Mødedato: 14.09.2023, kl. 19:00
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

Meddelelser

Se alle bilag

Affaldssorteringspunkter - prøveopstilling
Fra mandag den 4. september til fredag den 6. oktober kan man på Elna Munchs Plads se en prøveopstilling af de tre typer affaldsbeholdere, der kan indgå i et sorteringspunkt.
Prøveopstillingen på Elna Munchs Plads viser alle tre typer beholdere, og er ikke et permanent sorteringspunkt. I Vanløse forventes det, at der skal opsættes ca. 55 sorteringspunkter i løbet af 2024/2025.
Læs mere på lokaludvalgets hjemmeside: 
https://vanloeselokaludvalg.kk.dk/nyheder/sorteringspunkter

Borgermøde om Affaldssorteringspunkter den 20. sept. 2023
Onsdag den 20. september kl. 18-20 er Vanløse Lokaludvalg medarrangør af et borgermøde i Kulturstationen Vanløse, hvor Teknik- og Miljøforvaltningen præsenterer forslag til placering af sorteringspunkter i Vanløse. På borgermødet kan man høre om sorteringspunkterne, om baggrunden for forslag til placeringer, og der vil være mulighed for at stille spørgsmål, kommentere på placeringerne og drøfte sorteringspunkterne i Vanløse.

Lancering af Københavnerforslag
Københavns Kommune har i sidste uge lanceret Københavnerforslag, der er Københavns svar på et borgerforslag. Alle med bopæl i Danmark, som er fyldt 15 år, kan stille et københavnerforslag. Hvis 5.000 københavnere støtter forslaget, kommer det til behandling i fagudvalgene og til afstemning i Københavns Borgerrepræsentation, se evt. vedhæftede infoslides på internetdagsroden.

Læs mere om Københavnerforslag på Københavns Kommunes hjemmeside kobenhavntaler.kk.dk.

Damhustræf gennemføres ikke i år
Da mange af de aktører der normalt deltager i Damhustræf selv afholder arrangementer på Naturens Dag i år, er det blevet besluttet ikke at gennemføre Damhustræf denne gang. Næste år vil man kigge på at holde arrangementet en anden dag i september, så man undgår en lignende situation.

Halvårsmøde med Teknik- og Miljøforvaltningen
Tirsdag den 24. oktober kl.15.00-16.30 kommer Teknik- og Miljøforvaltningens planafdeling og byggemyndighed til møde og præsenterer kommende lokalplaner. Det er desuden muligt at drøfte sager om byggerier, tilladelser, byplanlægning, trafikplanlægning, og til det har temagruppen for Byliv, Kultur og Erhverv indmeldt følgende emner: 

  • Status på Godthåbsvej (var på dagsorden sidst)
  • Hvordan håndterer vi, når borgerne slet ikke føler sig hørt, så borgerdialogen stadig er en god oplevelse? (jf. Elna Munchs Plads)
  • Jernbane Alle, den gamle Irma, hvis det er en sag
  • Damhusengens Skole

Budgetnotater vedr. Sallingvej og Grøndalsparken
På Teknik- og Miljøudvalgsmødet den 19. juni 2023 orienterede forvaltningen udvalget om muligheden for at bestille budgetnotater på finansiering af byrumstiltag, der kan supplere tre allerede igangsatte skybruds- og klimatilpasningsprojekter. To af de tre projekter ligger i Vanløse henholdsvis Sallingvej og Grøndalsparken. Udvalget bestilte på baggrund af orienteringen budgetnotaterne. Forvaltningen har nu udarbejdet disse notater der har fået titlerne:   

  • TM128 Forbedring af begrønning i synergi med skybrudsprojekt på Sallingvej, Vanløse
  • TM127 Foranalyse om fremtidens Grøndalspark – med åbent vand, Grøndalsrute, rekreative funktioner og øget biodiversitet i synergi med skybrudssikring, Vanløse

Link til orienteringsnotatet, der også indeholder korte beskrivelser af indholdet i budgetnotaterne, kan findes her - https://www.kk.dk/sites/default/files/agenda/807575d0-2e5a-42b8-a17b-06ffaf7b90ff/82548e83-0d09-4210-9921-39e100030b4b-bilag-3.pdf

