Mødedato: 14.10.2014, kl. 18:30
Mødested: Valby Kulturhus, 5. sal

Høring: Lokalplanforslag "Carlsberg II - tillæg 4" med Kommuneplantillæg

Se alle bilag

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,
1) at Valby Lokaludvalg drøfter og vedtager høringssvar vedr. 'Forslag til tillæg 4 til lokalplan 432 ”Carlsberg II ” med tilhørende forslag til kommuneplantillæg'.

Problemstilling

Den 21. august 2014 vedtog Borgerrepræsentationen 'Forslag til tillæg 4 til lokalplan 432 ”Carlsberg II ” med tilhørende forslag til kommuneplantillæg'. Valby Lokaludvalg har den 1. september 2014 modtaget høringsmaterialet. Høringsdatoen er den 27. oktober 2014.

Partnerselskabet Carlsberg Byen P/S har anmodet kommunen om at udarbejde lokalplan- og kommuneplantillæg med henblik på at muliggøre ca. 82.000 m² ny bebyggelse til boliger, erhverv, skoler, institution, butikker og skoler.

I området mellem Carlsberg Museum og Dansehallerne ønskes opført 28.200 kvm nyt byggeri i 2 byggefelter i området. Der er tale om en ny bygning i 4-5 etager på 3.600 kvm med erhverv og butikker i stueetagen, samt nye bygninger i 4-6 etager med 14.000 kvm til skole og 10.600 kvm til erhverv eller uddannelsesinstitution. Halmlager-bygningen ønskes anvendt til blandt andet institution.

Her udover ønskes opført 53.300 kvm nyt byggeri til boliger, erhverv og butikker i flere byggefelter. Vest for Humleby opføres 39.700 kvm ny bebyggelse i 3-6 etager fordelt på flere mindre byggefelter primært til boligformål samt en dagligvarebutik på 1.000 kvm i stueetagen med adgang fra Købkes Plads. Øst for Humleby afsættes 13.600 kvm til boliger og erhverv i 3-6 etager samt en mindre butik på op til 200 kvm. Der opføres parkeringskældre under bygningerne.

Der er tidligere udlagt 11.500 kvm til detailhandel, men med et lokalplantillæg forhøjes bruttoetagearealet til ialt 16.400 kvm. Et maksimalt butiksetageantal på 16.000 kvm fordeles indenfor bydelscenter Carlsberg. Uden for bydelscentret muliggøres små butikker på i alt 400 kvm til kiosker og lignende små butikker.

For det fulde planmateriale se link til Københavns Kommunes hjemmeside:
 
http://www.kk.dk/da/om-kommunen/indsatsomraader-og-politikker/byplanlaegning-og-anlaeg/byplanlaegning/lokalplaner/lokalplanforslag/carlsberg-tillaeg-4

By- og trafikudvalget har behandlet høringen på sit møde den 7. oktober og på baggrund heraf udarbejdet et høringssvar.   

Løsning

At Valby Lokaludvalg drøfter og vedtager høringssvar vedr. 'Forslag til tillæg 4 til lokalplan 432 ”Carlsberg II ” med tilhørende forslag til kommuneplantillæg'.

Beslutning

Godkendt
Til top