A-sag: Drøftelse om videre proces ifm. Natur- og Miljøstation ved Damhussøen
Indstilling
Formanden indstiller,
1. at Vanløse Lokaludvalg drøfter den videre proces ifm. etablering af en Natur- og Miljøstation ved Damhussøen.
Problemstilling
På lokaludvalgets ordinære møde den 27. maj blev det besluttet at indmelde tre budgetønsker til Københavns Kommunes budget 2022, hvoraf det ene projekt var Natur- og Miljøstation - Forprojekt til etablering af Natur- og Miljøstation med dome og dyrehold på den gamle Pumpehusgrund.
Den 9. september 2021 indgik alle partier i Københavns Borgerrepræsentation, undtagen Det Konservative Folkeparti, en aftale om kommunens budget for næste år og Natur- og Miljøstationen var desværre ikke en del af budgettet.
Der skal nu holdes et møde med de øvrige interessenter i projektet, med henblik på at beslutte en videre proces frem til overførselssagen 2021/22, ligesom de politisk udpegede repræsentanter i Vanløse Lokaludvalg opfordres til at bruge deres politiske bagland til at fremme sagen. For at sikre en politisk drøftelse og fokus på midler til Natur og Miljøstationen, er det vigtigt, at der fra politisk hold lægges en bestilling på et budgetnotat, som kan danne grundlag og udgangspunkt for lokaludvalgets videre arbejde for en beslutning om afsættelse af midler til projektet.
Parallelt med arbejdet med en permanent Natur- og Miljøstation har Vanløse Lokaludvalg, i samarbejde med de samme interessenter, arbejdet på at etablere en midlertidig Natur- og Miljøstation på samme areal. Arbejdet har af naturlige årsager været sat i bero grundet Covid-19, men nu genoptages arbejdet med at få gang i projektet til glæde for skolebørn, foreninger og andre brugere af Damhusengen og -søen. BUF er i gang med en proces om en forlængelse af byggetilladelsen til denne midlertidige station.
Løsning
Vanløse Lokaludvalg drøfter den videre proces ifm. etablering af en Natur- og Miljøstation ved Damhussøen.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs puljemidler.
Videre proces
Arbejdsgruppen for Natur- og Miljø fortsætter det videre arbejde omkring processen ifm. etablering af en Natur- og Miljøstation ved Damhussøen.