Mødedato: 13.08.2002, kl. 18:30

Stillingtagen til hjemmeside-løsning

Stillingtagen til hjemmeside-løsning

Valby Lokaludvalg

 

DAGSORDEN

fra ordinært møde tirsdag den 13. august 2002

 

 

Åbne punkter

 

3.      Stillingtagen til hjemmeside-løsning

VL 100/2002

Formanden indstiller,

at Valby Lokaludvalg tager stilling til, hvilken af de to nedenfor beskrevne modeller for etablering af en hjemmeside for Valby Lokaludvalg, som Sekretariatet skal arbejde videre med at implementere.

at der afsættes 86.500 kr. fra posten "Øvrige" i det reviderede budget 2002, hvis udvalget vælger den avancerede hjemmeside-løsning.

 

 

RESUME

Valby Lokaludvalg skal tage stilling til, hvilken hjemmeside-løsning udvalget ønsker i teknisk henseende.

I indstillingen er der skitseret to tekniske løsninger: en simpel og en avanceret.

I den simple model etableres hjemmesiden under Københavns Kommunes hjemmeside. Denne model er gratis, men lægger begrænsninger på udvalget i form af layout og adgang til basen.

I den avancerede model køber udvalget sin egen database. Modellen betyder, at udvalget kan vælge sit eget layout, og at medlemmer mv. selv kan få adgang til vedligeholdelse og udvikling af selve basen. Omvendt betyder det, at det er udvalget selv, som har ansvaret for basen, og som skal bekoste løsningen. De samlede etableringsomkostninger udgør op til 85.500 kr. De årlige driftsomkostninger udgør ca. 1.000 kr.

Det indstilles, at udvalget tager stilling til, hvilken en løsning Sekretari atet skal arbejde videre med at implementere.

 

  

 


SAGSBESKRIVELSE

På udvalgets møde den 11. juni 2002 blev det besluttet at udarbejde et konkret forslag til, hvordan der rent teknisk kan etableres en hjemmeside for Valby Lokaludvalg.

Hen over sommeren har Knud Erik Hansen i samarbejde med Sekretariatet undersøgt nogle forskellige muligheder. Resultatet af dette arbejde har givet anledning til at skitsere to modeller for en hjemmeside-løsning. Den ene løsning – som er den meget simple – tager udgangspunkt i, at udvalgets hjemmeside lægges ind under Københavns Kommunes hjemmeside. Den anden og mere avancerede løsning tager afsæt i, at udvalget får sin egen database.

For begge løsninger gælder det, at det er udvalget, der suverænt bestemmer strukturen og indholdet på hjemmesiden.  De to løsninger, som er skitseret nedenfor, vedrører således den tekniske del, som handler om hjemmesidens placering i cyperspace, layout og adgang til basen.

 

Den simple hjemmeside-løsning

Som sagt bygger den simple løsning på, at Valby Lokaludvalg etablerer sin hjemmeside indenfor rammerne af Københavns Kommunes hjemmeside www.kk.dk. Selvom udvalgets hjemmeside etableres under Københavns Kommune, vil det stadig være muligt at have sin egen adresse som fx valbybydel.dk. Ligeledes vil det være muligt at lægge Valby Lokaludvalgs logo ind.

Fordelene ved denne løsning er:

·        at den er gratis og

·        at Københavns Kommune, Information og Kommunikation i samarbejde med sekretariatet og Valby Lokaludvalg har ansvaret for at opdatere og udvikle Valby Lokaludvalgs hjemmeside.

Ulemperne ved den simple løsning er:

·        at rammen om Valby Lokaludvalgs hjemmeside er Københavns Kommunes blå kant og logo med de tre tårne.

·        at det kun er Københavns Kommune, Information og Kommunikation som har adgang til basen.

 

Den avancerede løsning

Den avancerede hjemmeside-løsning har som udgangspunkt, at Valby Lokaludvalg får sin egen database med CMS-system (content management system).

Københavns Kommune anvender som CMS-system et program der betegnes "Lotus Notes". Med henblik på at muliggøre et samarbejde mellem udvalget og Københavns Kommune, Information og Kommunikation er det mest hensigtsmæssige at anvende det samme CMS system.

 

Fordelene ved denne løsning er:

·        at Valby Lokaludvalg får sin egen designede hjemmeside.

·        at medlemmer af udvalget og arbejdsgrupper kan få adgang til hele eller dele af databasen med henblik på rettelser og tilføjelser på hjemmesiden.

 

Ulemperne ved løsningen er:

·        at Københavns Kommune, Information og Kommunikation gerne vil være behjælpelig i den udstrækning de har ressourcer til det, men ikke vil tage ansvaret for udvalgets hjemmeside. Der skal derfor vælges en person fra udvalget, som har ansvaret for udvikling og vedligeholdelse af hjemmesiden.

·        at design af layout af hjemmesiden koster op til 50.000 kr. (kan evt. reduceres, hvis der tages udgangspunkt i det layout, som blev udarbejdet til Valby Bydel). Hertil kommer 10.000-15.000 kr. for at lægge layoutet ud på serveren.

·        at køb af redigeringsadgang til hjemmesiden til ca. 12 personer koster ca. 7.000 kr.

·        at den årlige drift for leje af "serverplads" koster 1000 kr. Den oplyste pris forudsætter, at serverstedet har serverprogramellet til Lotus Notes.

·        at der kan være udgifter på op til 12.500 kr. til tilretning af softwareprogrammet Agenda Pro (dagsordensystemet), så dagsorden, indstillinger og referat fra hvert møde kan sendes ud på udvalgets egen hjemmeside. 

·        forudsat at udvalget har ressourcer til at gå ind i arbejdet vurderes denne løsning alt i alt at koste op til 85.500 kr. i etableringsomkostninger. Driftsomkostninger udgør ca. 1.000 kr. årligt.

·        at udvalgets hjemmeside tidligst kan komme til at fungere fra årsskiftet. Genen herved er dog begrænset i og med, at Københavns Kommune, Information og Kommunikation har tilbudt at starte en midlertidig hjemmeside på www.kk.dk. indtil en endelig løsning er på plads.

 

 

ØKONOMI

Vælger Lokaludvalget den simple løsning, vil der ikke være nogen omkostninger til etablering af hjemmesiden.

Vælger Lokaludvalget den avancerede løsning vil etableringsomkostningerne udgøre op til 85.500 kr. De årlige driftsomkostninger udgør ca. 1.000 kr. Midlerne kan i 2002 tages fra posten "Øvrige" i det reviderede budget.

Der er ikke afsat midler til arbejdskraft, som skal stå for opdatering og udvikling af hjemmesiden. I den simple løsning leverer Københavns Kommune, Information og Kommunikation, denne service gratis. I den avancerede løsning forudsættes det, at udvalget selv leverer de ressourcer, som er nødvendige. 

 

HØRING

-

 

MILJØMÆSSIGE KONSEKVENSER

-

 

ANDRE KONSEKVENSER

-

 

BILAG VEDLAGT

 

 

Ejner Jensen

 

 


 

Til top