Vedtagelse af overordnet struktur for Valby Kulturdage 2018
Indstilling
Formanden indstiller
1) at Valby Lokaludvalg vedtager de foreslåede rammer for Valby Kulturdage 2018
Problemstilling
Valby Kulturdage er planlagt til afholdelse den 31. august og 1. september 2018.
På grund af valget til nyt lokaludvalg i marts, foreslår sekretariatet, at Valby Lokaludvalg venter med at nedsætte styregruppen for årets kulturdage, til det nye lokaludvalg har første ordinære møde i april.
Dette betyder dog, at Valby Lokaludvalg skal beslutte de overordnede rammer, så sekretariatet kan åbne for tilmeldingen og afholde indledende planlægningsmøder med aktører.
Det foreslås at vedtage at:
- Prisen for handlende på Valby Kulturdage fastholdes på samme pris som sidste år, nemlig 1000 kr. for lokale handlende og 1200 kr. for udefrakommende. Disse priser gælder både for salg af mad, drikke og varer
- Det fortsat er gratis for foreninger at tilmelde sig og sælge varer, mad og drikke, forudsat at overskud fra salg går til foreningen og ikke til privatpersoner
- At videreføre tidligere års struktur med, at lokaludvalget ikke selv opstiller scene, men overlader dette til andre aktører, som kan søge tilskud fra Kulturdagepuljen
- At kulturdagenes område som udgangspunkt strækker sig fra Annexstræde til Sdr. Fasanvej, med mulighed for at udvide afspærringen op mod Gl. Jernbanevej, hvis de handlende på Valby Langgade op mod Gl. Jernbanevej tager ansvar for at organisere et handelsstrøg med aktiviteter.
For at give aktører bedre mulighed for selv at planlægge deres musikprogram, foreslår sekretariatet følgende procedure:
- Ansøgere til Kulturdagepuljen, der har aktiviteter, der kræver en scene, skal ikke rette henvendelse til os, men til de aktører, der opstiller scener. Det giver aktørerne bedre mulighed for selv at bestemme profilen for optrædende.
Dermed undgår vi situationen fra tidligere år, hvor Puljeudvalget har bevilget penge til en række koncerter, som sekretariatet efterfølgende skal fordele på scenerne. Denne model nødvendiggør også, at sekretariatet tidligt begynder at holde møder med aktører, som planlægger opstilling af scener. Dermed kan vi forhåbentlig få de store ansøgninger til Kulturdagepuljen tidligt ind.
Løsning
Valby Lokaludvalg vedtager de foreslåede overordnede rammer for Valby Kulturdage 2018
Økonomi
Det overordnede budget for kulturdagene fremlægegs på møde i marts