Mødedato: 10.04.2014, kl. 18:30
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

Miljøfestival 2014 - beslutning om ansøgning om VLU's deltagelse

Se alle bilag
Lokaludvalget drøfter og træffer beslutning omkring ansøgning om Miljøfestival 2014 i Vanløse

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller:
  1. at Vanløse Lokaludvalg drøfter og træffer beslutning om ansøgning om afholdelse af miljøfestival 2014 i Vanløse

Problemstilling

I år knytter Miljøfestival an til Sharing Copenhagen-aktiviteter og i juni måned vil forvaltningen arrangere guidede ture. Det er forvaltningens håb, at lokaludvalgene også vil være interesserede i at arrangere lokale ture i perioden, som sætter fokus på lokale bæredygtige løsninger, tiltag og områder. Turene skal målrettes, men også have en bred appel og fremvise eksisterende eller kommende bæredygtige løsninger, som bydelene gerne vil sætte fokus på. Rundvisningerne kan bruges som afsæt til en lokal debat om fremtidige bæredygtige løsninger i København. Lokaludvalgene må meget gerne tænke i engagerende indhold og i ture målrettet specifikke målgrupper, som f.eks. børnefamilier, singler, instagrammere, udlændinge bosat i København, hundeejere, motionister, studerende osv. Der er afsat op til 300.000 kr. i alt til medfinansiering af lokale aktiviteter i bydelene. De guidede ture vil blive markedsført på kommunens hjemmeside og som et vigtigt element i den samlede markedsføring af Sharing Copenhagen

Vanløse Lokaludvalg ved Natur og Miljøgruppen/Havegruppen vil gerne arrangere 3 lokale ture i juni måned. Arrangementet er en forlængelse af et vellykket projekt fra sidste år kaldet ’Naturture’, og som er et tilbud til alle Vanløses borgere om at komme ud i eksisterende naturområder i bydelen og (gen)opleve og lære noget om de nære naturområder. Formålet er at skabe interesse og forståelse for natur og natursammenhænge og på sigt at få de lokale borgere til at kere sig og engagere sig i deres nærområde og bidrage til en bæredygtig udvikling. Helt konkret indkøbes materialer til etablering af bistader på Engen, og der oprettes et bilaug, der uddannes til, på sigt, at passe Engens bier, og derved er medvirkende til at skabe og bevare biodiversiteten i området. Projektet kan være medvirkende til at skabe nye netværk med både borgere og foreninger i bydelen.   

Løsning

Lokaludvalget drøfter og træffer beslutning om at indsende en ansøgning om at afholde 3 naturture i Vanløse i juni, som en del af Miljøfestival 2014.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalg.

Videre proces

Ansøgning om afholdelse af 3 naturture under Miljøfestival 2014 i juni måned indsendes til TMF inden d. 30. april, hvor der er deadline for ansøgning.
/Bent Christensen

Beslutning

Vanløse Lokaludvalg traf beslutning om ansøgning til Teknik- og Miljøforvaltningen om afholdelse af miljøfestival 2014 i Vanløse.
Til top