Lys omkring søen
VanløseLIV har skrevet en artikel i forbindelse med, at en borger har startet en underskriftsindsamling imod planerne for etablering af rødt lys omkring Damhussøen, hvor også Vanløse Lokaludvalg er nævnt, se: https://kobenhavnliv.dk/kobenhavn/protesterer-mod-knaldroede-lamper-rundt-om-damhussoeen-det-er-ikke-en-kompromisloesning-det-er-bare-et-daarligt-forslag
Danmarks Naturfredningsforening har klaget over beslutningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Svar vedr. sikker skolevej ved Kirkebjerg skole
Lokaludvalget besluttede efter indstilling fra temagruppen om trafik at indsende en henvendelse til Teknik- og Miljøudvalget om sikre skoleveje ved Kirkebjerg Skole. Udvalget har svaret på henvendelsen (bilag vedhæftet internetdagsorden). 

Klager over Copenhagen Historic Grand Prix
En række beboerne i nærområdet af Bellahøjmarken har klaget til Teknik og Miljøborgmesteren over afholdelse af Copenhagen Historic Grand Prix. Borgmesteren har svaret borgerne, at hun ikke mener et stort motorløb hører hjemme i København og gerne ser større inddragelse af borgere og lokaludvalg når tilladelse til arrangementer af principiel karakter vedtages og vedhæftet notat fra forvaltnngen, som kan ses på internetdagsorden.

Orientering om seminar 29. oktober
Søndag den 29. oktober holder vi heldagsseminar på Kong Arthur. Planlægningsgruppen er i gang med at udfærdige det endelige program, der vil omhandle evaluering af det første år i lokaludvalget og lokaludvalgets videre arbejde med indsatserne i bydelsplanen. Sæt kryds i kalenderen. Programmet meldes ud, så snart det er klar. 

Rokering
Palle Ivan Hansen politisk repræsentant for Nye Borgerlige er udtrådt af Vanløse Lokaludvalg. Der er ingen suppleant, så pladsen er vakant.

Deadline for indmelding af punkter til næste LU-møde
Deadline for indmelding af punkter til lokaludvalgsmødet den 12. oktober 2023 er mandag den 2. oktober. Dagsorden sendes ud den 6. oktober 2023. 

 

NYE MEDDELELSER i mødet:

Lokalt klimatopmøde udskydes til 2025.
Arbejdsgruppen har mødtes og vil gerne bruge 2024 til at opdyrke et lokalt klimanetværk og afsøge muligheden for samarbejde med henblik på ansøgning i 2025.

Budget 2024 er forhandlet på plads
Bag aftalen står Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, som før sommer indgik en principaftale om budget 2024 og budget 2025 for Københavns Kommune. Principaftalen har på den måde dannet rammen for Budget 2024. 

Vanløse Lokaludvalg havde håbet, at der blev fundet penge til en opgradering af Jyllingevej, med fx vejtræer, grøn midterrabat og fokus på trafiksikkerhed svarende til løsningen i Rødovre samt fortsættelse af screeningsarbejdet til Natur- og Miljøstation.

Men, vi er vi glade for :flg. ting i Vanløse:
At Halinspektørordningen fortsætter i Vanløsehallerne og Bellahøjhallerne. Det skaber tryghed for brugerne og giver god service.
At der ligger en hensigtserklæring om finansiering af et Gymnastikkens Hus placeret i området omkring Bellahøjmarken.
At der er afsat midler til at gøre skolevejene omkring de to Vanløseskoler, Katrinedals Skole og Rødkilde Skole mere sikre at krydse, herunder midler til en mere tryg krydsning af Hulgårdsvej og cykelrute på Hvidkildevej.
At der bliver lavet en foranalyse af fremtidens Grøndalspark - med åbent vand, Grøndalrute, rekreative funktioner og øget biodiversitet i synergi med skybrudssikring.
At der er afsat midler til skolehaveprojektet De Glade Rødder, så de er sikret frem til 2027.
At der kommer nye toiletter og omklædning til Bellahøj Friluftsscene.

Læs den fuld budgetaftale her: http://kk.dk/.../budget-og.../budget-2024/budgetaftale-2024

Takke hilsen fra De Glade rødder
De Glade Rødder har sendt en hilsen til lokaludvalget:
Vanløse Lokaludvalg har været med på en stor del af rejsen og vi vil sige Jer en stor og varm tak for jeres støtte i form af sparring og støtteerklæringer. Disse har været med til at understrege overfor Børne- og Ungdomsudvalget, at vi er mange der ønsker at bevare skolehaverne til børnene i byen. Tak!

Til top