Mødedato: 15.06.2023, kl. 19:00
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

A-sag: Orientering om Klimatopmøder i Københavns bydele

Se alle bilag
Vanløse Lokaludvalg modtager orientering vedr. klimatopmøder i Københavns bydele fra Teknik- og Miljøforvaltningen og lokaludvalget skal tage stilling til en forhåndstilkendegivelse, om man er interesseret i at samarbejde om gennemførsel af et lokalt klimatopmøde i 2023 eller 2024.

Indstilling

Forpersonen indstiller,

1. at Vanløse Lokaludvalg tager orientering om lokale klimatopmøder til efterretning.

2. at Vanløse Lokaludvalg tager stilling til, om man vil melde ind på et lokalt klimatopmøde i 2023 eller 2024.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen planlægger i år og næste år at gennemføre lokale klimatopmøder i udvalgte bydele i København. Formålet er at skabe lokalt engagement, etablere klimafællesskaber og se på, hvilke konkrete klimaindsatser, man kan sætte gang i lokalt i bydelen.

Lokaludvalget inviteres til at melde ind på, om man vil medvirke til afholdelse af et lokalt klimatopmøde i bydelen. Der er frist for indmelding af interesse med forslag til samarbejdspartnere tirsdag den 27. juni 2023.

Det er et krav, at man er en samling af lokale aktører, der går sammen om at udfylde den endelige ansøgning, som har frist i slutningen af august eller oktober, afhængig af om man melder ind på 2023 eller 2024. Der udvælges i alt tre bydele, én i 2023 og to i 2024.

I selve ansøgningen beder forvaltningen om svar på to spørgsmål:

1) Hvordan foreslår I at engagere og mobilisere jeres bydel?
2) Hvad er jeres umiddelbare største CO2-reduktionspotentiale?

Hvad er et lokalt klimatopmøde?

Klimatopmødets formål er at finde konkrete indsatser og handlinger gennem samarbejde og lokale partnerskaber. Det skal gerne være indsatser, der sikrer omfattende CO2-reduktioner, og som
bidrager til løsningen af klimakrisen.

Deltagergruppen i de kommende klimatopmøder er bred. Det er borgere, lokaludvalg, miljøpunkter, boligforeninger, skoler, virksomheder, m.fl. Som deltagende vil man være involveret i at udvikle bydelens charter og fastlægge hvilke konkrete, lokale klimahandlinger, klimatopmødet skal vedtage.

Resultatet af klimatopmødet og den efterfølgende aktivitet bliver, at bydelen har udviklet et charter, der indeholder visioner og målsætninger for bydelens lokale klimahandlinger. I får med andre ord jeres egen drejebog for kvarterets bidrag til klimaindsatsen.

Løsning

1. Vanløse Lokaludvalg tager orientering om lokale klimatopmøder til efterretning

2. Vanløse Lokaludvalg tager stilling til, om man vil melde ind på et lokalt klimatopmøde i 2023 eller 2024.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs puljemidler.

Videre proces

Frister for at udfylde den endelige ansøgning:

  • Ønsker I et lokalt klimatopmøde i 2023, er fristen mandag den 28. august 2023.
  • Ønsker I et lokalt klimatopmøde i 2024, er fristen derimod tirsdag den 27. oktober 2023.

 

/Jan Lindboe

Beslutning

1. Vanløse Lokaludvalg tog orientering om lokale klimatopmøder til efterretning.

2. Vanløse Lokaludvalg besluttede at melde ind på et klimatopmøde i 2024 og nedsatte en arbejdsgruppe bestående af Mie Borg Sirich, Jan Lindboe, Poul Hviid og Peter Haahr.

 

Til top