Mødedato: 12.10.2023, kl. 19:00
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

B-sag: Beslutning om input til aktivering af kommunale overskudsarealer og ubenyttede bygninger, lokaler og anlæg

På baggrund af et medlemsforslag i Borgerrepræsentationen har lokaludvalget fået en henvendelse om input til kommunale overskudsarealer og ubenyttede bygninger, lokaler og anlæg, der kan aktiveres midlertidigt eller permanent til kultur, fritid, rekreative arealer, kreative erhverv eller lignende. Temagrupperne Idræt, bevægelse og sundhed samt Byliv, kultur og erhverv har behandlet medlemsforslaget og foreslår en række steder i Vanløse, der kan aktiveres i højere grad.

Indstilling

Forpersonen indstiller, 

  1. at Vanløse Lokaludvalg godkender temagruppernes input til aktivering af kommunale overskudsarealer og ubenyttede bygninger, lokaler og anlæg jf. løsningsafsnittet

Problemstilling

Borgerrepræsentationen vedtog den 4. maj 2023 et medlemsforslag om aktivering af kommunale overskudsarealer og ubenyttede bygninger, lokaler og anlæg. Med vedtagelse af medlemsforslaget pålægges Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen at udarbejde et forslag til, hvordan kommunale overskudsarealer og ubenyttede bygninger, lokaler og anlæg kan aktiveres midlertidigt eller permanent til kultur, fritid, rekreative arealer, kreative erhverv eller lignende.

Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen vil gerne have lokaludvalgenes input til at udpege overskudsarealer og ubenyttede bygninger, lokaler og anlæg i lokalområdet, der kan aktiveres til midlertidige eller permanente kulturelle og rekreative formål. Input vil indgå i forvaltningernes besvarelse af medlemsforsalget.

Frist for input er den 27. oktober. 

Medlemsforslaget vedtaget den 4. maj 2023 kan ses her: Medlemsforslag om aktivering af kommunale overskudsarealer og ubenyttede bygninger, lokaler og anlæg | Københavns Kommunes hjemmeside (kk.dk)

Løsning

Vanløse Lokaludvalg godkender følgende input fra temagrupperne Idræt, bevægelse og sundhed samt Byliv, kultur og erhverv: 

Anvendelse af taget på Grøndal Multicenter f.eks. til solceller, taghave, konditag eller lignende samt en øget aktivering af Grøndal Torv til kultur og/eller forskellige markeder. 

Herudover foreslås det, at Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen undersøger, hvorvidt tårnet mellem DSB og Metro på Vanløse Torv samt ejendommen på Fuglsang Allé 89 (ejet af Radius) kan benyttes til formålet. Bygningerne er ikke kommunale, men dog offentlig ejet.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs puljemidler. 

Videre proces

Sekretariatet sender lokaludvalgets input ind til forvaltningerne.  

/Jan Lindboe

Beslutning

1. Indstillingen blev godkendt
Til top