A-sag: Orientering om Budgetproces for 2022
Indstilling
Formanden indstiller,
1. at Vanløse Lokaludvalg tager orientering om proces for budget2022 til efterretning.
Problemstilling
Processen omkring vedtagelsen af Københavns Kommunes budget for 2022 er i gang, og med indkaldelsescirkulæret (se link nedenfor) igangsætter Økonomiudvalget budgetprocessen for budget 2022 og udmelder udvalgenes budgetrammer for perioden 2022-2025.
Læs mere her: https://www.kk.dk/node/14117/26012021/edoc-agenda/a11a16bb-6521-453c-b63b-bd163f7a3911/b1f990fd-d02a-442c-814d-f4bfcce7a3b4
Vanløse Lokaludvalg er høringspart og har som de forrige år mulighed for at fremsætte budgetønsker og bemærkninger til Budgetforslag 2022. Vanløse Lokaludvalg tager stilling til indmeldelse af eventuelle budgetønsker på lokaludvalgsmødet den 27. maj 2021.
Lokaludvalget kan forvente at få fremsendt budgetforslaget torsdag den 19. august med frist for høringssvar mandag den 6. september 2021. Høringssvaret sendes efterfølgende til medlemmerne af Borgerrepræsentationen.
Kort om processen
Budgetforhandlingerne handler om prioriteringer. Det er her, politikerne drøfter, hvilke initiativer og projekter der skal afsættes penge til for de kommende år.
De syv forvaltningers politiske udvalg melder deres budgetforslag ind til Økonomiforvaltningen (juni-indstillingen) som behandles den 8. juni 2021. På den baggrund udarbejdes der et samlet forslag til det kommende budget. Forslaget til det samlede budget vedtages endeligt i oktober måned, men inden da skal budgettet igennem en første behandling i henholdsvis Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
Den 25. august begynder første behandling af "Forslag til budget 2022" (augustindstillingen), hvor overborgmesteren fremlægger det samlede budgetforslag. Herefter holder partiernes forskellige budgetordførere budgettaler, hvor de præsenterer deres partis prioriteter for de kommende budgetforhandlinger.
Den 2. september førstebehandler Borgerrepræsentationen "Forslag til budget 2022".
Efter første behandling af budgettet begynder de egentlige politiske forhandlinger om en aftale for næste års budget, hvilket typisk varer et par uger. Partierne har frist 20. september 2021 til at nå til enighed om en aftale og fremsætte ændringsforslag til budgettet.
Der er ved anden behandling, at budgettet endeligt vedtages. Borgerrepræsentationens andenbehandling af kommunens budget finder sted den 7. oktober 2021. Ved anden behandling drøfter Borgerrepræsentationen budgetforslaget samt ændringsforslagene fra partierne og de tekniske ændringsforslag fra forvaltningen. Når forhandlingerne er afsluttet, bliver samtlige ændringsforslag sendt til afstemning, og herefter vedtages det samlede budget for det kommende år. Hvert år er der et afstemningsprogram til budgetmødet, der indeholder samtlige ændringsforslag.
Løsning
Vanløse Lokaludvalg tager orientering om budgetproces for 2022 til efterretning.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs midler.
Videre proces