Mødedato: 14.12.2023, kl. 17:30
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse
B-sag: Status på egne projekter og nyt fra grupperne
Lokaludvalget orienteres om status på egne projekter og nyt fra temagrupperne.
Indstilling
Formanden indstiller,
- at Vanløse Lokaludvalg tager nyt fra Trafikken i Vanløse til efterretning.
- at Vanløse Lokaludvalg tager nyt fra Byliv, kultur og erhverv til efterretning.
- at Vanløse Lokaludvalg tager nyt fra Natur - og miljø til efterretning.
- at Vanløse Lokaludvalg tager nyt fra Idræt, bevægelse og sundhed til efterretning.
- at Vanløse Lokaludvalg tager nyt vedrørende evt. andre egne projekter til efterretning.
Problemstilling
Lokaludvalget orienteres om nyt fra temagrupperne vedr. aktuelle projekter, kommende projekter samt drøftelser af eventuelle høringer.
Temagruppernes mødedatoer fremgår af lokaludvalgets mødekalender på hjemmesiden.
Man kan altid kontakte tovholderen for de respektive grupper for mere information fra temagrupperne.
Løsning
Lokaludvalget tager følgende til efterretning:
- Trafikken i Vanløse har blandt andet holde møde med Lars Weiss på Jyllingevej for at drøfte dels muligheden for at opgradere de kommende projekter på Jyllingevej til "Rødovreløsningen", men også for at fortsætte projektet på den sidste del af Jyllingevej op mod Adventskirken.
Status på trafikgruppens arbejde med krydset Ålekistevej-Børglumvej-Herlufsholmvej er, at Bygaardens Vejlaug som resultat af mødet med lokaludvalg og forvaltning har lavet et forslag til deres kommende generalforsamling, hvor de foreslår lukning af Herlufsholmvej og etablering af en grønt plads med cykelsti mellem Børglumvej og Herlufsholmvej, så cyklister fortsat kan passere. - Byliv, kultur og erhverv har haft besøg af Flemming Fenger, der fortalte om sit projekt Indertoften II, der pt. er sat i bero pga. en borgerklage som forvaltningen skal træffe afgørelse i først. Derudover drøftede man konkretisering af temagruppens tre bydelsplanindsatser.
- Natur- og miljø har siden sidst arbejdet videre med bydelsplanindsatserne og lagt en plan for, hvordan der skal arbejdes med indsatserne i 2024. Derudover arbejdes der videre med Natur- og Miljøstationen.
- Idræt, bevægelse og sundhed arbejder forsat med ensomhed, helhedsplan for Bellahøjmarken samt etablering af et lokalt idrætsnetværk, hvor der er blevet holdt et indledende møde med en række foreninger, der var positive omkring et idrætsnetværk i Vanløse. Temagruppen drøfter også muligheden for at holde en senioridrætsdag i Vanløse - evt. i samarbejde med Brønshøj-Husum Lokaludvalg.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs midler.
Videre proces
-
/Jan Lindboe
Beslutning
1. Indstillingen blev taget til efterretning.