Beslutning om Projekt Gæstebud 2019
Indstilling
Formanden indstiller,
1. at Vanløse Lokaludvalg drøfter og godkender projektbeskrivelse for Gæstebud 2019.
2. at Vanløse Lokaludvalg træffer beslutning om at afsætte 21.000 kr. i 2019-puljemidler til projektet.
Problemstilling
Social og Sundhedsarbejdsgruppen ønsker at lave projekt Gæstebud. Arbejdsgruppen vil gerne synliggøre, at lokaludvalget har fokus på udsatte og ensomme samt på sociale problemer i bydelen, og ønsker at give ensomme og udsatte en god og positiv dag med hygge og god mad, samtaler og information om de tilbud til ensomme og udsatte, der er i Vanløse. Projektet hører under indsats mod ensomhed, der er beskrevet i bydelsplanen 2017-20.
Med projekt Gæstebud får lokaludvalget mulighed for at komme i dialog med den ønskede målgruppe på dagen. Derudover er projektet en mulighed for at udvide og styrke lokaludvalgets netværk blandt lokale tilbud og projekter, der arbejder med udsatte og ensomme.
Ligesom sidste år laves projektet i samarbejde med Hus Forbi, der har sekretariat og opsamlingssted på Jernbane Allé. Dette samarbejde førte sidste år til, at lokaludvalget nåede en målgruppe, der ellers ofte opleves som vanskelig at få fat i.
Der serveres en vintermenu og dessert til 70 personer.
Arbejdsgruppen samarbejder desuden med Kronen, som køber drikkevarer, service mm. Se projektbeskrivelsen for detaljer.
Vi arbejder på, at der lige som sidste år kan indsamles tøj, vinterjakker og lign., til uddeling blandt de fremmødte ved arrangementet.
Arbejdsgruppen henstiller til, at lokaludvalgsmedlemmer eller medlemmer fra arbejdsgrupperne deltager på dagen for at skabe mere dialog med de fremmødte.
Løsning
At Vanløse Lokaludvalg beslutter at afholde Gæstebud på Vanløse Torv den 25. januar 2018 kl. 15-17 og afsætter 21.000 kr. i 2019-puljemidler til gennemførsel af projektet.
Økonomi
Lokaludvalget afsætter 21.000 kr. i 2019-puljemidler til Gæstebud 2019, jf. budget i projektbeskrivelse.
6.550kr. - Telt, blomsterkasser, borde, stole, lyskæder, varmeblæser, opsætning mm.
6.500 kr. - Mad og dessert til 70 personer
4.500 kr. - Annoncer
2.500 kr. - Plakater og flyers
500 kr. - Blomster og pynt
450 kr. - Diverse
21.000 kr. i alt
Kronen betaler og indkøber drikkevarer, service, lys, servietter mm.
Videre proces
Social- og sundhedsarbejdsgruppen arbejder videre med og sikrer gennemførslen af projektet jf. projektbeskrivelsen.
Beslutning
1. Vanløse Lokaludvalg drøftede og godkendte projektbeskrivelse for Gæstebud 2019.
2. Vanløse Lokaludvalg besluttede at afsætte 21.000 kr. i 2019-puljemidler til projektet.