B-sag: Status på projekt Ned i Fart
Vanløse Lokaludvalg orienteres om status på projekt Ned i Fart, hvor Ålekistevej og Hillerødgade udgår af projektet og ikke får nedsat fartgrænsen til 40 km/t. Politiet har afvist at sænke fartgrænsen til 40 km/t, og Transportministeriet har stadfæstet politiets afgørelse.
Indstilling
Forpersonen indstiller,
- at Vanløse Lokaludvalg tager orientering vedr. status på projekt Ned i Fart til efterretning.
Problemstilling
En række veje, hvor fartgrænsen efter planen skulle sænkes til 40 km/t, udgår af projekt Ned i Fart, herunder Ålekistevej – fra Slotsherrensvej til Grøndals Parkvej og Hillerødgade – fra Hulgårdsvej til Borups Allé i Vanløse. Dette skyldes, at politiet har afvist at give samtykke til hastighedsnedsættelsen.
Det er politiets vurdering, at Ålekistevej har væsentlig betydning for den generelle trafikafvikling, og at vejenes funktion, udformning eller oversigtsforhold ikke udgør en øget ulykkesrisiko. På den baggrund har politiet afgjort, at de trafikale forhold ikke kan berettige en nedsættelse af hastigheden til 40 km/t på strækningen.
Teknik- og Miljøforvaltningen har sendt afgørelserne videre til Transportministeriet, som har stadfæstet politiets afgørelser, da de vurderer, at begge strækninger har mobilitetsmæssig betydning, og at der er særlige hensyn at tage til trafikafviklingen. Transportministeriet mener ikke, at omfanget af ulykker og støjplagede boliger på strækningen kan begrunde en hastighedsnedsættelse til 40 km/t.
Ved politiets afgørelse, som er stadfæstet af Transportministeriet, har kommunen ikke lovhjemmel til at gennemføre hastighedsnedsættelser på Ålekistevej.
Løsning
Vanløse Lokaludvalg tager orientering vedr. status på projekt Ned i Fart til efterretning.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs puljemidler.