Beslutning om høringssvar vedr. Kapacitetsplan 2018
Tidligere beslutninger
Vanløse Lokaludvalg besluttede på møde den 22. november at bede Per Stengade og Jens Askov om at udarbejde et udkast til høringssvar til næste møde den 13. december 2018:
For en kort gennemgang af Kapacitetsplan 2018 kan man også se Power Point slides med orientering fra TMF og HOFOR via ovenstående link.
Indstilling
Formanden indstiller,
1. At Vanløse Lokaludvalg drøfter hovedpointer i forbindelse med høringssvar vedr. forslag til Kapacitetsplan 2018 for Harrestrup Å med tilhørende forslag til Miljørapport for Kapacitetsplan 2018.
2. At Vanløse Lokaludvalg på baggrund af hovedpointer giver Bent Christensen, Jens Askov og Per Stengade bemyndigelse til at udarbejde høringssvar vedr. forslag til Kapacitetsplan 2018 for Harrestrup Å med tilhørende forslag til Miljørapport for Kapacitetsplan 2018.
Problemstilling
Vanløse Lokaludvalg har fået forslag til Kapacitetsplan 2018 for Harrestrup Å med tilhørende forslag til Miljørapport for Kapacitetsplan 2018 i høring.
Høringsfrist: 24. januar 2018, se Københavns Kommunes høringsportal for det fulde materiale:
https://blivhoert.kk.dk/hoering/samarbejde-om-handtering-af-skybrudsvand-omkring-harrestrup
Materialet vedhæftes den elektroniske dagsorden, men sendes ikke ud i papirform, da det er relativt omfattende.
Kapacitetsplan for Harrestrup Å
Harrestrup Å -systemet er en vital vandvej for afledning af regnvand fra ti kommuner: Albertslund, Ballerup, Brøndby, Frederiksberg, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, København og Rødovre. De ti kommuner og deres spildevandsselskaber er gået sammen om at forebygge oversvømmelser langs åen ved skybrud.
Kommunerne og deres forsyningsselskaber har i fællesskab udarbejdet en fælles Kapacitetsplan, der rummer en kombination af delløsninger langs åen, som tilsammen skal sikre oplandet mod oversvømmelser op til en 100 års regnhændelse.
Dette gøres ved at gennemføre en kombination af anlægsprojekter, der ved større regnhændelser dels forsinker regnvandet i grønne områder, og dels lader det løbe hurtigere ud af åen nedstrøms ved Kalveboderne. Anlægsprojekterne gennemføres i grønne områder og på overfladen, hvilket er langt billigere end fx underjordiske betonbassiner. Når åen og de grønne områder bearbejdes for at kunne håndtere regnvandet, forventes der at kunne opnås miljømæssige og rekreative synergieffekter.
Miljøvurdering
Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) stiller i visse tilfælde krav om, at der skal laves en miljøvurdering af den pågældende plan. Kapacitetsplanen for Harrestrup Å skal miljøvurderes, da planen fastlægger rammer for fremtidige anlæg eller arealanvendelser, og den er derfor omfattet af lov om miljøvurdering af planer og programmer.
Der er derfor udarbejdet en miljørapport om forslag til Kapacitetsplan. Miljørapportens afgrænsning (scoping) har tidligere være sendt i høring hos berørte myndigheder.
Retsvirkning
Efter vedtagelsen af Kapacitetsplanen har Kommuner og forsyningsselskaber aftalt at indgå en forpligtende aftale om gennemførelse af planen. Aftalen forpligter parterne til aktivt at medvirke til opfyldelse af Kapacitetsplanen, hvilket indebærer bl.a., at kommunerne, gennem kommunernes planlægning og i øvrigt, aktivt skal arbejde for at sikre, at de arealer, der er nødvendige for Kapacitetsplanens gennemførelse, friholdes for andre anlæg mv., som kan være til hinder for at anvende arealerne til Kapacitetsplanens gennemførelse.
Bent Christensen, Jens Askov og Per Stengade udarbejder høringssvar ud fra følgende hovedpointer:
Hovedpointer ift. høringssvar:
- Damhusengen bruges som forsinkelsesbassin på et tidligere tidspunkt med begrænset vandmængde og senere tager stilling til den endelige udformning. Fremryk etablering af stigbord, det vil være relativt billigt og virkningsfuldt.
- Forbehold for diger omkring Damhusengen, da det vil ændre forholdene væsentligt.
- Inddrage Damhussøen på et tidligere tidspunkt.
- Ift. Miljørapporten anmodes der om redegørelse for reducering el. nedlæggelse af eksisterende kloakoverløb.
Løsning
Vanløse Lokaludvalg drøfter hovedpointer i forbindelse med høringssvar vedr. Kapacitetsplan 2018.
Vanløse Lokaludvalg giver Bent Christensen, Jens Askov og Per Stengade bemyndigelse til at udarbejde høringssvar vedr. Kapacitetsplan 2018 på baggrund af hovedpointer.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs puljemidler.
Videre proces
Bent Christensen, Jens Askov og Per Stengade udarbejder høringssvar inden høringsfristen den 24. januar 2019 og sekretariatet uploader det efterfølgende på portalen.
Beslutning
1. Vanløse Lokaludvalg drøftede hovedpointer i forbindelse med høringssvar vedr. forslag til kapacitetsplan 2018
2. Vanløse Lokaludvalg besluttede at bemyndige Bent Christensen, Per Stengade og Jens Askov til at udarbejde høringssvar til indsendelse inden fristens udløb.