Drøftelse af og beslutning om opfølgning på fremtidsseminar
Tidligere beslutninger
Vanløse Lokaludvalg besluttede i ordinært møde den 27. september 2018 at afholde et fremtidsseminar søndag den 18. november 2018, og at medlemmer, suppleanter og aktive i arbejdsgrupperne inviteres til fremtidsseminaret.
Vanløse Lokaludvalg besluttede, at arbejdsgrupperne skal melde emner/bidrag ind til fremtidsseminaret, herunder hvad de ønsker at arbejde med i det næste år.
Vanløse Lokaludvalg besluttede, at en arbejdsgruppe i samarbejde med sekretariatet planlægger fremtidsseminaret, og at arbejdsgruppen består af Jens Askov, Peter Haahr, Per Stengade og Jørn Kofod og Bent Christensen.
Se referat fra den 27. september 2018:
https://www.kk.dk/indhold/vanlose-lokaludvalgs-modemateriale/27092018/edoc-agenda/731c81a7-f67f-4cd3-bbc0-b2b8a1754934/eeb99542-132c-49fd-bcb6-a7748fc97af8
Indstilling
Formanden indstiller,
1. At Vanløse Lokaludvalg drøfter, hvordan der følges op på fremtidsseminaret.
2. At Vanløse Lokaludvalg beslutter, at hver arbejdsgruppe udarbejder en plan for, hvordan der arbejdes med de enkelte fokusområder til fremlæggelse på ordinært møde den 31. januar 2019.
Problemstilling
I forbindelse med afholdelse af fremtidsseminaret besluttede planlægningsgruppen, at arbejdsgrupperne hver især skulle melde temaer ind til fælles plenumdrøftelse på seminaret.
På den baggrund fremgik det af programmet, at for hvert af temaerne kom en repræsentant for den ansvarlige arbejdsgruppe med et kort oplæg efterfulgt af en drøftelse i plenum, der afsluttes med en anbefaling om den videre opfølgning og behandling, f.eks. om temaet bør tages op til yderligere drøftelse på et lokaludvalgsmøde. Af programmet fremgik yderligere, at der afsluttes med en fælles opsummering, herunder hvilken eller hvilke arbejdsgrupper, der har ansvaret for den videre fremdrift, og at der laves en skitse til Årshjul/Årsplan som kan vedtages på lokaludvalgsmødet i december/januar.
Fremtidsseminaret har fremlagt de fælles fokusområder, som fremgår af opsummeringen, herunder hvilken arbejdsgruppe der har hovedansvaret for området.
Det fremgår ikke klart af opsummeringen, hvilken arbejdsgruppe Helga Larsens Plads hører under, men Kultur og Fritid har på et efterfølgende møde haft sagen på dagsordenen og lavet en ad hoc gruppe om pladsen.
Løsning
Vanløse Lokaludvalg drøfter, hvordan der følges op på fremtidsseminaret og hører de medlemmer, der ikke deltog i seminaret, om de har yderligere bemærkninger, kommentarer eller forslag.
Vanløse Lokaludvalg beslutter, at hver arbejdsgruppe udarbejder en plan for, hvordan der arbejdes med de enkelte fokusområder til fremlæggelse på ordinært møde den 31. januar 2019. Sekretariatet udarbejder et skema til udfyldelse.
For hvert fokusområde bør fremgå:
- Hvilke forvaltninger og interessenter dækker fokusområdet?
- Bør fokusområdet tages op til fælles lokaludvalgsdrøftelse?
- Bør der laves borgerinddragelse, kommunikation eller informationsarbejde i forbindelse med fokusområdet?
- Hvilke politiske overvejelser indgår i fokusområdet, f.eks. indgår det i budgetprocessen, bør der overvejes kontakt til de politiske partier eller den pågældende borgmester?
- Hænger projektet sammen med Kommuneplan 2019 eller kan/vil det indgå som forberedelse til arbejdet med Bydelsplan i 2020?
På baggrund af de udfyldte skemaer fra arbejdsgrupperne samler sekretariatet og formandskabet op, så der kan dannes et overblik over ressource anvendelsen for både lokaludvalgsmedlemmer og sekretariat, samt koordinering af de forskellige indsatser, som kan danne grundlag for at lokaludvalget tager stilling til Årshjul/Årsplan på det ordinære møde i februar 2019.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs midler.
Videre proces
På baggrund af de udfyldte skemaer og den efterfølgende drøftelse i lokaludvalget, udarbejder sekretariatet i samarbejde med formandsskabet udkast til Årshjul/Årsplan, som kan besluttes på det ordinære møde i februar 2019.
Beslutning
1. Vanløse Lokaludvalg drøftede, hvordan der følges op på fremtidsseminaret.
2. Vanløse Lokaludvalg besluttede, at hver arbejdsgruppe udarbejder en plan for, hvordan der arbejdes med de enkelte fokusområder til fremlæggelse på ordinært møde den 31. januar 2019, hvorefter arbejdsgruppen, som planlagde fremtidsseminaret, samler op.