Mødedato: 15.04.2021, kl. 18:30
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

A-sag: Beslutning om puljeansøgninger

Vanløse Lokaludvalg skal træffe beslutning om bevilling af midler fra Vanløsepuljen for 2021.

Indstilling

Formanden indstiller på baggrund af puljegruppens drøftelser, at Vanløse Lokaludvalg:

  1. Giver afslag til ansøgningen: Copenhagen Archive
  2. Støtter med 7.600 kr. som en underskudsgaranti til ansøgningen: Dark Mental Day
  3. Støtter med 4.000 kr. som en underskudsgaranti til ansøgningen: LoUd
  4. Giver afslag til ansøgningen: Koncertaften Knæk Cancer
  5. Giver afslag til ansøgningen: En temadag om #MeToo for udskolingsklasserne på Katrinedal skole og Kirkebjerg Skole
  6. Støtter med 12.000 kr. som en underskudsgaranti til ansøgningen: MuCirkus - oplev magien ved klassisk musik
  7. Giver afslag til ansøgningen: Plejehjemskoncerter med Méndez og Sjølin (sang og guitar)
  8. Støtter med 18.500 kr. som en underskudsgaranti til ansøgningen: Asfalten (multifunktions pladsen) - Fælles udendørs brainstorm
  9. Støtter med 7.000 kr. som en underskudsgaranti til ansøgningen: House of Noise festival
  10. Støtter med 10.000 kr. som en underskudsgaranti til ansøgningen: Tre arrangementer på Hyltebjerggård i efteråret 2021 
  11. Støtter med 6.200 kr. som en underskudsgaranti til ansøgningen: MENS VI VENTER! – VÆRKSTED VED BERTRAMS HAVE
  12. Støtter med 8.925 kr. som en underskudsgaranti til ansøgningen: Forårskoncert ved Stine & Martin

Problemstilling

1. Mathias Kobberrød Rasmussen: Copenhagen Archive

Copenhagen Archive er en visuel fortælling i billeder og lyd, der giver et indblik i atmosfæren på historiske københavnersteder. De gamle steder udgør ifølge ansøgeren en vigtig del af Københavns identitet, som er værd at kæmpe for og bevare, så nye generationer af københavnere kan lære byen at kende og reflektere over byens fremtid. Med udgangspunkt i Skjulhøj Allé ønsker ansøgeren at dokumentere igennem billeder og lyd det spændende og uspolerede område, der udgør et unikt kulturmiljø, som der er få tilbage af i København. Billederne skal både udstilles på Kulturstationen og være tilgængelige på ansøgerens hjemmeside cpharchive.dk. Der søges om 48.000 kr.

Puljegruppens indstilling og begrundelse: Puljegruppen indstiller, at projektet gives afslag. Afslaget begrundes med et ønske om større medfinansiering, øget frivilligt arbejde samt en større lokal forankring. 

2. Maria Rasmussen: Dark Mental Day

Dark Mental Festival har eksisteret siden 2011 og været afholdt på forskellige venues i København. Årets arrangement vil bestå af seks spillende bands på blot én dag i stedet for de sædvanlige 3 dage med musik fra både ind og udland. I pauserne vil der være konkurrencer, tombola og DJ's udendørs under Sejlet. Ansøgeren forventer 70 deltagere. Aktiviteten er åben for alle musikelskere, som ønsker at opleve up-coming danske bands. Der søges om 12.600 kr.

Puljegruppens indstilling og begrundelse: Puljegruppen indstiller, at projektet bevilges 7.600 kr. øremærket til udgiftsposterne ”Honorar”, ”Transport”, ”Lys” og ”Backline”, da lokaludvalget vægter dialogskabende og netværksdannende aktiviteter for vanløseborgere. Den reducerede støtte begrundes med begrænsede midler, og at lokaludvalget ønsker en større medfinansiering fra Stairway. Lokaludvalget har allerede givet en underskudsbevilling på 100.000 kr. til koncerter på Stairway i 2021, og derfor ønsker lokaludvalget ikke med denne bevilling at dække udgifter til leje af spillestedets lokaler eller udstyr. Støtten gives som en underskudsgaranti og under forudsætning af, at Sundhedsmyndighedernes retningslinjer for covid-19 overholdes.

3. Irene Bianco: LoUd

LoUd er en kunstnerisk musikproduktion, der sigter mod at præsentere en liveforestilling af samtidsmusik i en revideret form. De fire kunstnere bistås af en softwareingeniør og en lysvisuel komponist, der også vil være aktive skabere af forestillingen. Oplevelsen (selvom med et siddende og adskilt publikum) bliver tæt på, som man kan opleve i et klubsted eller et dansegulvsted. LoUd er et projekt, der kombinerer forskellige musikalske stilarter og er derfor regnet til at nå et meget bredt publikum og samtidig tilgængelig for forskellige aldersgrupper. Der søges om 10.000 kr.

