Mødedato: 13.10.2022, kl. 19:00
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

B-sag: Beslutning om høringssvar vedr. projektforslag om hastighedszoner

Se alle bilag
Vanløse Lokaludvalg godkender det eftersendte udkast til høringssvar vedr. projektforslag om hastighedszoner.

Indstilling

Forpersonen indstiller,

1. at Vanløse Lokaludvalg godkender det eftersendte udkast til høringssvar vedr. projektforslag om hastighedszoner.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har taget fat på opgaven med at sænke hastighedsgrænserne med 10 km/t i hele kommunen. Det sker som led i Borgerrepræsentationens beslutning om at nedbringe CO2-udslippet fra biltrafikken i København.

Projektet omfatter lokalveje, strøggader, bydelsgader og fordelingsgader.
Regionale veje er undtaget af hastighedsprojektet, hvor mange af disse er blevet hastighedsreduceret i regi af Støjhandlingsplanen. 
I flere zoner er der ligeledes private veje. Disse grundejere vil modtage en invitation fra forvaltningen til at være en del af hastighedszonen. Ønskes dette ikke, vil hastighedszonen blive justeret, så den slutter, inden indkørsel på den private vej.

Hastighedszonerne etableres ved at opstille skilte af typen E68,4 ”Zone med lokal hastighedsbegrænsning”. Da flere skilte etableres på privat fællesvej, påbegynder forvaltningen partshøring med grundejere. Dette forløber parallelt med denne høring af lokaludvalget.
Eksisterende 30 km/t skiltning opretholdes i områder hvor det skiltes som anbefaling i en 40 km/t zone (blå tavler).

Hastighedszone i Vanløse

Teknik- og miljøforvaltningen er klar med en plan for hastighedszonen i Vanløse. Vedlagt internetdagsorden som bilag er et oversigtskort over planlagte hastighedszoner i hele kommunen og et kort over planlagte hastighedszoner i Vanløse. Der tages forbehold for, at materialet endnu ikke er myndighedsbehandlet af politiet, og afventer et evt. "veto". Politiet har indsendt en del af planen til Vejdirektoratet, hvorfor der kan kommer ændringer.
Der kan således forekomme forsinkelse af projektet, da det omfatter veje, hvor der kan være problemer med gennemførsel af hastighedszone på baggrund af de nuværende forhold, som Ålekistevej (orange veje i kortbilag).

Formålet med høringen er at orientere lokaludvalget om projektets omfang og stadie samt at høste viden og detaljer baseret på jeres kendskab til lokalområdet. Det kan fx være, at lokaludvalget har tiltag på vej i bydelen eller i berørte gader, som kan være relevante for hastighedsprojektet. Eller der kan være andre lokale forhold, forvaltningen skal tage højde for i den videre planlægning.

Projekthøringen har været behandlet i arbejdsgruppen for Trafik og Plan i møde den 28. september 2022 og et efterfølgende opklarende Teams møde med forvaltningen den 6. oktober 2022.

Svarfrist er torsdag den 27. oktober 2022.

Høringsbrev og kortbilag kan ses på den elektroniske internetdagsorden.

Løsning

Vanløse Lokaludvalg godkender det pr. mail eftersendte udkast til høringssvar vedr. projektforslag om hastighedszoner. 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs puljemidler.

Videre proces

Sekretariatet for Vanløse Lokaludvalg indsender det godkendte høringssvar på på kommunens høringsportal Bliv Hørt inden høringsfristen den 27. oktober 2022.

/Jan Lindboe

Beslutning

1. Vanløse Lokaludvalg besluttede at godkende udkast til høringssvar, men at tilføje at lokaludvalget ønsker at bevare de nuværende stillevejszoner samt at tilføje Jydeholmen i afsnit 5 vedr. skoleveje.  
Til top