Beslutning vedr. høring om Ressource- og Affaldsplan 2030
Vanløse Lokaludvalg har modtaget Ressource- og Affaldsplan 2030 i offentlig høring fra den 31. maj til den 12. august 2024 og skal godkende vedhæftede udkast til høringssvar med evt. yderligere bemærkninger på baggrund af input fra borgerne der eftersendes pr. mail.
Indstilling
Forpersonen indstiller,
1. at Vanløse Lokaludvalg godkender høringssvar vedr. Ressource- og Affaldsplan 2030 - jf. bilag.
Problemstilling
Vanløse Lokaludvalg har modtaget Ressource- og Affaldsplan 2030 i offentlig høring fra den 31. maj til den 12. august 2024. Se Teknik- og Miljøudvalgets behandling den 27. maj 2024 her:
Udkast til Ressource- og Affaldsplan 2030 i høring | Københavns Kommunes hjemmeside (kk.dk)
Ressource- og Affaldsplan 2030 har 5 konkrete målsætninger for genbrug og genanvendelse af affald på forskellige områder som husholdningsaffald, erhvervsaffald samt bygge- og anlægsaffald.
Planen har bl.a. fokus på at identificere og fjerne barrierer, der står i vejen for sortering af affald og understøtte en adfærd, hvor affaldssortering er normen, uanset om man er hjemme, på arbejde, på studie eller på farten.
Der arbejdes med flg. 5 temaer hvortil der er knyttet en række indsatser:
1. reduktion af affaldsmængder
2. etablering og fastholdelse af sortering og genbrug
3. styrke kvalitet i genanvendelsen
4. styrke genbrugskulturen
4. recirkulering af byggeaffald
Høringen og høringsmaterialet kan læses på Københavns Kommunes høringsportal, hvor man også selv kan afgive høringssvar frem til 12. august 2024: Høring af Udkast til Ressource- og Affaldsplan 2030 (kk.dk)
Høringen har været behandlet i Temagruppen for Natur og Miljø den 27. maj 2024 og lokaludvalget har efterfølgende lagt 3 spørgsmål på Facebook, for at modtage input til høringssvar. Der er frist for svar den 12. juni, hvorefter de indkomne bemærkninger samles og sendes pr. mail samt printes til omdeling i mødet, så udvalgsmedlemmerne har mulighed for at forholde sig til borgernes input. Der vil ligeledes blive lavet borgerinddragelse på byfesten "Vanløse på den 2. ende" lørdag den 8. juni, hvor borgerne vil blive forelagt de samme 3 spørgsmål.
- Har du ideer til, hvordan vi bliver bedre til at sortere og reducere vores affald?
- Hvordan undgår du madspild?
- Hvordan bliver vi bedre til at dele, reparere og genbruge?
Løsning
Vanløse Lokaludvalg godkender høringssvar vedr. Ressource- og Affaldsplan 2030 - jf. bilag og med evt. yderligere bemærkninger på baggrund af borgernes input der eftersendes pr. mail.
Bemærkninger og kommentarer på baggrund af borgerinput fra Facebook og bydelsfesten den 8. juni vedhæftes høringssvaret som bilag.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs puljemidler
Videre proces
Teknik- og Miljøforvaltningen forventer at Reesource- og Affaldsplan vedtages i Borgerrepræsentationen inden udgangen af 2024.