Mødedato: 14.10.2008, kl. 18:30

Drøftelse af høringssvar vedr. Ringstedbanen

Drøftelse af høringssvar vedr. Ringstedbanen

Valby Lokaludvalg

 

DAGSORDEN

fra ordinært møde tirsdag den 14. oktober 2008

 

 

7.      Drøftelse af høringssvar vedr. Ringstedbanen

VL   89/2008

BESLUTNING

Formanden indstiller

1.      at. At Valby Lokaludvalg drøfter høringssvar vedr. trafikstyrelsens "Miljøredegørelse for København-Ringsted"

 

Udkast til høringssvar omdeltes på mødet. Hovedtrækkene i høringssvaret godkendtes. Udkastet bearbejdes og sendes til Københavns Kommune.

 

 

PROBLEMSTILLING

Københavns Kommune har modtaget Trafikstyrelsens "Miljøredegørelse for København-Ringste d". Valby Lokaludvalg har ikke selvstændig høringsret i forbindelse med høringer overfor en ekstern part udenfor Københavns Kommune. I forbindelse med København-Ringsted projektet udarbejder Valby Lokaludvalg derfor et høringssvar, der bilægges høringssvaret fra Københavns Kommune.  Lokaludvalget er i løbende dialog med Københavns Kommune om indholdet af høringssvaret.

 

Trafikstyrelsens Miljøredegørelse behandler både den såkaldte 5. sporløsning, der kører via Roskilde, og nybygningsløsningen, som kører via Køge. Førstnævnte har kun begrænsede konsekvenser for det lokale miljø i Valby. Høringssvaret vil derfor primært forholde sig til nybygningsløsningen. Dog skal der gøres opmærksom på øgede støjgener i visse boligområder ved 5 spors løsningen.

 

I lighed med Københavns Kommune ønsker Valby Lokaludvalg at den nye banestrækning

enten bliver nedgravet og overdækket, eller bygges i form af en boret tunnel.

 

I lighed med Københavns Kommune finder Lokaludvalget, at udformningen af nybygningsløsningen grundløsning og alternativ er problematiske af følgende grunde:

 

-         den gennemskærer rekreative områder i et tæt bebygget og socialt belastet område (Vigerslev Vænge og Hornemanns Vænge) I den sammenhæng er grundløsningen fuldstændigt uacceptabel for såvel Valby Lokaludvalg som for Københavns Kommune.

 

-         Risiko for øget støjbelastning i området. Støjen vil både komme fra den gennemkørende togtrafik, men også fra Kulbanevej og Vigerslevvej, der hæves flere meter, hvorved støjen spredes over et større område.

 

-         begge løsninger indeholder to krydsninger i niveau, som reducerer banens kapacitet og øger risikoen for forsinkelser i togtrafikken

 

Københavns Kommune og Valby Lokaludvalg ønsker derfor en løsning, hvor der tages udgangspunkt i miljøredegørelsens alternative linieføring, men med følgende forbedringer:

 

-         umiddelbart efter banens afgrening fra ringbanen bør den dykke med 12 – 14 promille, og ikke med de ca. 8 promille, der er forudsat i det nuværende forslag. Det vil betyde, at:

o       Retortvej ikke skal hæves nær så meget som i den nuværende løsning. Derved sikres bedre adgangsveje til bl.a. Grønttorvet.

o       Tunnelen kan nedgraves således, at overkanten følger terræn på det grønne område langs Kulbanevej

 

-         de grønne områder ved Kulbanevej bør bearbejdes terrænmæssigt, så de kan anvendes rekreativt af områdets beboere.

 

-         Banetunnelen bør placeres så dybt som muligt ved krydsningen af Vigerslevvej og Vigerslevparken. I den forbindelse bør Trafikstyrelsen undersøge muligheden for at omlægge bl.a. kloakledninger, der blokerer for en dybereliggende banetunnel. Det vil betyde, at:

 

o       Hævningen af Vigerslevvej, og de deraf følgende støj-, indbliks- og skyggegener kan reduceres

o       Vigerslevparken fortsat kan benyttes til rekreative formål.

 

 

LØSNING

Lokaludvalget drøfter på baggrund af ovennævnte, samt reaktioner på borgermøde den 9. oktober, indholdet af Lokaludvalgets høringssvar.

 

 

ØKONOMI

-

 

VIDERE PROCES-

Lokaludvalgets høringssvar bilægges Københavns Kommunes høringssvar. Høringsfrist er d. 1. december 2008. Grundet den politiske behandling i Københavns Kommune skal Kommunen have Lokaludvalgets bidrag i hænde senest d. 20. oktober 2008.

 

 

BILAG

·        Københavns Kommunes udkast til høringssvar til trafikstyrelsens "Miljøredegørelse for København-Ringsted"

 

 

Ejner Jensen



 

Til top