herunder Lynetteholm i offentlig høring, som løber frem til 9. januar 2023. København Kommune er høringspart til den strategiske miljøvurdering, og skal i efteråret afgive sit høringssvar til Transportministeriet. I forbindelse med de forskellige høringer kommer der ligeledes til at være en række offentlige borgermøder. I kan læse mere om høringen og finde hele den strategiske miljøvurdering på Transportministeriets hjemmeside: https://www.trm.dk/nyheder/2022/offentlig-hoering-af-den-strategiske-miljoevurdering-af-udviklingen-af-oesthavnen-herunder-lynetteholm

Idéhøringsfase vedr. ny Metrolinje M5
Københavns Kommunes Borgerrepræsentation har den 25. august 2022 besluttet at igangsætte miljøvurderingsproces for metrolinje M5 på baggrund af ansøgning fra Metroselskabet. Fra den 5. september til den 31. oktober afholder Københavns Kommune derfor idéfasehøring for den potentielle nye metrolinje. Høringsmaterialet findes på kommunes Bliv Hørt portal: https://blivhoert.kk.dk/hoering/metrolinje-m5-idefasehoring-miljovurdering

Der afholdes to borgermøder i idéfasen:

  • Onsdag den 28. september klokken 19.00 til 21.00.
    Mødet afholdes i Kulturhuset Islands Brygge, Islands Brygge 18, 2300 København S.
  • Torsdag den 6. oktober klokken 16.00 til 18.00. 
    Mødet afholdes online. Find mere information om dette møde på metrolinjem5.kk.dk

Deadline for indmeldelse af punkter til næste LU-møde er den 3. oktober
Deadline for indmelding af punkter til lokaludvalgsmødet den 13. oktober 2022 er mandag den 3. oktober. Dagsorden sendes ud den 7. oktober 2022.

 

NYE MEDDELELSER i mødet:

Budget 2023
Gennemgang af hovedpointer fra Kommunens budget 2023 med relevans for Vanløse

Referat fra seneste brugerrådsmøde på Kulturstationen
Bilag eftersendt pr. mail til medlemmerne og vedhæftet internetreferat.

Orientering om Bydels- og repræsentantskabsmøde
Sekretariatet laver opsamling som sendes ud til alle pr. mail, så det kan indgå i lokaludvalgets bydelsplanworkshop den 29. september. Flere pointer fra mødet blev indarbejdet i den netop udsendte borgerpanelsundersøgelse.

Spillestedet ALICE deltager i næste Kultur og Fritid 5. okt.
En repræsentant for spillestedet ALICE, der vil overtage brugen af Stairways lokaler i et år fra 1. januar 2023, kommer til næste møde i Kultur og Fritidsarbejdsgruppen den 5. oktober, andre lokaludvalgsmedlemmer er også velkommen til at deltage.

Mia Nyegaard deltager i vandring på Bellahøjmarken 1. nov.
Kultur og Fritidsborgmester Mia Nyegaard har, ligesom flere andre BR-medlemmer, været inviteret til vandring på Bellahøjmarken i forbindelse med lokaludvalgets idéoplæg for en større og mere samlet løsning med helhedsplan for området, inkl. Genforeningspladsen. Borgmesteren deltager i vandring den 1. november sammen med den tværgående arbejdsgruppe.

Medlemsliste til uddelt i mødet 
HUSK at ikke alle har givet tilladelse til deling med andre end lokaludvalgsmedlemmer og suppleanter, så listen er ikke til offentliggørelse eller deling med andre.

MOVIA har meldt mulig nedlæggelse af busruter
Status vedr. MOVIAs udmelding om eventuel nedlæggelse af busruter, heraf to i Vanløse, hvis ikke de tilføres ekstra midler, undersøges til næste møde.

 

Til top