Beslutning om afholdelse af borgermøde og proces for kommende høring vedr. Trafikplan 2016
Indstilling
Formanden indstiller,
-
At Vanløse Lokaludvalg beslutter at afholde et borgermøde, når Movias Trafikplan 2016 kommer i høring, og bevilger 6.000 kr. til projektet.
-
At Vanløse Lokaludvalg beslutter at bemyndige Trafik- og Plangruppen til at udarbejde et udkast til høringssvar.
Problemstilling
30. april 2015 besluttede Borgerrepræsentationen at igangsætte arbejdet med udarbejdelsen af en plan for busnettet efter åbningen af Cityringen kaldet Bynet 2019. 10. december 2015 godkendte Borgerrepræsentationen en justering af tids- og procesplanen for Bynet 2019. Justeringen medførte, at arbejdet blev lagt under Movia Trafikplan 2016, som er en fireårig plan for bustrafikken i Movias område. Samtidig blev det besluttet, at Økonomiudvalget inden sommerferien 2016 skulle vedtage den videre proces.
Økonomiudvalget besluttede 14. juni at Trafikplan 2016 skulle sendes i høring i bl.a. lokaludvalgene i forbindelse med den politiske høring i kommunerne.
Movias bestyrelse skal godkende et udkast til Trafikplan 2016 den 15. september, og Økonomiforvaltingen forventer at modtage Trafikplanen i politisk høring kort tid efter. På den baggrund er høringsperioden fastsat til den 19. september- 28. oktober 2016.
Trafikplan 2016 er Movias overordnede plan for A og S busser. Lokalbusser og busstoppesteder forventes at komme i høring senere.
Busser og omlægninger m.v. har stor interesse i Vanløse. Derfor foreslås det, at lokaludvalget afholder et borgermøde om høringen. Da der ikke er noget materiale endnu, men en kort høringsfrist, skal processen for høringen planlægges allerede nu, såfremt lokaludvalget ønsker at afgive et høringssvar, samt inddrage borgerne i det.
Notat vedr. Region Hovedstadens sparekatalog på Busområdet inkl. bilag: Brev fra overborgmesteren til regionsrådsformanden, brev fra regionsformanden og Notat fra Region Hovedstaden kan læses her: http://www.kk.dk/sites/default/files/edoc/316e8dc8-e52c-4b5b-adaa-8c4d4048e037/d40bbab0-d350-4492-9981-697b9cb03b83/Attachments/16034788-19770056-1.PDF
Projektbeskrivelse vedr. borgermødet ligger som bilag.
Løsning
Lokaludvalget beslutter at afholde et borgermøde om trafikplan 2016
Lokaludvalget beslutter at give mandat til Trafik- og Plangruppen til at udarbejde et udkast til høringssvar.
Økonomi
Lokaludvalget afsætter 6.000 kr. til afholdelse af borgermøde, jf. budgettet i projektbeskrivelsen. For oversigt over lokaludvalgets puljemidler henvises til dagsordenspunkt "Status på puljemidler".
Videre proces
Lokaludvalget drøfter og beslutter høringssvar på det ordinære møde 27. oktober.
Beslutning
Lokaludvalget besluttede, at det ikke var nødvendigt at afholde et borgermøde, hvorfor indstilling om bevilling af midler til borgermøde bortfaldt.
Lokaludvalget bemyndigede Trafik- og Plangruppen til at udarbejde et udkast til høringssvar. Lokaludvalget drøfter og beslutter udkast til høringssvar på det ordinære møde i oktober.