Puljegruppens indstilling og begrundelse: Puljegruppen indstiller, at projektet bevilges 4.000 kr. øremærket til udgiftsposterne ”Honorar”, ”Tekniker”, ”Transport”, ”Leje af klaver + transport” ”Leje af lys/lyd” og ”Scenetøj”, da lokaludvalget vægter dialogskabende og netværksdannende aktiviteter for vanløseborgere. Den reducerede støtte begrundes med begrænset midler, og at lokaludvalget ønsker en større medfinansiering fra Stairway. Lokaludvalget har allerede givet en underskudsbevilling på 100.000 kr. til koncerter på Stairway i 2021, og derfor ønsker lokaludvalget ikke med denne bevilling at dække udgifter til leje af spillestedets lokaler eller udstyr. Støtten gives som en underskudsgaranti og under forudsætning af, at Sundhedsmyndighedernes retningslinjer for covid-19 overholdes.

4. Ulla Thorsted: Koncertaften Knæk Cancer

For at støtte Oasens Knæk Cancer arrangement den 28. oktober ønsker ansøgeren at arrangere en støttekoncert med 4-5 musikalske indslag fra lokalområdet. Musikerne spiller gratis, men lydmanden skal aflønnes. Indtjeningen, herunder entréindtægter, vil gå ubeskåret til Knæk Cancer. Der søges om 2.500 kr.

Puljegruppens indstilling og begrundelse: Puljegruppen indstiller, at projektet gives afslag. Afslaget begrundes med, at Vanløse Lokaludvalg ikke må støtte indsamlinger med kommunale midler. Herudover må lokaludvalget kun give en underskudsbevilling og kan derfor ikke støtte projektet, så længe al indtjening går til Knæk Cancer 2021 og ikke bruges på at dække projektets udgifter.  

5. Teater ZeBU: En temadag om #MeToo for udskolingsklasserne på Katrinedal skole og Kirkebjerg skole

Ansøgeren søger om midler til fire temadage om #MeToo for unge mellem 13-16 år på Katrinedal skole og Kirkebjerg skole. Temadagen indeholder en teaterforestilling, aftertalk, en workshop og skriftligt undervisningsmateriale. Pakken tilbyder en enestående oplevelse og et unikt rum til refleksion og fordybelse. Ansøgeren forventer, at 400 elever vil deltage fra de to skoler. Der søges om 49.000 kr.

Puljegruppens indstilling og begrundelse: Puljegruppen indstiller, at projektet gives afslag. Afslaget begrundes med et ønske om større medfinansiering (egenbetaling, finansiering fra skolerne eller støtte fra andre fonde) og øget frivilligt arbejde. 

6. Finmusik v. Malte Bjerkø: MuCirkus - oplev magien ved klassisk musik

Ansøgeren ønsker at afholde en række minikoncerter på Vanløse Torv. På pladsen opsættes tre cirkusvogne, hvor publikum kan gå ind, en og en, eller som familie, og opleve instrumenterne udfolde sig helt tæt på. Arrangementet vil finde sted over 6 dage, og hver dag spilles en række minikoncerter af 5-10 minutters varighed, og tilhørerne kan opleve, lytte og tale med artisten bagefter. Der søges om 48.658 kr. 

Puljegruppens indstilling og begrundelse: Puljegruppen indstiller, at projektet bevilges 12.000 kr. øremærket til udgiftsposterne ”Honorar” og ”Leje af tre skurvogne”, da lokaludvalget vægter dialogskabende og netværksdannende aktiviteter for vanløseborgere. Den reducerede støtte begrundes med et større ønske om medfinansiering (egen betaling eller støtte fra andre fonde) samt øget frivillighed. Kan ansøgeren ikke finde den nødvendige økonomi til at gennemføre projektet som beskrevet, er lokaludvalget åben overfor, at ansøgeren kun afholder to dage med minikoncerter. Støtten gives som en underskudsgaranti og under forudsætning af, at Sundhedsmyndighedernes retningslinjer for covid-19 overholdes. 

7. Yolanda Méndez: Plejehjemskoncerter med Méndez og Sjølin (sang og guitar)

 Méndez og Sjølin har opbygget et koncertprogram skræddersyet til ældre på de danske plejehjem. Koncerten består af musik, som beboerne kender og giver et frisk pust i deres hverdag. Ansøgeren har været i dialog med tre plejecentre i Vanløse, der ønsker en koncert. Med projektet ønsker ansøgeren at bringe musik til plejehjemsbeboere i bydelen til glæde i en ellers isoleret hverdag. Der søges om 16.500 kr.

