Mødedato: 15.01.2013, kl. 18:30
Mødested: Valby Kulturhus, 5. sal

Afsættelse af midler til SEEDS projektet

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,

1) At Valby Lokaludvalg afsætter 25.000 kr. til aflønning af projektmedarbejder fra KU Life.

Problemstilling

Valby Lokaludvalg har i forbindelse med vedtagelsen af årsplan for miljøarbejdet i 2013 vedtaget at afsætte et rammebudget på i alt 25.000 kr. til EU projektet SEEDS. SEEDS formål er at fremme innovative løsninger for midlertidig arealanvendelse, der bidrager til udvikling af attraktive og bæredygtige byområder for beboelse, arbejde og investeringer. SEEDS er en forkortelse af Stimulating Enterprise Environments for Developments og Sustainability. Det er KU Life, der leder projektet. Derudover deltager lokaludvalgene fra Valby, Vanløse og Bispebjerg og Områdefornyelsen Skt. Kjelds Kvarter. De tre lokaludvalg vil i fællesskab aflønne en projektmedarbejder til at løfte projektet i de tre bydele.

Løsning

Valby Lokaludvalg skal deltage med et delprojekt om midlertidige anvendelser af ledige arealer i Valby under SEEDS. Lokaludvalget har i forvejen fokus på midlertidig anvendelse af forskellige typer arealer til kulturelle, rekreative og miljørettede formål.

 

Valby Lokaludvalg ønsker at få sat gang i en proces, hvor der i samarbejde med relevante aktører i og udenfor Valby igangsættes en proces, hvor disse områders potentialer folder sig ud og forhåbentlig peger mod mere langsigtede udviklingsmuligheder. Det kan være urbane madhaver, pop-up grønne rum eller lignende grønne forandringer af det offentlige rum. Det er væsentligt, at det grønne udspringer af lokale ønsker og behov.

 

Miljøgruppen har udpeget en SEEDS projektgruppe, som består af lokale interessenter og fagpersoner, der bidrager til processen. Det skal sikres, at delprojektet er forankret i relevante problemstillinger og udvikles i samarbejde med lokale videnspersoner. Derudover har Valby Lokaludvalgs sekretariat forpligtet sig til at bistå med mandetimer til kortlægning, proces, gennemførsel, evaluering, netværk og administration. 
 

Projektmedarbejderens opgave er blandt andet at finde egnede steder til at skabe nye rum i samarbejde med SEEDS projektgruppen, lave et grundigt forarbejde med at indhente relevante informationer omkring det valgte sted. Efter kortlægningen skal der arbejdes på at finde organisationer og/eller frivillige, som ønsker at engagere sig i opgaven med at etablere og forankre stedet. Medarbejderen kan også bistå med at søge relevante puljer.

 

Lige nu er det grunden på Smedetrædet 2, der er i fokus. Salget af grunden er pt. bremset og muligheder for at bruge grunden midlertidigt undersøges. Såfremt det ikke lykkes at finansiere reservationslejen, vil der blive kigget på andre muligheder i Valby.  




 

Økonomi

Budgettet for SEEDS i 2013 er 25.000 kr. som vil gå til en fællespulje, hvor KU Life har ansat en kvalificeret person.

 

Beløbet afsættes indenfor de afsatte midler til miljø i 2013.

 

Alle beløb anvises på IM konto 06455111999000

 

Lisbeth Ritter

Beslutning

Godkendt. Der blev på mødet stillet spørgsmål til, om der kunne bruges praktikansættelse til dette projekt. Dette blev afvist.
Til top