Mødedato: 13.10.2022, kl. 19:00
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

A-sag: Høring vedr. Jernbane Allé 41

Se alle bilag
Vanløse Lokaludvalg skal tage stilling til høring vedr. byggeri på Jernbane Allé 41.

Tidligere beslutninger

Vanløse Lokaludvalg besluttede i møde den 19. maj 2022 at sende besked til forvaltningen, at man ønsker at svare på høringen og behandler sagen i førstkommende ordinære møde den 16. juni, hvorefter lokaludvalget indsender høringssvar: https://www.kk.dk/dagsordener-og-referater/Vanl%C3%B8se%20Lokaludvalg/m%C3%B8de-19052022/referat/punkt-21

Vanløse Lokaludvalg tog stilling til høringssvar vedr. naboorientering og høring i møde den 16. juni 2022. Se sagsfremstillingen og beslutning her: A-sag: Høring om 3 dispensationer til lokalplan for Indertoften II | Københavns Kommunes hjemmeside (kk.dk)

 

Indstilling

Forpersonen indstiller,

1. at Vanløse Lokaludvalg godkender fremsendelse af høringssvar jf. løsningsafsnit.

Problemstilling

Vanløse Lokaludvalg modtog den 3. oktober 2022 høring vedr. byggeri på Jernbane Allé med frist for svar den 23. oktober 2022.

Lokaludvalget har, jf. tidligere beslutninger, behandlet naboorientering efter planloven og partshøring efter forvaltningsloven vedr. 3 dispensationer for lokalplan 465 "Indertoften", senest i møde den 16. juni 2022. Vanløse Lokaludvalgs høringssvar af 16. juni med bilag er vedhæftet den elektroniske dagsorden.

På baggrund af den første høring besluttede Teknik og Miljøudvalget at sende sagen i udvidet høring i møde den 22. august 2022, se sagsfremstilling og bilag her: Byggetilladelse til erhvervsbyggeri på Jernbane Allé 41, Vanløse | Københavns Kommunes hjemmeside (kk.dk)

Høringssvarene i den oprindelige lovbestemte høring vil fortsat indgå i forvaltningens behandling af sagen. Ligeledes vil nye høringssvar i forbindelse med den udvidede borgerhøring indgå og forvaltningen indstiller fortsat, at der gives byggetilladelse.

Efter det blev besluttet at gennemføre en ny høring har ansøger lavet justeringer i projektet som har medført en reduktion i antallet af dispensationer samt udarbejdet nye bilag i forhold til det materiale, den tidligere høring omfattede. De nye bilag svarer på mange af de spørgsmål,
der blev stillet i den lovbestemte høring. Ift. justeringer i projektet er elevator flyttet fra forpladsen og ind i byggeriets stueetage. Dette har medført at projektet nu forudsætter to- og ikke tre
dispensationer, som tidligere. Desuden har ansøger udarbejdet visualiseringer, skyggediagrammer, en sammenligningsskitse, der præciserer byggeriets ændringer i forhold til lokalplanens byggefelt, og fået undersøgt om det bevaringsværdige træ kan være yngle- og overvintringssted for flagermus.

Udover to dispensationer fra lokalplanen omfatter den udvidede borgerhøring også emner, der er kommet frem i de tidligere modtagne høringssvar:
• byggeriets arkitektoniske fremtræden
• cykelparkeringen i området
• adgang til offentlig transport
• byrumskvaliteter og bylivet generelt i Vanløse bymidte

Se det samlede materiale på kommunens høringsportal, herunder høringsbrevet for gennemgang af baggrund, proces og ændringer: https://blivhoert.kk.dk/hoering/byggeri-pa-jernbane-alle-41

Løsning

Vanløse Lokaludvalg godkender fremsendelse af høringssvar svarende til det midterste afsnit i det oprindelige høringssvar, herunder henvisningen til borgerdialogafsnit fra bydelsplanen jf. bilag 1,  suppleret med et par linjer om at man håber på et samarbejde mellem Fengergruppen og kommunen i forbindelse med de afsatte midler til forundersøgelser, så man får et samlet helhedsindtryk af bymidten og skaber fælles ramme for alle tre pladser, funktionelt og arkitektonisk.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs puljemidler.

Videre proces

Sekretariatet indsender høringssvar og lægger det på hjemmesiden.

/Jan Lindboe

Beslutning

Vanløse Lokaludvalg drøftede høringen, og der blev fremsat følgende ændringsforslag, som kom til afstemning:

1. At meddele forvaltningen, at man ønsker at svare på høringen umiddelbart efter lokaludvalgets ordinære møde i november, således at medlemmerne har mulighed for at sætte sig ind i sagsmaterialet. Der henvises til samarbejdsaftalen mellem Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen vedr. høring af lokaludvalg. Teknik- og Miljøudvalget orienteres om lokaludvalgets beslutning.

11 stemte for.

5 stemte imod.

3 undlod at stemme.

Vanløse Lokaludvalg besluttede at meddele forvaltningen, at man vil at besvare høringen umiddelbart efter ordinært møde den 17. november 2022.

Til top