Mødedato: 12.12.2024, kl. 17:30
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

B-sag: Godkendelse af reviderede retningslinjer for Spirekassen

Se alle bilag

Spirekassen er lokaludvalgets kvikpulje, der skal hjælpe borgere hurtigt i gang. Nu har Spirekassen kørt i et år, og efter en evaluering af Spirekassen i Forretningsudvalget foreslås to tilføjelser, så betingelserne for støtte bliver mere tydelig og understøtter formålet med Spirekassen bedre.

Indstilling

Forpersonen indstiller,

1. at Vanløse Lokaludvalg godkender de reviderede retningslinjerne for Spirekassen, jf. vedhæftede udkast.

Problemstilling

Spirekassen er en bydelspulje, hvor man kan søge op til 5.000 kr. og forvente svar efter tre uger. Formålet med Spirekassen er at hjælpe borgere hurtigt i gang med helt nye lokale projekter og initiativer til gavn og glæde for vanløseborgerne. Spirekassen skal give plads til kreativ udfoldelse i bydelen og understøtte, at ansøger kan eksperimentere og afprøve nye idéer, koncepter, formater m.v.

Efter dialog med sekretariatet foreslår Forretningsudvalget følgende tilføjelser til retningslinjerne for at gøre betingelserne for støtte mere tydelige.

1. Tilføjelse: Ansøger må ikke tidligere have modtaget støtte til lignende projekter i Vanløse Lokaludvalg, og projektet må ikke være en del af et andet projekt, der også har modtaget støtte fra Vanløse Lokaludvalg.

Baggrund: Formålet med Spirekassen er at give plads til nye idéer og kreativ udfoldelse. For at undgå at støtte delaktiviteter til et større projekt, som lokaludvalget allerede har støttet, så foreslås denne tilføjelse. Dette for at undgå, at Spirekassen bruger sine midler til at støtte f.eks. foreningsboder til den årlige byfest, Sankt Hans Aften, Halloween m.v., som i forvejen får støtte af lokaludvalget.  

2. Tilføjelse: Projektet skal indeholde en høj grad af frivillighed og/eller medfinansierede medarbejdertimer/ løntimer.

Baggrund: Sekretariatet har modtaget spørgsmål fra ansøgere om, hvorvidt medfinansierede medarbejdertimer/løntimer tæller som frivillighed. Derfor foreslår forretningsudvalget denne tilføjelse for at tydeliggøre lokaludvalgets holdning.

Løsning

Vanløse Lokaludvalg godkender de reviderede retningslinjerne for Spirekassen, jf. vedhæftede udkast.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs puljemidler.

Videre proces

Sekretariatet for Vanløse Lokaludvalg opdaterer hjemmesiden med de reviderede retningslinjer for Spirekassen. 

/Jan Lindboe

Beslutning

1. Indstillingen blev godkendt.
Til top