Puljegruppens indstilling og begrundelse: Puljegruppen indstiller, at projektet gives afslag. Afslaget begrundes med et ønske om større medfinansiering (egenbetaling, finansiering fra plejecentrene eller støtte fra andre fonde) og øget frivilligt arbejde.

8. BY RUM SKOLE: Asfalten (multifunktions pladsen) - Fælles udendørs brainstorm  

Med projektet ønsker ansøgeren at invitere unge i Vanløse til en fælles udendørs brainstorm/workshop, hvor man kan arbejde kreativt med pladsens fremtidig brug og udseende. Ansøgeren vil agere som facilitator og hjælper for de unge. Efterfølgende bearbejder ansøgeren materialet fra dagen, så der bliver produceret et opsamlingsdokument, fotos til fotoudstilling samt to små film til brug på de sociale medier. Der søges om 36.000 kr.

Puljegruppens indstilling og begrundelse: Puljegruppen indstiller, at projektet bevilges 18.500 kr. øremærket til udgiftsposterne til materialer, ”Opsamling af materiale”, ”Fotoudstilling”, ”Film til hjemmeside”, ”Forplejning”, ”FB-annoncering”, da lokaludvalget vægter dialogskabende og netværksdannende aktiviteter for vanløseborgere. Den reducerede støtte begrundes med et større ønske om medfinansiering (egen betaling eller støtte fra andre fonde) samt øget frivillighed. Støtten gives som en underskudsgaranti og under forudsætning af, at Sundhedsmyndighedernes retningslinjer for covid-19 overholdes.

9. House of Noise Festival: House of Noise festival

Projektet dækker over en musikfestival på Stairway i august, hvor ansøgeren forventer ca. 250 deltagere. Aktiviteten er åben for alle, og ansøgeren ønsker med musikfestivalen at henvende sig bredt til København og opland. House of Noise Festival er non profit og båret af frivillige kræfter. Der søges om 20.000 kr. 

Puljegruppens indstilling og begrundelse: Puljegruppen indstiller, at projektet bevilges 7.000 kr. øremærket til udgiftsposterne ”Band honorar”, ”Udstyr indleje”, ”Transportomkostninger”, ”Security” ”Leje af lys/lyd” og ”Markedsføring”, da lokaludvalget vægter dialogskabende og netværksdannende aktiviteter for vanløseborgere. Den reducerede støtte begrundes med begrænset midler, og at lokaludvalget ønsker en større medfinansiering fra Stairway. Lokaludvalget har allerede givet en underskudsbevilling på 100.000 kr. til koncerter på Stairway i 2021, og derfor ønsker lokaludvalget ikke med denne bevilling at dække udgifter til leje af spillestedets lokaler eller udstyr. Støtten gives som en underskudsgaranti og under forudsætning af, at Sundhedsmyndighedernes retningslinjer for covid-19 overholdes.

10. Ole Vesterlund: Tre arrangementer på Hyltebjerggård i efteråret 2021 

 Projektet består af tre arrangementer i efteråret 2021 på Hyltebjerggård. Arrangementerne skal give borgerne i lokalområdet nogle gode og inspirerende timer. Arrangementerne er opløftende både igennem musikalsk underholdning og fællessang, og inspirerende ved at italesætte et højaktuelt emne med fokus på klima, miljø og samfundsansvarlighed. Der søges om 26.600 kr. 

Puljegruppens indstilling og begrundelse: Puljegruppen indstiller, at projektet bevilges 10.000 kr., da lokaludvalget vægter dialogskabende og netværksdannende aktiviteter for vanløseborgere. Den reducerede støtte begrundes med, at enkelte honorarudgifter vurderes for høje. Kan ansøgeren ikke finde den nødvendige økonomi til at gennemføre projektet som beskrevet, er lokaludvalget åben overfor, at ansøgeren kun afholder to af de beskrevne arrangementer. Støtten gives som en underskudsgaranti og under forudsætning af, at Sundhedsmyndighedernes retningslinjer for covid-19 overholdes. 

11. Kasper Lykke Kirkelund Søndergaard: MENS VI VENTER! – VÆRKSTED VED BERTRAMS HAVE

Ansøgeren ønsker med projektet at invitere kvarterets børn og deres forældre til sammen at nyde det vilde landskab fra stien mellem Jernbane Alle og Klingseyvej. Under en workshop, der finder sted på stien, vil ansøgeren give børn og forældre mulighed for at bygge ’kigkasser’ sammen: Børnene bygger en enkel kasse, hvor de kan indsætte et foto, de har taget af landskabet – eller et billede, de selv har tegnet. Formålet med workshoppen er at facilitere en samtale blandt deltagerne om forandringerne af vores by, og hvordan man kan få indflydelse på udviklingen. Der søges om 29.000 kr. 

