Fasanvejsruten - cykelfremkommelighed
Indstilling
Formanden indstiller,
1) at Valby Lokaludvalg drøfter og vedtager høringssvar vedr. Fasanvejsruten
2) at Valby Lokaludvalg specifikt drøfter om der ønskes venstresving forbudt fra Toftegårds Allé til Valby Langgade
Problemstilling
Valby Lokaludvalg har modtaget høring vedr. supercykelsti på Fasanvejsruten. Ruten indgår i den overordnede strategi om supercykelstier.
Valby Lokaludvalg har stykket fra kommunegrænsen til Frederiksberg på Sdr. Fasanvej til Valby Station.
I Valby er der 5 delprojekter:
- Sdr. Fasanvej frem mod Valby Langgade (retning syd). Indeholder: udvidelse af cykelstien på vestsiden til 3 m. ved at inddrage dele af eksisterende fortov. Der bevares 2.6-2.8 m. fortov.
Ud for overkørselerne til parkeringspladser og tankanlæg hæves kantstenen ud mod kørebanen, så der har en hastighedsdæmpende effekt. Der etableres indkørselsforbud fra Sdr. Fasanvej til Brøndkærsvej. - Krydset Sdr. Fasanvej/Valby Langgade: Der etableres cykelbane frem mod krydset nordfra ved at indsnævre fortorvet til 2.1 m. Bilernes stoplinjer flyttes 5 m. tilbage for at skabe synlighed af cyklister og fodgængere.
- Toftegårds Allé fra Valby Langgade (retning syd): Eksisterende cykelsti forlænges 15 m. bagud og busstoppested og busstoppestedet 15 m. frem. Der vil således være cykelsti forbi busstoppestedet, så cyklisterne ledes indenom bussen.
- Toftegårds Allé frem mod Valby Langgade (retning nord): Cykelstien afkortes og der etableres en højresvingsbane, så cyklister kun blandes med højredrejende trafik og ikke ligeudkørende trafik. Der laves venstresving forbudt fra Toftegårds Allé ind på Valby Langgade.
- Lillegade/Mellemtoftevej: På vtærs af Mellemtoftevej og Lillegade/Mølle allé i vestsiden hæves cykelstien, så der skabes en hastighedsdæmpende overkørsel. Det samme sker ved Mølle Allé på østsiden.
I prioriteringen er krydset Sdr. Fasanvej/Valby Langgade samt tilkørslerne hertil prioriteret højere end Lillegade/Mellemtoftevej.
By&Trafik gruppen drøftede høringen på møde den 6. juni. Der var general enighed om, at det er godt, der gøres noget på strækningen. Der blev speciel opmærksomhed på indkørselsforbud til Brøndkærsvej. Desuden var der nogen diskussion af fordele og ulemper ved venstresving forbudt fra Toftegårds Allé ind på Valby Langgade.
Se i øvrigt vedlagte høringsmateriale og udkast til høringssvar.
Dispositionsforslag for hele strækningen udsendes separat som bilag. I dispositionsforslaget står baggrunden for hele projektet, specificering af de enkelte projekter og prioriteringen.
Løsning
Valby Lokaludvalg drøfter og vedtager høringssvar
Beslutning
ad. 1. Valby Lokaludvalg drøftede og godkendte høringssvar. Det tilføjes, at venstresving forbudt ind på Brøndkærvej vil give yderligere venstresvingende i krydset Valby Langgade/Sdr. Fasanvej og Valby Langgade/Bykildevej.
ad. 2: Valby Lokaludvalg ønsker ikke, at venstresving forbydes fra Toftegårds Allé ind på Valby Langgade