Mødedato: 13.10.2022, kl. 19:00
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

A-sag: beslutning om møde m. Projekt Demensvenligt Vanløse

Vanløse Lokaludvalg skal tage beslutning om møde med projekt Demensvenligt Vanløse for at blive demensvenner.

Indstilling

Forpersonen indstiller,

1. at Vanløse Lokaludvalg beslutter at afholde et møde med projekt Demensvenligt Vanløse for at blive demensvenner.

Problemstilling

Vanløse Lokaludvalg har indgået et samarbejde med Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Københavns Kommune, der har igangsat et 3-årigt projekt om at gøre Vanløse til en demensvenlig bydel. Målet med at skabe en demensvenlig bydel er, at mennesker med demens og deres pårørende kan fortsætte med at leve et meningsfuldt liv i eget hjem og på trods af sygdom forblive en del af lokalsamfundet. Biblioteket, sundhedshuset, den lokale café, supermarkedet, idrætshallen og parken skal opleves som trygge og inkluderende steder at opholde sig, og det skal være lettere at finde rundt i byrummet. Projektet skal være med til at fremme viden og skabe opmærksomhed om demens blandt alle beboere i Vanløse. Samtidig skal flere kende til de tidlige tegn på demens og de positive muligheder, der er ved en diagnose. Erfaringerne fra Vanløse danner efterfølgende grundlag for, hvordan hele Københavns Kommune kan blive demensvenligt.

Vanløse Lokaludvalg er en central samarbejdspartner og indgår som referencegruppe i projektet. Som led i samarbejdet foreslås det, at alle medlemmer og suppleanter bliver Demensvenner på et særskilt møde. Selve kurset varer ca. en halv time.

Hvad er en demensven?

En demensven er en person, der har sagt ja til at få mere viden om demens. En Demensven rækker hånden frem, hvis han eller hun møder et menneske med demens – for eksempel derhjemme, i opgangen, på villavejen, i butikken, på arbejdspladsen eller der, hvor personen med demens måske er kommet på afveje eller har brug for hjælp. Hver Demensven bestemmer selv, hvor meget de ønsker at engagere sig, og enhver håndsrækning tæller. Det handler først og fremmest om at sætte sig ind i demens og gøre livet lidt lettere for mennesker med demens. 
Ved at sætte dig lidt ind i demens og fx bære det lilla hjerte, som alle Demensvenner får, er du med til at bryde tabuet og skabe et mere demensvenligt Danmark.

Løsning

Vanløse Lokaludvalg beslutter at afholde et møde med projekt Demensvenligt Vanløse, som vil holde foredrag og uddanne lokaludvalget til demensvenner.

Projekt Demensvenlig Vanløse og sekretariatet foreslår at man pga. alle lokaludvalgets mange møder i november først holder mødet i januar.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for lokaludvalgets puljemidler.

Videre proces

Såfremt indstillingen godkendes vil sekretariatet indkalde til møde via mail.

/Jan Lindboe

Beslutning

1. Vanløse Lokaludvalg besluttede, at invitere Projekt Demensvenligt Vanløse til at deltage i et lokaludvalgsmøde starten af det nye år fra kl. 18.30-19.00, hvor også repræsentantskabet inviteres til at blive uddannet demensvenner. 

Til top