Intern høring af Kommuneplan 2024
Valby Lokaludvalg får en orientering af Team Planlægning om Kommuneplan 2024, og skal derefter drøfte, om der skal gives svar på den interne høring om planen og hvordan udvalget ønsker at lave borgerinddragelse under den offentlige høring i efteråret.
Indstilling
Sekretariatet indstiller, at
1. Valby Lokaludvalg tager orienteringen om Kommuneplan 2024 til efterretning.
2. udvalget derefter drøfter høringen og bemyndiger et eller flere medlemmer til at skrive svar.
3. udvalget drøfter og beslutter, hvordan de lokale københavnere skal inddrages i den offentlige høring i efteråret.
Problemstilling
Økonomiudvalget besluttede den 9. april 2024, at sende udkast til forslag til Kommuneplan 2024 i intern høring.
Den politiske hovedstruktur er en videreførelse af kommuneplanstrategien til kommuneplanen. Det betyder, at den strategiske retning fra planstrategien videreføres som ny hovedstruktur for kommuneplanen, med følgende tilføjelser, der afspejler Økonomiforvaltningens indstilling til nye tiltag i kommuneplanens rammer og retningslinjer, hvilket kan ses i følgende afsnit:
- Nye væsentlige tiltag i kommuneplanens regulering (markeret med blå baggrundsfarve i hovedstrukturen) som beskriver forslag til ændringer i kommuneplanen indenfor følgende:
- Rækkefølgeplanen (s. 24-25),
- Tætheder i byen (s. 26-27),
- Bilparkering (s. 36-39),
- Cykelparkering (s. 40-41),
- El- og delebiler (s. 42-43),
- Boligstørrelser (s. 62-67),
- Blandet by (s. 68-69),
- Erhvervsudvikling (s. 84-85),
- Grøn forsyning (s. 98-101),
- Byens kulturarv (s. 106-107).
Opslagene svarer samtidig på kommuneplanstrategiens arbejdsprogram.
- Bydele i fokus (s. 108-123), som beskriver de væsentligste rammeændringer til konkrete byudviklingsprojekter fordelt på fire overordnede bydelsafgrænsninger.
- Ajourføring af den strategiske retning fra kommuneplanstrategien med udvalgte resultater fra baggrundanalyserne til kommuneplanen, som giver anledning til forslag om enkelte nye målsætninger og redegørende tekst herom. Det gælder følgende målsætninger: antal nye boliger, almene boliger og ungdomsboliger (s. 46), at sikre varierede boligstørrelser på tværs af bydelene (s. 46), målsætning for erhvervsbyggeri (s. 72). Dertil revideret redegørende tekst: opdateret prognose for befolkningstal og -udvikling (s. 16) restrummelighed for byudviklingsområderne (s. 18) redegørelse for nye mål for boligbyggeri (s. 46), status på detailhandel i København (s. 81), redegørelse af, hvordan den grønne arealplan understøtter at målet om maksimalt 300 meter til et grønt eller blåt område kan opnås i de tættest bebyggede kvarterer, herunder at der prioriteres nye grønne områder, der hvor der er flest boliger (s. 90-91), og omtale af mulighed for ny begrønningsprocent (s. 91).
Økonomiforvaltningen har desuden opdateret diverse nøgletal for byens udvikling i de tilfælde, at der er kommet nye data, og indarbejdet nyt forord og resumé (s. 6-9).
Løsning
Team Planlægning vil give en orientering om arbejdet med Kommunalplan 2024, siden I så Kommunalplanstrategien i efteråret. Orienteringen har fokus på Boligredegørelsen og Detailhandelanalysen efter ønske fra lokaludvalget.
Lokaludvalgets høringssvar vil indgå i en hvidbog sammen med øvrige høringssvar. Økonomiforvaltningen beder om et emneopdelt høringssvar med sigende overskrifter som fx "biodiversitet" eller "boligpolitik, så forvaltningen får bedste forudsætninger for at formidle høringssvarene i hvidbogen.
Høringsfrist er 6. juni 2024.
Bilag:
- Politisk hovedstruktur for udkast til forslag til Kommuneplan 2024
- Den digitale kommuneplan som kan tilgås på: www.kp24.kk.dk, her kan man også se analyserne, som kommunalplanen er baseret på.
Videre proces
Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen vil på baggrund af hvidbogen og et revideret forslag til Kommuneplan 2024 behandle sagen igen i august 2024.
Herefter følger 8 ugers offentlig høring formentlig i september og oktober 2024 inden vedtagelse formentlig i december 2024.
Beslutning
Orienteringen blev taget til efterretning.
Michael Fjeldsøe, Henrik Palsmar, Kirsten Henriksen og Byrial Rastad Bjørst er bemyndiget til at skrive høringssvar med fokus på overordnede punkter af særlig opmærksomhed, der efterfølgende kan uddybes i den offentlige høring i efteråret, hvor det blev besluttet at inddrage borgerne via Valby Borgerpanel og i et åbent repræsentantskabsmøde.