Orientering om konsekvenserne af postaftalen af 3. maj 2016 for lokaludvalget
Indstilling
Formanden indstiller,
-
at Vanløse Lokaludvalg tager orienteringen vedr. konsekvenserne for udsendelse af materiale til lokaludvalget på grund af postaftalen til efterretning.
Problemstilling
Den 3. maj 2016 indgik Regeringen (Venstre), Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti en ny postaftale. Justeringer af befordringspligten fik virkning fra den 1. juli 2016, og medførte bl.a. følgende ændringer: Post Danmark skal ikke længere levere breve dag-til-dag (A-breve) og B-brevet, som ikke længere betegnes som sådan, er nu det nye standardbrev, hvor servicekravet til levering er 5 dage mod tidligere 4. Ligeledes er omdelingsdage reduceret fra 6 til 5 hverdage.
Post Danmark/PostNord tilbyder et særligt brev med dag-til-dag befordring kaldet Quickbrev.
Læs mere om aftalen her: http://www.trm.dk/da/temaer/postaftale/postaftalen-fra-2016
Ændringerne har betydet en væsentlig stigning i udgifter på dag-til-dag levering, som er den leveringstype, der anvendes til udsendelse af dagsorden til lokaludvalgets ordinære møder.
Tidligere kostede det 38 kr. at udsende en dagsorden som A-post (pris for både 250 g og 500 g breve, før den nye aftale), nu koster det hhv. 54 kr. for 250 g og 81 kr. for breve over denne vægt. Det er en massiv udgiftsstigning i forbindelse med udsendelse af dagsordner til lokaludvalgets ordinære møde.
Der arbejdes på en fælles løsning for alle lokaludvalg, og indtil da har de enkelte lokaludvalg lokale løsninger.
Sekretariatet har vurderet, at der i sekretariatsbudgettet for 2016 er midler til forsat at sende dagsordnen ud til medlemmer som Quickbrev året ud. Det betyder, at de suppleanter m.fl., der har bedt om at få tilsendt en dagsorden med post, ikke længere vil få det. Man er altid velkommen til at komme forbi sekretariatet og hente et eksemplar. Såfremt der ikke er kommet nogen fælles løsning, der gælder fra 2017, vil sekretariatet indstille til lokaludvalget, hvilken lokal løsning der vil være mulig i 2017.
Løsning
-
Vanløse Lokaludvalg tager orienteringen vedr. konsekvenserne for udsendelse af materiale til lokaludvalget på grund af postaftalen til efterretning.
Økonomi
Orienteringen har ikke direkte økonomiske konsekvenser for lokaludvalget.
Videre proces
Sekretariatet orienterer pr. mail de suppleanter m.fl., der har ønsket at få tilsendt dagsordnen med post, at dette ikke længere er muligt.