Puljegruppens indstilling og begrundelse: Puljegruppen indstiller, at projektet bevilges 6.200 kr. øremærket til udgiftsposten "Materialer" dog ikke inkluderet klapstole budgetteret til 3.800 kr., da lokaludvalget vægter dialogskabende og netværksdannende aktiviteter for vanløseborgere. Den reducerede støtte begrundes med begrænsede midler tilbage i Vanløsepuljen, samt et større ønske om medfinansiering (egen betaling eller støtte fra andre fonde) og øget frivillighed. Støtten gives som en underskudsgaranti og under forudsætning af, at Sundhedsmyndighedernes retningslinjer for covid-19 overholdes.

12. Seniorklubben Vanløse: Forårskoncert ved Stine & Martin

Seniorklubben ønsker at afholde en forårskoncert, der skal være med til at fremme dialogen mellem enlige efterlønnere og pensionister samt at styrke det sociale samvær i bydelen for ældre. Entreen er gratis, og ansøgeren vil reklamere for koncerten med plakater på Kulturstationen, Sundhedshuset, Føtex og Vanløse Kirke samt via omtale i VanløseLiv. Der søges om 9.725 kr.

Puljegruppens indstilling og begrundelse: Puljegruppen indstiller, at projektet bevilges 8.925 kr. øremærket til udgiftsposten "Honorar", da lokaludvalget vægter dialogskabende og netværksdannende aktiviteter i Vanløse.  Den reducerede støtte begrundes med begrænset midler tilbage i Vanløsepuljen samt et ønske om øget medfinansiering (egenbetaling, entré, øvrige sponsorer m.v.). Støtten gives som en underskudsgaranti og under forudsætning af, at Sundhedsmyndighedernes retningslinjer for covid-19 overholdes. 

Løsning

Vanløse Lokaludvalg drøfter projekterne og puljegruppens indstillinger samt træffer beslutning om bevilling af midler fra Vanløsepuljen.

Økonomi

Der er 225.151 kr. tilbage i Vanløsepuljen 

Der søges samlet om 307.583 kr.

Der indstilles for 74.225 kr.

Videre proces

Sekretariatet sørger for, at alle ansøgere, der bevilges støtte, modtager et tilsagnsbrev med de betingelser, der skal overholdes for, at støtten kan udbetales. Alle ansøgere, der får afslag på støtte, modtager et afslagsbrev med begrundelsen for afslaget.

/Bent Christensen

Beslutning

1. Vanløse Lokaludvalg besluttede at give afslag til ansøgningen: Copenhagen Archive, jf. indstillingen.

2. Vanløse Lokaludvalg besluttede at bevilge 7.600 kr. som en underskudsgaranti til ansøgningen: Dark Mental Dayjf. indstillingen.

3. Vanløse Lokaludvalg besluttede at bevilge 4.000 kr. som en underskudsgaranti til ansøgningen: LoUd, jf. indstillingen.

4. Vanløse Lokaludvalg besluttede at give afslag til ansøgningen: Koncertaften Knæk Cancer, jf. indstillingen.

5. Vanløse Lokaludvalg besluttede at give afslag til ansøgningen: En temadag om #MeToo for udskolingsklasserne på Katrinedal skole og Kirkebjerg Skole, jf. indstillingen.

6. Vanløse Lokaludvalg besluttede at bevilge 12.000 kr. som en underskudsgaranti til ansøgningen: MuCirkus - oplev magien ved klassisk musik, jf. indstillingen.

7. Vanløse Lokaludvalg besluttede at give afslag til ansøgningen: Plejehjemskoncerter med Méndez og Sjølin (sang og guitar), jf. indstillingen.

8. Vanløse Lokaludvalg besluttede at bevilge 18.500 kr. som en underskudsgaranti til ansøgningen: Asfalten (multifunktionspladsen) - Fælles udendørs brainstorm, jf. indstillingen og med en bemærkning om, at der skal koordineres med de andre initiativer på og planer for pladsen.

9. Vanløse Lokaludvalg besluttede at bevilge 7.000 kr. som en underskudsgaranti til ansøgningen: House of Noise festival, jf. indstillingen.

10. Hanne Larsen erklærede sig inhabil og var ikke til stede under sagens behandling.
Vanløse Lokaludvalg besluttede at bevilge 10.000 kr. som en underskudsgaranti til ansøgningen: Tre arrangementer på Hyltebjerggård i efteråret 2021, jf. indstillingen.

11. Vanløse Lokaludvalg besluttede at bevilge 6.200 kr. som en underskudsgaranti til ansøgningen: MENS VI VENTER! VÆRKSTED VED BERTRAMS HAVE, jf. indstillingen.

12. Hans Thomsen erklærede sig inhabil og var ikke til stede under sagens behandling.
Vanløse Lokaludvalg besluttede at bevilge 8.925 kr. som en underskudsgaranti til ansøgningen: Forårskoncert ved Stine & Martin, jf. indstillingen.

Til top