Mødedato: 14.09.2023, kl. 19:00
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

B-sag: Beslutning om eget projekt: opstart af idrætsnetværk

Se alle bilag

Vanløse Lokaludvalg skal træffe beslutning om at holde to opstartsmøder i forbindelse med etablering af et lokalt idrætsnetværk i Vanløse. Ambitionen om et idrætsnetværk i Vanløse, der skal bringe bydelens engagerede idrætsaktører sammen for at styrke den lokale dialog og det lokale samarbejde, er en del af af lokaludvalgets bydelsplanindsatser. I første omgang ønsker man at afsætte midler til forplejning og lokaleleje i forbindelse med opstartsmøder.

Indstilling

Forpersonen indstiller,

  1. at Vanløse Lokaludvalg godkender at afholde to opstartsmøder i forbindelse med etablering af et idrætsnetværk i Vanløse og afsætter 10.000 kr. i 2023-puljemidler til dets gennemførsel.

Problemstilling

Etablering af et idrætsnetværk i Vanløse er en af lokaludvalgets bydelsplanindsatser. Med idrætsnetværket ønsker lokaludvalget i samarbejde med lokale foreninger og andre interesserede aktører at understøtte idrætten i Vanløse. Netværket skal bringe bydelens engagerede idrætsaktører sammen for at styrke den lokale dialog og det lokale samarbejde såvel som koordinering af aktiviteter i bydelen og på tværs af hele København.

Det er lokaludvalgets ambition, at netværket skal repræsentere bydelens idrætsliv bredt og have en tydelig stemme i udviklingen af idrætslivet i Vanløse. Idrætsnetværket skal være med til at inspirere vanløseborgerne ved at understøtte bydelens mangfoldige idrætsliv – både i forhold til at synliggøre bydelens alsidige idræts- og bevægelsestilbud og i forhold til, hvordan man kan engagere sig som frivillig. Dette kan bl.a. ske ved forskellige kampagner og ved at uddele en årlig idrætspris, der hylder bydelens ihærdige foreninger og ildsjæle. Idrætsnetværkets arbejde orienterer sig således både mod overordnede politiske mål for København (Kultur- og Fritidspolitik, Byens Puls, Idrætsplan osv.) og lokale målsætninger om et frodigt idrætsliv for vanløseborgerne.

Lokaludvalgets temagruppe Idræt, bevægelse og sundhed ønsker i forbindelse med etablering af idrætsnetværket at indkalde til indledende opstartsmøder. I første omgang vil man invitere foreninger til en dialog om muligheden for et idrætsnetværk - herunder hvad foreningerne har af ønsker til netværket, mødekadence m.v. Mødet planlægges at foregå i slutningen af oktober. 

Herefter vil temagruppen indkalde til det første møde i idrætsnetværket. Dette møde forventes at foregå i november med en bred deltagelse af lokale idrætsforeninger. 

Idrætsnetværket skal på sigt være selvkørende, men lokaludvalget ønsker at understøtte etableringen af netværket for at få det i gang. 

Løsning

Vanløse Lokaludvalg godkender at afholde to opstartsmøder i forbindelse med etablering af et idrætsnetværk i Vanløse og afsætter 10.000 kr. i 2023-puljemidler til dets gennemførsel

Økonomi

Budget

Forplejning - 6.000 kr. 

Lokaleleje - 3.000 kr. 

Diverse - 1.000 kr. 

Videre proces

Temagruppen indkalder til det første møde i oktober i samarbejde med sekretariatet. 

/Jan Lindboe

Beslutning

Indstillingen blev godkendt
Til top